Mødedato: 10.03.2021, kl. 17:00
Mødested: Teams-møde

Overførselsanmodninger 2020-2021

Se alle bilag

Udvalgene kan hvert år anmode om at overføre mindreforbrug fra årsregnskabet til næste års budget. Børne- og Ungdomsudvalget skal tage stilling til overførsler fra regnskab 2020 til budget 2021.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget godkender overførselsanmodningerne fra regnskab 2020 til budget 2021.

2. at udvalget tager principperne for overførslen af decentrale COVID-19 udgifter til efterretning, jf. bilag 2.

Problemstilling

Udvalgene I Københavns Kommune kan hvert år anmode om at overføre mindreforbrug til næste års budget i forbindelse med regnskabet. Denne mulighed sikrer udvalget en fleksibilitet og giver incitament til, at der i forvaltningen og de decentrale enheder, herunder skoler og institutioner, kan træffes hensigtsmæssige økonomiske beslutninger.

Ifølge kommunens principper for overførsler er der tre kategorier indenfor serviceområdet, hvor et mindreforbrug kan overføres:

  • Decentral opsparing
  • Eksternt finansierede projekter (tilskudsmidler)
  • Lov- eller kontraktmæssigt bundne midler

Økonomiforvaltningen (ØKF) har afsat en servicemåltalspulje på 120 mio. kr. gældende for hele kommunen. Uforbrugte midler på service kan kun overføres fra regnskab 2019 til budget 2020, såfremt der kan tildeles servicemåltal hertil. I praksis betyder det, at mindreforbruget kun kan anvendes i 2020, hvis der er tilstrækkeligt servicemåltal. 

Ift. overførselsadgangen fra 2020-2021 er der herudover tilføjet en kategori ”Øvrige overførsler”. Denne kategori er tilføjet på grund af COVID-19, der medfører større usikkerhed om regnskabsresultatet blandt andet som følge af forsinkelser. Dette kan f.eks. gælde effektiviseringsforslag, der har fået midler fra investeringspuljerne. Overførsel af disse øvrige mindreforbrug kræver, at der i forbindelse med overførselssagen 2020-2021 foretages en særskilt prioritering heraf.

Som følge af COVID-19 er der også ændrede forudsætninger for overførslen af decentral opsparing. Der kan ifølge kommunens principper for overførsler normalt overføres op til 4 pct. af den enkelte enheds over/underskud til næste år, hvor alt det der ligger over 4 pct. konverteres til anlægsmidler. COVID-19 betyder dog, at dette ikke er muligt at videreføre i år.

Den foreløbige kompensation for COVID-19 er foretaget på et beregnet grundlag, og afspejler derfor ikke nødvendigvis den faktiske situation på den enkelte enhed, da disse er ramt på meget forskellig vis af situationen. Nogle institutioner har været åbent for nødpasning, mens andre har været helt eller delvist lukket i perioder, nogle har haft behov for fysiske ændringer for at leve op til afstandskrav mv. Både mer- og mindreudgifter har derfor været vanskelige at opgøre. For at sikre, at ingen enheder lider væsentlig økonomisk nød som følge af COVID-19 eller omvendt kapitaliserer på COVID-19, har forvaltningen udarbejdet principper til en omfordeling af den decentrale opsparing mellem enhederne forud for endelige regnskabsopgørelse på de enkelte enheder.

Løsning

Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår, at der overføres mindreforbrug på 114,1 mio. kr. på serviceområdet, og at der overføres mindreforbrug på 33,8 mio. kr. på anlægsområdet fra 2020 til 2021 jf. tabel 1. Overførselsanmodningerne er nærmere beskrevet i bilag 1, bilag 2 indeholder en nærmere beskrivelse af principperne for decentral omfordeling, mens bilag 3 er obligatorisk aflevering til ØKF vedr. overførsler.

Af tabel 1 fremgår overførselsanmodningerne fra 2020-2021 på service- og anlægsområdet opdelt på de seks bevillingsområder.

Tabel 1: Overførselsanmodninger 2020-2021 

På serviceområdet overføres der indenfor følgende kategorier, der er uddybet nedenfor:

  • Decentral opsparing (skoler og institutioners opsparing) for 71,8 mio. kr.
  • Eksternt finansierede projekter (tilskudsmidler) 33,7 mio. kr.
  • Lov- eller kontraktmæssigt bundne midler for  5,0 mio. kr.
  • Øvrige overførsler for 3,6 mio. kr.

Overførselsanmodningerne er gennemgået af Intern Revision (IR) med henblik på at vurdere, om de opfylder de opstillede krav, og den fornødne dokumentation er til stede. Intern Revision har konkluderet, at anmodningerne om overførsler er udarbejdet i overensstemmelse med de opstillede kriterier herfor.

Decentral opsparing
Den decentrale opsparing er skoler og institutioners samlede overskud og gæld. Den er ved udgangen af 2020 på 122 mio. kr.

COVID-19 har påvirket de enkelte institutioner og skoler meget forskelligt i 2020, og forvaltningen har udarbejdet en række principper for en decentral omfordeling som skal udligne for dette. Principperne kan opsummeres til, at enheder der har oplevet en forværring af deres økonomi som følge af COVID-19 kompenseres, mens enheder med stigende opsparing bidrager til finansieringen. Konkret skal det efterleves ved, at enheder, der har oplevet forværring i løbet af 2020 kompenseres op til 2019 niveau, mens enheder der har oplevet en stigning i opsparingen ift. 2019 niveau bidrager til finansieringen. I bilag 2 er principperne for omfordelingen beskrevet nærmere.

For at kunne ramme et "rimeligt overførselsniveau" for de enkelte enheder, der efterlever overnævnte principper, er det vurderingen, at forvaltningen samlet set har behov for en decentral overførsel på 111,8 mio. kr. fordelt med 103,4 mio. kr. på service og 8,4 mio. kr. på anlæg. De overskydende midler afleveres til kommunekassen. Det betyder, at ingen enheder genererer et COVID-19 relateret opsparing eller gæld ift. deres 2019 niveau.

Ud af de 111,8 mio. kr. har BUF allerede fået overført 40 mio. kr., som blev reserveret i regnskab 2019 og overført til 2021, jf. regnskab 2019 (BUU11.03.20). Dermed anmodes om overførsel af i alt 71,8, mio. kr. fordelt med 63,4 mio. kr. på service, og 8,4 mio. kr.  på anlæg. 

Tabel 2: Overførselsanmodninger 2020-21 - decentral opsparing

Decentral opsparing

Overførselsanmodninger 2020-21 (mio. kr.)

Service

63,4

Anlæg

8,4

I alt

71,8

 
Samtlige overførselsønsker i forhold til den decentrale opsparing fremgår af bilag 1.
 
Eksternt finansierede projekter (tilskudsmidler)
Alle eksternt finansierede projekter har en kontraktbunden ekstern medfinansiering via fonde, ministerier, mv. Mindreforbruget svarende til 33,7 mio. kr. overføres til 2021. De overførte midler vil gå til en fortsættelse af de pågældende projekter i 2021. En annullering af projekterne vil betyde, at de eksterne tilskud helt eller delvist vil skulle tilbagebetales, herunder også midler som har været afholdt til aktiviteten.
 
Lov- og kontraktmæssigt bundne midler
Der anmodes overført 5,0 mio. kr. i kontraktligt eller lovmæssigt bundne midler til budget 2021 til konkrete projekter/aktiviteter, jf. bilag 1. Hvis midlerne ikke overføres, kan forvaltningen ikke overholde kontraktlige forpligtelser.
 
Øvrige overførsler (jf. bilag 1.)
Ved overførselssagen 2020-2021 søges om at få overført nedenstående midler til 2021. Der er tale om projekter, som det ikke har været muligt at gennemføre i 2020 som følge af COVID-19.

Tabel 3: Overførselsanmodninger 2020-2021 – øvrige overførsler

Øvrige overførsler

Overførselsanmodninger 2020-21 (1.000 kr.)

Madundervisning i Åben København

500.000

Forløb under Åben Dagtilbud

350.000

Investeringscasen "Investering i et godt fritidsliv i Københavns Kommune"

806.570

Styrket udskoling initiativer

460.000

Kommunikationsindsats vedr. kampagne for flere børn i folkeskolen

200.000

Investeringscase Sprogindsats

250.000

Beregning af madspildsbaseline

749.000

Charter for Arbejdsfællesskaber

240.006

I alt

3.555.576

Økonomiforvaltningens korrektion af overførselsadgangen
I forbindelse med overførselsanmodningerne gennemgår ØKF den samlede overførselsadgang for hver enkelt forvaltning. ØKF har i den forbindelse opskrevet BUFs overførselsmulighed med 41,7 mio. kr. som følge af de COVID-19 udgifter, som BUF ikke allerede har fået kompensation for i løbet af året. Formålet er at sikre, at forvaltningerne ikke ender med at blive nødt til at overføre en gæld som følge af udgifterne til COVID-19 decentralt.

Derudover har ØKF foretaget øvrige korrektioner på samlet 0,7 mio. kr., som fremgår af tabel 4 nedenfor.

Tabel 4: Korrektioner af overførselsadgangen.

Korrektioner af overførselsadgangen

Overførselsanmodninger 2020-21 (1.000 kr.)

Opskrivning af BUFs resultat pga. merforbrug vedr. flygtninge i 2020.

603.000

Nedskrivning af BUFs resultat pga. udgifter til fondsmoms, som er afholdt af ØKF som følge af fondsindtægter i BUF, men hvor der ikke er overført budget fra BUF til ØKF til afholdelse af udgiften.

-193.716

Nedskrivning af BUFs resultat pga. udgifter til fondsmoms afholdt af ØKF, men hvor der ikke er overført budget fra BUF til ØKF til afholdelse af udgiften.

-294.630

Korrektion for overført merforbrug i OFS 2019-2020, som følge af, at lønmidler i 2019 fejlagtigt var konteret på service i stedet for anlæg.

1.365.000

 

Korrektion for kontering på forkert styringsområde

-706.324

COVID-19 - korrektion for indmeldt merforbrug

41.700.333

I alt

42.473.663

Disse korrektioner medfører, at den samlede ramme BUF kan søge om overførsel inden for stiger med 42,5 mio. kr. fra et regnskabsresultat på service på 137,2 mio. kr. jf. sagen om regnskab 20, til en overførselsramme på 179,6 mio. kr. Som angivet ovenfor søger BUF reelt om en overførsel på 114,1 mio. kr. til egen serviceramme, hvorved resten af midlerne tilfalder kommunekassen.

Økonomi

Alle overførsler sker ved en tillægsbevilling til budget 2021 efter konkret stillingtagen af Borgerrepræsentationen. Tillægsbevillingerne er budgetmæssige neutrale for kommunen, da de udgøres af en tilsvarende afvigelse i regnskabet.

Videre proces

Overførselsanmodningerne oversendes efter udvalgets godkendelse til Økonomiforvaltningen med henblik på at indgå i indstilling om kommunens samlede overførsler, som forventes behandlet af Økonomiudvalget den 11.5.2021 og Borgerrepræsentationen den 20.05.2021.

De politiske forhandlinger om overførselssagen finder sted 22. – 26. marts 2021.

 

 

 

Tobias Børner Stax                                                 /Sti Andreas Garde

 

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 10. marts 2021:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.

Til top