Mødedato: 09.10.2019, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Evaluering af feriepasning 2019

Se alle bilag
Der skal tages stilling til evaluering af feriepasning 2019.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at evalueringen af feriepasning 2019, herunder forvaltningens plan for opfølgning og kommende initiativer, tages til efterretning

Problemstilling

Som en del af effektiviseringerne i budget 2018 blev det besluttet, at institutionerne fik mulighed for at afholde feriepasning fra 2019.

Evalueringen er gennemført som en spørgeskemaundersøgelse og en dialog med klyngeledere og selvejende ledere på møder i de fem områder. Disse er vedlagt som bilag 1 og 2.

Det er første gang, feriepasningen bliver gennemført, og evalueringen viser overordnet, at både planlægning, samarbejde og afvikling af feriepasningen er forløbet tilfredsstillende, og at der i institutionerne og i forvaltningen (inkl. pladsanvisningen) har været få utilfredse henvendelser fra forældre.

Evalueringen viser dog også, at lederne har brug for at oparbejde en rutine i forhold til planlægningen, og at der er behov for mere tydelighed om, hvordan effektiviseringen realiseres. I 2019 er der tale om år nul, og institutionerne vil formodentlig i løbet af de næste år oparbejde en rutine, som vil gøre den tilbagevendende planlægning lettere og give erfaring med, hvordan man organiserer feriepasningen mest effektivt.

Konklusionerne fra evalueringen er:

1. Der har været overbemanding i feriepasningen pga. lavt fremmøde af børn

Det er en udfordring for næsten alle institutioner, at forældrene ikke melder deres ferie ind. Som følge heraf overbemander mange af lederne i ferieperioden. Det fremgår af både spørgeskema (66% havde regnet med et større fremmøde) og dialogen med lederne. Lederne skønner, at fremmødet har ligget på omkring halvdelen eller mere af de tilmeldte børn.

Overbemandingen betyder, at lederne får sværere vilkår for afvikle feriepasningen effektivt.

2. Lederne vurderer, at der er tilfredshed med afviklingen af feriepasningen

Lederne vurderer, at langt de fleste forældre til børn som benyttede sig af feriepasning, har været tilfredse (84% af lederne vurderer, at forældrene har været enten tilfredse eller meget tilfredse med feriepasningen). 85% af lederne vurderer ligeledes selv, at feriepasningen er forløbet godt. Der er en klar tendens til, at det har været sværere for vuggestuebørnene, som har et større behov for faste/kendte rammer.

Mange af lederne nævner, at feriepasningen har styrket samarbejdet blandt medarbejderne på tværs i klyngen eller netværket.

3. Det er lykkedes for næsten alle at sikre en kendt voksen

Det er lykkes for 92% af alle institutioner med feriepasning at sikre, at der var en voksen fra institutionen tilstede. En del af ledere har oplevet udfordringer med forældre, som havde forventninger om en voksen fra barnets egen stue, og der er også flere institutioner, som har tolket en kendt voksen sådan.

4. Der er tilfredshed med vejledning og redskaber

59% af lederne var enten tilfredse eller meget tilfredse, 26% har ikke anvendt vejledningen og 15% var utilfredse eller meget utilfredse. 69% af lederne svarer, at de har haft de redskaber til rådighed, de havde brug for, og 31% svarer, at der ikke har været de nødvendige redskaber til rådighed.

5. Der er et ønske om at feriepasningen skal afvikles i de samme uger for alle

Lederne beskriver, at det vil lette planlægningen, hvis feriepasning foregår i de samme uger fra år til år, herunder også gøre det gennemsigtigt for forældre og medarbejdere med børn i de københavnske institutioner, som ønsker at holde ferie med deres børn, når der er feriepasning.

6. Der er behov for et bedre samarbejde med pladsanvisningen omkring anvisning af børn i ugerne før og efter ferie-pasning.

En del ledere har oplevet at have tomme pladser som følge af en senere indskrivning af børn. Ligeledes giver den manglende indskrivning af børn hen over sommeren flere indkøringer før og efter ferien.

Løsning

Forvaltningen har på baggrund af ovenstående planlagt en række initiativer, som skal imødekomme nogle af de udfordringer, som lederne beskriver. Der skal fortsat være fokus på, at lederne skal have mulighed for at drøfte og dele erfaringer. For at sikre videndeling om planlægning af feriepasning i 2020, skal emnet drøftes på klyngeledermøder i løbet af vinteren 2019/20.

Der igangsættes på baggrund af evalueringen følgende initiativer:

  • De gode eksempler på en vellykket planlægning af feriepasning formidles til alle ledere

  • Det tydeliggøres, hvordan besparelsen opnås, så det bliver nemmere for lederne at planlægge feriepasning effektivt. Desuden indsamles og beskrives de gode eksempler på en effektiv organisering af feriepasning

  • Der arbejdes videre med en løsning på udfordringerne omkring indskrivning af børn før og efter feriepasning

  • På baggrund af institutionernes egne erfaringer udarbejdes der anbefalinger om håndtering af vuggestuebørn i feriepasning

  • Der arbejdes videre med, hvordan institutionerne kan sikre, at de børn, som er tilmeldt feriepasning, kender de voksne fra institutionen, så man kan opfylde kravet om en kendt voksen

  • Det afdækkes, hvordan KBH-Barn i højere grad kan understøtte planlægning og afvikling af feriepasning jf. ledernes ønsker.

Økonomi

Ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Forvaltningen iværksætter de ovenfor beskrevne tiltag.

 

 

Tobias Børner Stax                                              / Mette Seneca Kløve

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 9. oktober 2019:

Indstillingen blev taget til efterretning.

Knud Holt Nielsen (Ø) ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Efter Enhedslistens opfattelse giver evalueringen et lidt ensidigt og mangelfuldt billede af forældrenes vurdering af feriepasningen 2019. Der mangler først og fremmest svar fra alle de mange forældre, der helt havde fravalgt pasning i de uger, som var omfattet af feriepasningen. Vi er nødt til at vide, om det var fordi forældrene ikke er trygge ved at deres børn skulle passes i fremmede omgivelser eller om de på anden vis var utilfredse med ordningen. De kvalitative svar tyder også på, at der har været en del problemer og at en del af de mindste børn i vuggestuealderen har været utrygge ved ordningen. Enhedslisten mener derfor fortsat, at feriepasningen - eller rettere den delvise sommerlukning på flere matrikler - bør rulles tilbage ved kommende budgetforhandlinger".

 

Til top