Tilkøb til interaktive tavler (smart boards)
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget drøfter redegørelse om brug af interaktive tavler og digitale undervisningsmidler
Problemstilling
Forvaltningen redegør i denne indstilling for forholdene på det digitale undervisningsområde, samt giver et bud på, hvad der kan føre til yderligere brug af interaktive tavler og digitale undervisningsmidler.
Løsning
Implementeringsstrategi for udbredelse af digitale undervisningsmidler
Med budget 2012 blev det vedtaget, at samtlige klasselokaler og relevante faglokaler skulle udstyres med interaktive tavler og at der skulle være fuld trådløs dækning på skolerne. Med undtagelse af nogle få igangværende byggesager er tavlerne nu opsat. I alt er der ca. 2400 interaktive tavler på skolerne. Fuld trådløs dækning og renovering af infrastrukturen forventes tilendebragt inden det kommende skoleår.
1) pædagogisk inspiration/support i form af tilbud om:
- it-didaktiske kurser under Sommeruniversitetet
- introduktion til de digitale læremidler under BUF akademi
- fælles kompetenceudvikling (skolekurser) for det samlede personale på skolen
- uddannelse af tavle-superbrugere
- fri adgang til digitale læremidler og tilskud til supplerende materialer
- vidensdeling og idebank på Fællesnettet (skolernes fælles intranet)
2) teknisk support i form af:
- serviceaftale med leverandør på alle nye tavler (udbedring inden 72 timer)
- øvrige tavler servicerer forvaltningen efter samme koncept
- plancher med vejledninger ophængt ved tavlerne i undervisningslokalerne og på lærerværelser
I forhold til den pædagogiske support har forvaltningen på forsøgsbasis indgået partnerskabsaftale med læreruddannelsen på Blaagaard og Zahle. Aftalen omhandler muligheden for, at kommunens lærere kan rekvirere sparring i forhold til brugen af interaktive tavler i undervisningen. I forbindelse med denne aftale opbygges en idebank med redskaber og værktøjer ud fra principperne ved undervisningsdifferentiering. Idebanken er endvidere er tilgængelige for alle lærere via Fællesnettet.
Med tilskud fra it-puljen i Ministeriet for Børn og Undervisning har skolerne i samarbejde med forvaltningen indkøbt 17 digitale undervisningsprogrammer, der dækker hele skoleforløbet. Materialerne er udvalgt i samarbejde med repræsentanter fra skolerne. Som supplement til de fælles programmer har skolerne anskaffet yderligere 50 undervisningsprogrammer med tilskud. Af bilag 2 fremgår en oversigt over fælleskommunale abonnementer på digitale undervisningsmaterialer.
Videndeling
Etablering af en kultur med anvendelse af portaler, hvor undervisere frit kan dele viden og undervisningsforløb, vil stimulere udbredelsen af den digitale skole yderligere. Udfordringen er beskrevet i den fælles kommunale digitaliseringsstrategi. Der er efter forvaltningens vurdering behov for brugerportaler med intranet til børn, forældre og fagprofessionelle. Kommunedata (KMD) er foreløbig eneste producent, som har udviklet en portal, som understøtter disse målsætninger (KMD Education). Forvaltningen afprøver i øjeblikket portalen på udvalgte klassetrin på Tagensbo Skole og vil vurdere anvendeligheden for skolerne generelt, se desuden under økonomiafsnittet.
Udbredelse af anvendelsen af interaktive tavler
Gennem stikprøvemålinger har forvaltningen en ide om, i hvilket omfang de interaktive tavler benyttes samt karakteren af anvendelsen. På baggrund af de foreliggende data fra 170 repræsentative installationer, kan det konkluderes, jf. også bilag 3:
- at samtlige tavler er i brug i ca. 70% af undervisningstiden
- at 50 % af tiden er tavlen opkoblet på Internettet (digitale undervisningsmidler), resten af tiden bruges især på de specifikke programmer, der er udviklet til tavlerne
- at der er en tydelig vækst i antal af forskellige log in over tid (fremlæggelse eller flere elever arbejder i samme dokument - collaborativ undervisning)
- at der er størst aktivitet i udskolingen, mindst på mellemtrinnet
Evaluering
Samtlige skoler skal i løbet af april måned 2013 evaluere det nuværende udbud af digitale undervisningsmidler. Evalueringen vil være udgangspunktet for anskaffelser i skoleåret 2013/14, som sker i samarbejde med skolerne.
Forvaltningen har iværksat følgende supplerende aktiviteter i forhold til en samlet vurdering af udbredelsen af såvel tavler som undevisningsmaterialer:
- evaluering af den enkelte skoles it-praksis. Evalueringen vil generere en baseline for den enkelte skole, som vil afdække behov for særlige indsatser enten i ledelsesstrengen eller via forstærket faglig support, maj 2013
- evaluering af anvendeligheden af de kommunale abonnementer på digitale læremidler inden der tegnes kontrakter for næste skoleår.
Der er en række initiativer i gang i Ministeriet for Børn og Undervisning og Kommunernes Landsforening om it-systemer til udveksling af undervisningsforløb mellem elever og lærere. Forvaltningen afventer således også resultaterne af de igangværende overvejelser. Heri indgår også forslag om etablering af platforme til vidensdeling og distribution af materialer, tilpasset forskellige elevgrupper, som er en del af den fælles offentlige digitaliseringsstrategi 2011-2015.
Økonomi
I årene 2012-14 er der mulighed for, at skolerne kan ansøge Ministeriet for Børn og Undervisning om tilskud til indkøb af digitale undervisningsmidler. I 2012 var tilskuddet til København 85 kr. pr. elev, svarende til et samlet tilskud på kr. 2.815.540). Tilskudsmulighederne fra regeringens it-pulje i 2013 og 2014 vil være på samme niveau som i 2012, svarede til ca. 3 mio.
Når denne pulje bortfalder fra 2015 vil der være behov for at overveje tilvejebringelse af en central pulje til indkøb af digitale læremidler. Forvaltningen vil ifm. budgetforslag 2015 fremlægge forslag herom.
Hvis KMD’s portal, KMD Education, skal anskaffes til alle skoler, vil det beløbe sig til ca. 2,2 mio. kr. i årlig licens. Anskaffelse af portalen har ingen konsekvenser for udgifterne til de øvrige digitale undervisningsmidler. Indførelse af portalen vil reducere skolernes udgifter til kopi (CopyDan) og deres kursusbehov. Forvaltningen vil tage kontakt til KMD for at undersøge mulighederne for at udbrede KMD Education til samtlige kommunens skoler og vil i givet fald fremlægge forslag til finansiering.
Videre proces
Else Sommer /Karl-Erik Andersen