Mødedato: 10.02.2021, kl. 13:00
Mødested: Teams-møde

Orientering om testsituationen vedr. COVID-19 på BUU’s område

Børne- og Ungdomsudvalget orienteres om testsituationen vedr. COVID-19 på Børne- og Ungdomsudvalgets område.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1. at orienteringen om testsituationen vedr. COVID-19 på Børne- og Ungdomsudvalgets område tages til efterretning.

Problemstilling

Spørgsmålet om test til medarbejdere i dagtilbud og nødpasning på skoler og specialskoler har været drøftet siden årsskiftet. Der har været et stærkt ønske fra disse sektorer at få samme muligheder for test som i sundheds- og plejesektoren. Der har også fra regeringens side været tilsagn herom, da sundhedsministeren og justitsministeren i januar meldte, at kommuner skulle bruge de aftaler, som regionerne have indgået til at teste personale på hhv. SUF, SOF og BUF's område i den prioriterede rækkefølge. Testningen skulle ske gennem regionernes udbud af op-gaven. Den 2. februar besluttede regeringen, at kommunerne som led i genåbningen for 0. til 4. klasse 8. februar skulle tilbyde to ugentlige test til personalet på skoler, KKFO og klub. 

Dette betyder, at der nu er tre nationale testspor med forskellige måder at planlægge den praktiske testopgave og med forskellige leverandører. 
  
De tre spor er:

1. PCR og kviktest: Offentligt testindsats tilgængelig i de almindelige testcentre under TestCenter Danmark.   

2. Kviktest på dagtilbud og specialtilbud (fx specialklasser, specialskoler, STU, TAMU og certifikatkurser). Regionerne har haft indgået aftale med SOS International, som står for kviktest i København, som dog nu er blevet opsagt. 

3. Kviktest på skoler, KKFO og fritidscenter: Staten har givet kommunerne ansvaret for at tilbyde kviktest. Vi har indgået aftale med Falck om at udføre podningerne 2 gange om ugen på skolerne.
 
Vedr. spor 2: Kviktest på dagtilbud og specialtilbud 

Københavns Kommune er samlet blevet tildelt 7.000 daglige kviktests til medarbejdere på plejehjem, i socialsektoren og på dagtilbud og specialtilbud på børne- og ungdomsområdet, men samarbejdet med leverandøren af test har nationalt kørt så dårligt, at aftalen med leverandøren er opsagt den 7. februar, og en ny vil tage over. Aftalen om test har en opsigelsesfrist, og derfor fortsætter SOS International som leverandør i Region Hovedstaden de næste 30 dage. Der skal derfor findes en løsning på testudfordringen for den kommende måned.

Vedr. spor 3: Kviktest på skoler, KKFO og fritidscentre 

For at kunne løse opgaven hurtigt og forsvarligt, har forvaltningen efter forhandlinger med forskellige leverandører 4. og 5. februar indgået en aftale med Falck, som vil stå for kviktest på almenskoler, KKFO og på fritidscentre. 
 
Aftalen løber i første omgang 4 uger startende fra uge 6 og indebærer, at Falck stiller med uddannet podningspersonale samt håndterer den med testen forbundne registrering samt indrapportering til de relevante sundhedsmyndigheder

Tilbuddet om kviktest dækker alle medarbejdere med fremmøde i forbindelse med genåbningen af 0. - 4. klasse samt nødpasning med fremmøde for elever i 5. - 10. klasse. Der vil blive tilbudt test to gange om ugen. 

Løsning

Til at løse udfordringen vedr. spor 2 - Kviktest på dagtilbud og specialtilbud - vil Børne- og Ungdomsforvaltningen i den kommende måned, dvs. i perioden frem mod, at en ny samlet regional aftale er på plads, tilbyde at løse testning af bl.a. personale på dagtilbud og specialskoler ved:

  • at tillade, at personalet får mulighed for at anvende de offentligt tilgængelige testfaciliteter i arbejdstiden i en model, som aftales lokalt på den enkelte arbejdsplads. Dette gives som mulighed indtil enten a) SOS har fået deres testsystem op at stå igen, b) der er fundet en anden national og regional løsning eller c) at en ny operatør overtager.

Det betyder samtidig, at BUF ikke - af egen drift - permanent hjemtager opgaven med selv at teste personale af bl.a. medarbejdere i dagtilbud og specialtilbud, men vil følge de nationale rammer og modeller, som pt. peger på, at regionerne om 30 dage finder en ny leverandør og får eksekveret på at tilvejebringe den krævede testkapacitet, og at SOS leverer i hovedstadsregionen frem til skift af leverandør.

Det bemærkes, at KL opfordrer til, at kommunerne vil hjemtage opgaven, men også opfordrer til øget offentlig kapacitet som supplement. Såfremt de nationale rammer ændrer sig, orienteres BUU på ny om evt. justeringer i testmodellerne for personale ansat i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

I den sammenhæng bemærkes det, at forvaltningen vil forberede muligheden for at sundhedsplejen bidrager til at varetage tilsyn og kontrol med testning mv. , samt uddanne sundhedsplejersker til at kunne tage tests af ansatte, såfremt det måtte blive et aktuelt behov, jf. fælles udmelding fra KL og Forhandlingsfællesska-bet om, at opgaven kan gives sundhedsplejersker i kommunerne, hvis udførelsen af antigentest ligger i naturlig forlængelse af medarbejderens sædvanlige opgaver og/eller uddannelse, og at denne bør være frivillig. 

Økonomi

I forhold til kviktest på skoler, KKFO og fritidscentre har forvaltningen - med bistand fra Økonomiforvaltningens Center for Indkøb - indgået en kontrakt, som løber 4 uger med mulighed for forlængelse. Kontrakten indebærer en forventet ugentlig udgift på ca. 350 t.kr. i alt ca. 1,5 mio. kr. for perioden. 

Det er forvaltningens vurdering af udgiften til test skal håndteres som en Covid-19 merudgift i forbindelse med 1. prognose. Dette gælder også, hvis det skulle vise sig nødvendigt at udvide eller forlænge aftalen.

Videre proces

Såfremt de nationale rammer ændrer sig, orienteres BUU på ny om evt. justeringer i testmodellerne for personale ansat i Børne- og Ungdomsforvaltningen.

 

Tobias Børner Stax                                                     Tine Weber

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 10. februar 2021:

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top