Pejlemærker for skole- og daginstitutionsgrunde
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at udvalget godkender pejlemærker for skole- og daginstitutionsgrunde (jf. bilag 1), som bl.a. skal anvendes i Børne- og Ungdomsforvaltningens samarbejde med Økonomiforvaltningen vedrørende køb af grunde til skoler og daginstitutioner samt til høringer i udvalget.
Problemstilling
Byen vokser, og der er behov for at finde plads til stadig flere kommunale funktioner. Det er oftest en udfordring, når der skal findes egnede grunde til daginstitutioner og skoler. København er en ”tæt” by med meget få eller ingen ledige grunde i de gamle byområder. I nye og kommende byområder er der ligeledes rift om arealerne, og der skal indgås en aftale med grundejer, som ofte er By & Havn.
Økonomiforvaltningen har hovedansvaret for at finde og købe grunde til kommunale institutioner i byen. Økonomiforvaltningen har en høringsforpligtelse over for fagforvaltningen, og inden købsforhandlinger iværksættes, skal fagforvaltningen tiltræde planen om at erhverve den konkrete grund. Som led i høringen skal forvaltningen vurdere, om sagen skal forelægges fagudvalget.
Vurderingen af grundene, som Økonomiforvaltningen har fundet, foregår i tæt samarbejde med øvrige forvaltninger. Forvaltningerne indgår i byggeteams, og Børne- og Ungdomsforvaltningen bidrager til vurdering af grundene i den sammenhæng. Herefter tager Økonomiforvaltningen stilling. Det er Økonomiforvaltningen, der har dialogen med grundejerne og udarbejder beslutningsgrundlaget til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, der træffer den endelige beslutning om køb af grunde til skoler og daginstitutioner.
Grundens størrelse, udformning og beliggenhed har betydning for at kunne bygge optimale skoler og daginstitutioner i den ønskede kvalitet, som defineret i funktionsprogrammerne, og til en fornuftig pris. Der er forskellige forklaringer på, at der nogle gange erhverves grunde, som er mindre hensigtsmæssige. Det kan fx være svært at finde egnede grunde i behovsområdet, og grundejer er måske ikke interesseret i at sælge. Kapacitetsbehovet kan også nogle gange ændre sig i processen, og der kan derfor være behov for at bygge flere kvadratmeter end tidligere antaget.
Der er konkrete eksempler på køb af mindre optimale skole- og daginstitutionsgrunde. Fx fylder Arenakvarterets skole/Hannemanns Allé en stor del af grunden og efterlader begrænsede udearealer på terræn. Daginstitutionen Lille Arena er også et eksempel på et byggeri på en lille grund. Det betyder, at daginstitutionen er opført i fem etager med taglegeplads. Skolegrunden på Levantkaj kan også nævnes. Der er tale om en relativ lille og smal grund med en række bindinger, der udfordrer byggeriet og etablering af et godt udeareal.
Ved hjælp af klare politisk vedtagne pejlemærker, kan det stå endnu skarpere for alle parter i grundkøbsprocessen, hvad det er vigtigt at prioritere i overvejelserne om grundkøb.
Løsning
Pejlemærkerne for skole- og daginstitutionsgrunde skal anvendes som retningslinjer for Børne- og Ungdomsforvaltningens dialog med Økonomiforvaltningen i grundkøbsprocessen og herunder eventuelle administrative høringssvar. Samtidig er det hensigten, at pejlemærkerne skal anvendes som retningslinjer for Børne- og Ungdomsudvalgets høringssvar til Økonomiudvalget i konkrete sager. Pejlemærkerne kan fx indgå i den igangværende proces om køb af skolegrunde i Bådehavnsgadekvarteret og på Godsbaneterrænet.
Derudover er det hensigten, at pejlemærkerne synliggøres og er kendte for Økonomiforvaltningen ifm. forvaltningens løbende scanning af mulige ledige byggegrunde til kommende skoler og daginstitutioner.
Pejlemærkerne gælder ved køb af grunde både med og uden eksisterende bygninger, der skal bevares.
I september 2019 vedtog BUU pejlemærker for skolers placering (bilag 2). Nedenstående pejlemærker for skole- og daginstitutionsgrunde skal ses i sammenhæng med – og som supplement til – skoleplaceringspejlemærkerne.
Af indstillingen om pejlemærker til placering af skoler fremgår det, at der er mange forskellige hensyn at tage ifm. placeringen af skoler. Fx spiller kommuneplanen en rolle. Af kommuneplanen fremgår, at der skal sikres en god udnyttelse af m2 gennem samlokalisering og multifunktionalitet, når der bygges. Derudover skeles til ”Dogmer for placering af kommunale funktioner”, som er vedtaget administrativt af samtlige forvaltninger. Dogmerne understøtter en bystrategisk udvikling og drejer sig bl.a. om effektiv udnyttelse af eksisterende grunde og bygninger, blandet by, gavn af bynatur samt tilgængelighed. Det er desuden besluttet, at det er en målsætning for alle byggerier i KK at opnå DGNB-certificering, der vidner om bæredygtighed.
Faktorer som grundens egnethed og samspil med lokale interesser samt byggetekniske forhold, som jordanalyser, støj og sollys spiller naturligvis også en rolle ifm. placering og køb af grunde.
Pejlemærkerne for placering af skoler vedtaget af BUU indgår også i vurderingen af grunde. Pejlemærkerne fokuserer bl.a. på, at skolerne placeres i behovsområdet og får en central placering i området. Gode forbindelser til skolen for gående og cyklister og sikre skoleveje vægter også tungt. Desuden berører pejlemærkerne skolestruktur og afstanden til nærliggende skoler, hvis den nye skole evt. skal have mulighed for at tilknyttes en eller flere af de eksisterende skoler. En socialt blandet skole er ligeledes et pejlemærke. Hvad angår placering af daginstitutionsgrunde er det følgende, der i BUF sigtes efter: placering i behovsområdet, afstand til støj, sammentænkning med fx kultur- og idrætsfunktioner og nærhed til bynatur eller relevante byrum.
Der er således mange hensyn og aktører, når der skal skaffes grunde. Formålet med udarbejdelsen af pejlemærkerne er, at Børne- og Ungdomsudvalget får en klar stemme i forløbet.
Forslag til pejlemærker
Pejlemærker er ikke krav eller mål. Pejlemærker angiver derimod et billede, man pejler efter men ikke kan opnå til hver en tid.
Overskrifterne for forvaltningens forslag til pejlemærker er:
- Funktionsprogram for skoler og KKFO og for daginstitutioner
- Udearealer
- Form og størrelse
- Bindinger og omgivelser
- Tilvalg (skoler)
I bilag 1 redegøres for, hvad pejlemærkerne indebærer.
Økonomi
Der er ingen økonomiske konsekvenser forbundet med indstillingen.
Videre proces
Godkender BUU pejlemærkerne vil de fremadrettet blive anvendt i forvaltningens samarbejde med Økonomiforvaltningen i grundkøbsprocesser og i forbindelse med høringssager mv. i udvalget.
Tobias Børner Stax / Sti Andreas Garde
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 10. marts 2021:
Indstillingen blev godkendt uden afstemning.