Medlemsforslag om rengøringsstandarden på dagtilbudsområdet
Det indstilles,
1. at Børne- og Ungdomsforvaltningen i forslaget til udmøntning af Budget 2025 indarbejder muligheden for prioritering af "Scenarie 1a: Én ekstra dags gulvvask i daginstitutioner", "Tilvalgsscenarie 1: Daglig grundig rengøring af overflader i daginstitutioner" og "Tilvalgsscenarie 4: Ekstra tid til grundig rengøring i daginstitutioner – i alt 5 dages ekstra rengøring", jf. bilag 1 og forslagets motivering.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti)
Motivering
Med besparelsen på rengøring i indeværende års budget blev en årlig udfordring som følge af prisstigninger på rengøringen håndteret ved at sænke det generelle rengøringsniveau. Det har medført en lavere rengøringsstandard. Den konkrete udmøntning af besparelsen er sket i forhold til bl.a. gulvvask i daginstitutioner. Med forslaget ønsker vi at udmøntningssagen indeholder mulighed for at rulle denne besparelse tilbage via intern omstilling - lige som vi ønsker mulighed for prioritering af de relevante tilvalgsscenarier, jf. vedlagte bilag der blev udarbejdet i regi af forhandlingerne om Budget 2025.
Beslutning
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 9. oktober 2024:
Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten stillede ændringsforslag om følgende at-punkt til erstatning for medlemsforslagets at-punkt:
”1. at der bestilles et budgetnotat til forhandlingerne om overførselssagen, som anviser flere scenarier for genopretning af rengøringsstandarden på daginstitutioner, KKFO’er, klubber og børnehaveklasser uden at tage penge fra enhedernes budgetrammer.”
Ændringsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 8 medlemmer: A, F, V, Ø og Å.
Ingen medlemmer stemte imod.
2 medlemmer undlod at stemme: C.
Det Konservative Folkeparti stillede ændringsforslag om at medlemsforslagets 1. at punkt blev justeret således, at det alene omfatter "Scenarie 1a: Én ekstra dags gulvvask i daginstitutioner". Ændringsforslaget bortfaldt som følge af godkendelsen af ændringsforslaget fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.
Det Konservative Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Vi så vi gerne at man fandt penge til daglig gulvrengøring i daginstitutionerne i udmøntningssagen, sådan at det allerede sker fra 1. januar 2025, i stedet for at vente endnu et halvt år, hvor der er mulighed for at forligskredsen finder penge til overførselssagen."
Venstre, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Alternativet tilsluttede sig: ”Vi ønsker ikke at lave en grønthøsterbesparelse på daginstitutionernes budgetter på 4,3 mio. kr. for at finansiere rengøring. Daginstitutionerne kan allerede nu vælge at prioritere fx ekstra rengøring inden for de eksisterende økonomiske rammer, hvilket vi på nuværende tidspunkt anser som værende at foretrække frem for en besparelse på den samlede ramme for at øremærke midlerne til rengøring. Vi ønsker i stedet at finansiere øget rengøring ved at finde nye penge i overførselssagen.”