Reduktion af antal weekendåbne institutioner
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at forslag til udmøntning af reduktion af weekendåbne institutioner godkendes
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget behandlede på mødet den 4.11.2015 sagen om udmøntning af besparelser og effektiviseringer i Budget 2016. Her blev det blandt andet besluttet at spare 2,1 mio. kr. fra 2016 og frem ved at reducere antallet af weekendåbne institutioner. Endvidere fremgik det, at forvaltningen ville fremlægge en sag om den konkrete udmøntning af besparelsen efter inddragelse af de berørte områder og en vurdering af den mest hensigtsmæssige løsning ud fra institutionernes belægning og indbyrdes placering.
Besparelsen på 2,1 mio. kr. er en forøgelse af det oprindelige forslag på 1,8 mio. kr. over 2 år, der blev fremsat 29.4.2015 i forbindelse med andenbehandling af budgetforslag for 2016 (2015-0076739). Forøgelsen blev vedtaget efter ændringsforslag i forbindelse med behandlingen af sagen, og indgik som en del af et samlet politisk forslag om finansiering af andre foreslåede effektiviseringer.
Løsning
I alt 6 institutioner i København har i dag bevilling til at holde weekendåbent. Med effektiviseringsforslaget reduceres antallet af weekendåbne institutioner til tre.
Forvaltningen har undersøgt belægningen i weekenden på de enkelte institutioner, og sammenholdt med institutionernes geografiske placering.
Institution |
Belægning* |
Placering (område) |
Forslag |
Poppelhuset |
8% |
Amager |
Weekendåbent bortfalder |
Kompasset (tidl.Urtepotten) |
12% |
Amager |
Weekendåbent bevares |
Væksthuset |
15% |
Bispebjerg |
Weekendåbent allerede bortfaldet (institutionen er lukket) |
Kernehuset |
56% |
Nørrebro |
Weekendåbent bevares |
Valnødden |
15% |
Valby |
Weekendåbent bevares |
Den Grønne Kastanje |
21% |
Indre By |
Weekendåbent bortfalder |
*Belægningstal for 2014. Angiver benyttelsesgraden af den normerede kapacitet (f.eks. 10 børn over 52 weekender = 520 belægningsdage. En belægningsprocent på er 10% angiver altså 52 belægningsdage).
Barnets forældre skal dokumentere et behov for at få adgang til weekendpasning, f.eks. at begge forældre har arbejde i weekenden. Belægningstallene er derfor også udtryk for, at de forældre, der har adgang til modulet, ikke benytter sig af det i det omfang, de har dokumenteret behov for. Det kan skyldes, at forældrene ikke har behov for pasning i alle weekender, eller finder andre pasningsmuligheder når det er muligt (f.eks. bedsteforældre og legeaftaler mv.).
Bevillingsmodellen for weekendåbne moduler er tilpasset efter, at der skal være to pædagoger til stede i weekendens åbningstider, hvilket er fastsat ved overenskomst. Dette udgør den overvejende del af det driftstilskud, som ligger i modellen, og det er på denne baggrund ikke muligt at reducere udgifterne som følge af lav belægning.
Bevillingen til Væksthuset er tidligere i år (1.7.2015) bortfaldet i forbindelse med, at institutionen er lukket. Institutionen var placeret på Bispebjerg Hospitals grund, og hospitalet havde behov for grunden, hvor institutionen lå, i forbindelse med en udvidelse. Det blev i forbindelse med lukningen besluttet, at institutionen ikke blev genhuset i andet regi. Kernehuset har siden dækket behovet for weekendåbent i området.
Poppelhuset og Kompasset, der er tæt placeret på hinanden, har lav belægning på begge steder med weekendåbent, og vil kunne dække behovet med én bevilling. Institutionernes ledelse har peget på, at man bakker op om en afvikling af deres weekendåbne moduler. For at sikre den geografiske spredning i placeringen af de weekendåbne institutioner foreslår forvaltningen at bevare den ene bevilling til Kompasset med mulighed for, at bevillingen ved en senere lejlighed overgår til en tilsvarende institution på Amager. En mere central placering på Amager vil give flere forældre kortere afstand til tilbuddet, men kan medføre lidt længere afstand til institutionen for enkelte, der i dag benytter Kompasset. Forældre i tilbuddet vil kunne bevare deres plads ved overgang til en ny placering på Amager. En sådan løsning kan lade sig gøre inden for den eksisterende ramme med begrænsede etableringsomkostninger.
Endelig foreslås det at lade bevillingen til Den Grønne Kastanje bortfalde. Geografisk er institutionen tæt placeret på Kernehuset, der har mulighed for at dække behovet. Institutionen ligger ligeledes i relativ nærhed af den døgnåbne institution Vartov, hvor man med dokumenteret behov for weekendåbent har mulighed for at skrive sig op. Med dette forslag sikres derfor den mest hensigtsmæssige geografiske fordeling af de tre tilbageværende weekendåbne institutioner.
Den forøgede afstand til institutioner med weekendåbent vil blive oplevet som en servicereduktion blandt forældrene. Reduktionen i antallet af weekendåbne institutioner vil dog ikke få indflydelse på muligheden for at få plads på en weekendåben institution, da der fortsat vil være ledig kapacitet på de tilbageværende institutioner, der i forvejen har weekendåbent som bydækkende tilbud (hvorved forældre kan have en plads i en anden institution og stadig benytte weekendtilbuddet). Endvidere vil forældre med dokumenteret behov for weekendåbent kunne skrive sig op til de to døgnåbne institutioner Haraldsgården og Vartov.
Økonomi
Besparelsen på 2,1 mio. kr. implementeres i budgetrammen for det kommende år, jf. Budget 2016.
Videre proces
Poppelhusets og Den Grønne Kastanjes forældre bliver varslet med 6 måneder inden tilbuddet lukkes. Forældre med behov vil inden lukning få tilbudt plads i en anden relevant institution hvis det ønskes. Ligeledes vil forældre, der er skrevet op til de berørte institutioner blive kontaktet af Pladsanvisningen, og blive tilbudt overflytning til et tilsvarende tilbud.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde