Omlægning af udflytterbørnehaver
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at udvalget godkender forslag til omlægning af udflytterbørnehaver i 2017 fra budget 2016
Problemstilling
I forbindelse med budget 2016 har BUU besluttet, at der i 2016-2018 sker en effektivisering ved omlægning af udflytterbørnehaver. Effektiviseringen ved omlægning af udflytterbørnehaver har følgende stigende profil: 2,8 mio. kr. i 2016, yderligere 2,3 mio. kr. i 2017 og yderligere 2,3 mio. kr. i 2018.
BUU har den 4.11.2015 i forbindelse med udmøntningen af budget 2016 godkendt kriterierne for udmøntningen af effektiviseringen vedr. udflytterbørnehaver. Desuden har udvalget i forbindelse med sagen om 2. behandling af budget 2017 (BUU d. 27.4.2016) behandlet udmøntningen af effektiviseringen i 2016 på baggrund af de fastsatte kriterier. Forvaltningen fremlægger nu forslag til udmøntningen af effektiviseringen i 2017.
Løsning
Der er vedtaget følgende kriterier for udmøntningen af effektiviseringen vedr. udflytterbørnehaver:
- Flere institutioner kører til samme udflytterbørnehave og kan derved benytte samme bus til transport.
- Udflytterdelen nedlægges på institutioner, som allerede har plads nok til, at børnene kan blive på hjeminstitutionen i København.
- Institutioner, der kører langt, flyttes til institutioner tættere på København.
- Institutioner, som i dag har dyre 3. mandslejemål, reetableres tættere på København.
I 2016 blev effektiviseringen udmøntet ved en sammenlægning af kørselsruter samt nednormering af udflytterdele pga. lav belægning.
For at kunne hjemtage den fulde effektivisering i 2017 (2,3 mio. kr.) er det nødvendigt både at etablere samkørsel, flytte udflyttergrupper, annullere buskørsel og lukke udflyttergrupper.
Brugerinddragelse
Forvaltningen har forud for den endelige udarbejdelse af forslagene orienteret udflytterbørnehaverne skriftligt, og der har efterfølgende været fulgt op med møder med forældrene, hvis der har været behov. Forvaltningen har arbejdet på at løse forældrenes bekymringer i forhold til omlægningerne, og har givet tilbagemeldinger til forældrebestyrelse og institutionen, når der er fundet løsninger til imødekommelse heraf.
Forvaltningens mål er også fremover at sikre, at berørte forældre bliver involveret efter retningslinjerne i ”Sammen om Byen” (BUU d. 12.10.16) i forbindelse med omlægning og lukning af institutioner.
Forvaltningen fremlægger på baggrund af brugerinddragelsen og de vedtagne kriterier nedenstående forslag til omlægninger.
1. Flere institutioner kører til samme udflytterbørnehave og kan derved benytte samme bus til transport
Buskørsel til udflytterstedet ”Fuglereden” ophører, og forældrene skal selv sørge for transport af børnene til udflytterstedet, der ligger 1,7 km fra hjeminstitutionen. Udflytterstedet skal dermed have selvstændig åbningstid med bemanding i ydertimerne.
Forældrene har udtrykt bekymring for forslagets konsekvenser og er utilfredse med at være inddraget for sent. Institutionsbestyrelsen mener desuden, at behovet for bemanding i ydertimerne på udflytterstedet betyder, at udflytterdelen må lukke og at det pædagogiske arbejde med skoleparathed i udflytterbørnehaven ikke kan fortsætte, da institutionen ikke vil være attraktiv, hvis forældrene det sidste år af deres børns børnehavetid skal hente og bringe fra en matrikel 2 kilometer væk.
Fuglereden vil fortsat få kompensationsmidler til et udflyttersted på 130.000 kr., da det er dyrere ressourcemæssigt at drive to matrikler. Forvaltningen vurderer, at det er muligt at fortsætte det nuværende udflyttersted og drive en institution på to matrikler, som flere andre institutioner også gør. Dette kræver en ændring af organiseringen af ressourcerne. Forvaltningen vil i givet fald gå i yderligere dialog med Fuglereden herom.
Buskørsel til "Syvstjernen" ændres, så de 22 børn kører i samme bus som Enghave på Vesterbro. Institutionens forældre er blevet orienteret og har udtryk bekymring for, hvorvidt det er muligt at komme med en større bus ind på den nuværende busholdeplads. Busselskabet har oplyst, at det er muligt at køre og vende en større bus med 57 pladser på den nuværende busholdeplads og at udfordringen i højere grad drejer sig om ulovligt parkerede biler. Forvaltningen er i dialog med Teknik- og Miljøforvaltningen om en øget p-kontrol i området. Enghaves forældregruppe har ikke haft bemærkninger til at skulle køre med Syvstjernen, da løsningen ikke ændrer på opsamlingstidspunkter og transporttiden for børnene.
2. Udflytterdelen nedlægges på institutioner, som allerede har plads nok til, at børnene kan blive på hjeminstitutionen i København
I budget 2015 blev der afsat 3 mio. kr. til køb af udflytterstedet Gården, da ejer af udflyttersted ønskede at sælge. BUF var i udgangspunktet interesseret i at købe ejendommen, men efter en byggeteknisk gennemgang af bygningen var konklusionen, at ejendommens bygninger samlet set var i utrolig dårlig stand, og ville kræve omfattende renovering og vedligeholdelse. På den baggrund var den samlede konklusion, at kommunen ikke kunne købe det pågældende udflyttersted.
3. Institutioner, der kører langt, flyttes til institutioner tættere på København
Børnegården i Ryesgades udflyttersted opsiges, og udflytterdelen flyttes til udflyttersted ved Hundige Strandvej, Greve, som er tættere på København, så den daglige bustransport reduceres fra 111 km. til 60 km. Forældrene er blevet orienteret og løsningen har ikke givet anledning til bemærkninger.
4. Institutioner, som i dag har dyre 3. mandslejemål, reetableres tættere på København.
Der er ingen løsninger indenfor dette kriterium i forbindelse med udmøntningen i 2017.
Økonomi
Effektiviseringen vedr. omlægning af udflytterbørnehaver er vedtaget i budget 2016, se tabel. I bilag 1 er økonomien i de enkelte udflyttersteder mere konkret beskrevet.
Effektivisering af udflyttersteder |
2016 |
2017 |
2018 |
I alt |
Stigende profil |
2,8 |
2,3 |
2,3 |
7,4 |
Forventet effektivisering |
2,8 |
2,5 |
2,1 |
7,4 |
Den samlede effektivisering af udflytterkørsel i 2017 udgør 2,5 mio. kr., hvilket er 0,2 mio. kr. mere end forventet. Dette vil indgå i finansieringen i 2018, som forvaltningen vil fremlægge forslag om i løbet af 2017.
Hvis forslag til omlægning af udflytterbørnehaverne ikke gennemføres helt eller delvist, vil det betyde at den besluttede effektivisering på 2,3 mio. kr. ikke kan hjemtages i 2017 og skal finansieres på anden vis.
Videre proces
Forvaltningen forventer frem mod budget 2018 at have fokus på effektiviseringer i forhold til dyre og små institutioner, herunder udflytterinstitutioner. Borgerrepræsentationen godkendte bl.a. d. 28.4.2016 investeringscasen "Overblik over udflytterbørnehaver". Målet er - frem mod budget 2018 - at kunne præsentere en række businesscases på udflytterområdet, og forslag til omlægning og evt. lukning af yderligere udflytterdele.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde