B-sag: Bevillingsmæssige ændringer pr. oktober 2016 og anlægsbevilling til Sundbyøster Skole
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at udvalget godkender forslag til bevillingsmæssige ændringer pr. oktober 2016 i forbindelse med 3. regnskabsprognose med henblik på senere behandling i Borgerrepræsentationen
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
2. at anlægsbevilling på 4,2 mio. kr. til inventar og undervisningsmidler til Sundbyøster Skole som en del af 4-skolesamarbejdet på Amager godkendes
Problemstilling
Bevillingsmæssige ændringer foretages fire gange årligt og vedrører budgetmæssige omplaceringer indenfor eller mellem udvalg. Omplaceringerne skal godkendes af Borgerrepræsentationen, hvis der er tale om omplaceringer mellem udvalg.
I overførselssagen 2010-11 blev der afsat 80 mio. kr. til anlægsudgifter i forbindelse med implementeringen af 4-skole samarbejdet på Amager, heraf 4,2 mio. kr. til inventar og undervisningsmidler til Sundbyøster Skole. Anlægsbevillingen til udbygningen af Sundbyøster Skole blev d. 28.5.2015 vedtaget af Borgerrepræsentationen, men de 4,2 mio. kr. blev ikke udmøntet her.
Løsning
Formålet med bevillingsmæssige ændringer er at sikre en løbende opfølgning på udviklingen i udvalgenes økonomi således, at budget og regnskab matcher hinanden. Bevillingsmæssige ændringer bidrager til at sikre optimering af økonomistyringen og et retvisende regnskab.
Der foretages i udgangspunktet tre typer af overordnede omplaceringer – interne omplaceringer indenfor Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme,eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg samt omplaceringer indenfor anlægsområdet med Byggeri København. Der er tre grunde til at omplacere budget mellem udvalgets forskellige bevillingsområder.
For det første hvis det forventede forbrug overstiger budgettet på et bevillingsområde, så skal der omplaceres budget fra bevillingsområder med forventet mindreforbrug. For det andet omplaceres budget fra et bevillingsområde til et andet, hvis der sker en tilsvarende flytning af opgaver eller ændret bogføringspraksis mellem bevillingsområderne. Endelig sker der interne omplaceringer mellem de enkelte bevillingsområder, så fordelingen af budgettet stemmer med den forventede aktivitet, budgetfordelingsmodeller og øvrige udmøntning af det vedtagne budget.
Samlet medfører omplaceringerne en nedskrivning af Børne- og Ungdomsudvalgets 2016 ramme med 30,0 mio. kr., fordelt med en nedskrivning af driftsrammen med 18,1 mio. kr., en nedskrivning af de efterspørgselsstyrede overførsler med netto 41.000 kr., en netto nedskrivning af finansposterne med 751.000 kr. og en nedskrivning af anlægsrammen med 11,1 mio. kr. Herudover kommer interne omflytninger på driftsrammen.
Samtlige forslag til ændringer fremgår af bilag 2. Der er tale om henholdsvis etårige og flerårige/varige omplaceringer, som skal sikre, at budgettet er placeret korrekt i forhold til forbruget, hvilket er i tråd med både den eksterne og interne revisions anbefalinger.
Tabel 1: Samlede omplaceringer i 2016 |
|||
Bevillingsområder |
(1.000 kr.) |
||
Service |
Indtægt |
Udgift |
|
1315 - Undervisning - Demografireguleret |
|
12.125 |
|
1301 - Dagtilbud - Demografireguleret |
|
-18.751 |
|
1305 - Dagtilbud special - Demografireguleret |
|
361 |
|
1317 - Specialundervisning - Demografireguleret |
|
-3.078 |
|
1321 - Administration |
|
-8.053 |
|
1330 - Sundhed - Demografireguleret |
|
-706 |
|
Service i alt |
|
-18.102 |
|
7337 - Efterspørgselsstyrede overførsler |
|
-41 |
|
Finansposter |
55 |
-806 |
|
3324 - Anlæg |
|
-11.093 |
|
I alt |
55 |
-30.042 |
Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder i indeværende år
I løbet af året kan der opstå et behov for at flytte midler fra et af udvalgets bevillingsområder til et andet. Omflytningen er beløbsneutral, idet der er tale om at flytte midler fra en bevilling til en anden. Omflytningen betragtes som en teknisk øvelse for at imødekomme et revisionskrav om, at der er budgetmæssig dækning for udgifterne på en given bevillingsramme.
Der er primært tale om flytning af budget fra dagtilbud til undervisning for at skabe balance mellem budget og forventet forbrug på de to bevillingsområder. Desuden flyttes midler vedr. smarte investeringer i kernevelfærden fra administration til de relevante bevillingsområder.
Omplaceringer mellem udvalg i indeværende år
Der omplaceres budget mellem ØU og BUU, idet BUU modtager 3,0 mio. kr. som driftstilskud til EAT ordningen, men overfører en hensættelse vedr. ejendomsskat på Ørestad Skole på 4,0 mio. kr., da hensættelsen ikke bliver aktuel. Endvidere er der efter aftale med ØKF overførsler på finansposter for at skabe overensstemmelse mellem budget og forventet forbrug. På anlæg er der desuden en række omplaceringer mellem BUU og Byggeri København.
Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder flerårige (varige)
Der omplaceres 0,8 mio.kr. fra undervisning til dagtilbud, fordi midlerne til projektet ”mere musik i byen” skal placeres korrekt på bevillingsområder. Der omplaceres ligeledes 1,1 mio.kr. fra specialundervisning til dagtilbud, special, for at sikre korrekt placering af midlerne til fritidsordning på Lundehusskolen.
Omplaceringer mellem udvalg flerårige (varige)
De varige omplaceringer mellem udvalg vedrører primært flytning af budget på 20,9 mio. kr. fra BUU til ØU som følge af Økonomikredsens beslutning d. 9/10 2015 om bevillingsgørelse af arbejdsskadeområdet. Beslutningen medfører, at der overføres budget til ØU, i stedet for at BUU som hidtil betaler en regning for udgifterne. Derudover er der en række korrektioner til huslejebudgetter.
Udmøntning af anlægsmidler
For at få frigivet anlægsmidlerne til inventar og undervisningsmidler til Sundbyøster Skole søges de 4,2 mio. kr. udmøntet i denne sag med henblik på behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen, se bilag 3. Proceduren er aftalt med Økonomiforvaltningen.
Økonomi
Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår med denne sag, at Børne- og Ungdomsudvalgets budget for 2016 nedskrives med 30,0 mio. kr.
Samtlige bevillingsmæssige omplaceringer er uddybet i bilag 1. De eksakte beløb fremgår af bilag 2, der alene er af teknisk karakter og er en del af afleveringskravet fra Økonomiforvaltningen.
Videre proces
Sagen forventes, for så vidt angår omplaceringen mellem udvalg og udmøntning af anlægsmidler, behandlet i Økonomiudvalget den 6. december 2016 og i Borgerrepræsentationen den 15. december 2016.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.