Mødedato: 09.05.2012, kl. 13:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Anlægsbevilling til udvidelse af daginstitution på Højsagervej, Valby

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til anlægsbevilling til udvidelse af den eksisterende børnehave Lykkebo på Højsagervej 17 i Valby med 3 fleksible daginstitutionsgrupper.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

1.      at der gives en anlægsbevilling på i alt 13.200.000 kr. (2012 p/l) til etablering af 3 nye fleksible daginstitutionsgrupper på Højsagervej 17 i Valby. Der anvises dækning for anlægsbevillingen på Børne- og Ungdomsudvalgets ramme, jfr. tabel 1 i økonomiafsnittet

Problemstilling

For at sikre pladsgarantien på daginstitutionsområdet i Københavns Kommune har Børne- og Ungdomsforvaltningen iværksat en række tiltag for at skaffe det fornødne antal institutionspladser. Blandt disse tiltag indgår udvidelse af den eksisterende daginstitution Lykkebo på Højsagervej 17 i Valby med 3 grupper.

Den seneste behovsprognose fra juni 2011 viser, at der i Valby er behov for 11 daginstitutionsgrupper (udbygning til 90 % af behovet) udover de grupper, som var planlagt eller var under etablering på prognosetidspunktet. Forvaltningen fremlægger desuden på dette møde indstilling om anlægsbevilling til en daginstitution med 10 grupper på Saxtorphsvej i Valby (2011-93440). Inkl. Højsagervej etableres der dermed 13 nye grupper i Valby. De ekstra 2 grupper vil blive anvendt til at dække pladsbehovet i nabodistrikterne Vanløse og Vesterbro. I budget 2012 blev der bl.a. afsat finansiering til grupperne på Højsagervej.
 

Løsning

Projektbeskrivelse
På samme matrikel i Valby som Lykkebo Skole blev der i 1997 opført en ny institution med 3 grupperum på adressen Højsagervej 17. Institutionen blev opført i forlængelse af den ene af skolens dengang to gymnastiksale. Da gymnastiksalen nedbrændte i 2007 og efterfølgende blev erstattet af en ny multihal placeret i den sydlige ende af matriklen, opstod idéen lokalt til at udvide institutionen på brandtomten fra den nedbrændte hal. Børne- og Ungdomsforvaltningen har undersøgt mulighederne for at realisere dette forslag og konkluderet, at det kan gennemføres.

I den indledende fase har forvaltningen afholdt møder med institutions- og skoleledelsen med henblik på at få afdækket, hvordan udvidelsen bedst placeres på matriklen. På denne baggrund foreslås det, at brandtomten, der ellers oprindeligt var tiltænkt udvidelsen, overgår til skolens udearealer som en del af skolegården. Til gengæld inddrages et ikke udnyttet areal omkring den nye multihal til daginstitutionens udeareal for at kompensere for det areal, der mistes til opførelse af tilbygningen.

På grund af de særlige forhold omkring institutionens udearealer, der har en forholdsvis langstrakt og smal udformning, flytter børnehaven fra de eksisterende lokaler til nybygningen, hvor der er mulighed for direkte adgang til den store del af udearealerne. Den nye vuggestueafdeling etableres i den eksisterende bygning, hvor der også er direkte adgang til udearealer, men til den mindre del heraf. På denne måde opnås en fin og naturlig opdeling af udearealerne med 'det små' og nære til vuggestuen og det større til børnehaven.

På kortbilag B er vist nuværende forhold, med fremtidige forhold indtegnet.

Tidsplan

Selve byggesagen forventes opstartet i sensommeren med forventet aflevering juli 2013. Byggesagen gennemføres i 2 etaper, hvor 1. etape er tilbygningen. Når den er færdigudført, kan børnehaven flytte fra de eksisterende lokaler, der herefter som 2. etape ombygges til vuggestue, samtidig med at udearealerne færdiggøres. Ved at vælge denne løsning forøges byggetiden med 3 måneder, men til gengæld undgåes store omkostninger til genhusning i midlertidige lokaler, ligesom det er en stor fordel for brugerne at kunne blive i kendte omgivelser. Den samlede byggetid bliver 12 måneder.

Brugerinddragelse

Forslaget til indretning af den kommende 6 gruppers daginstitution er udarbejdet af KHS arkitekter A/S og et byggeudvalg bestående af klyngeleder, pædagogisk leder, medarbejder-, arbejdsmiljø- og forældrerepræsentant, samt KEjd. og BUF. Høringssvar fra institutionen fremgår af bilag 3.

Høringssvar fra Københavns Ejendomme

Der foreligger udtalelse fra Københavns Ejendomme (KEjd.). Udtalelsen giver ikke anledning til bemærkninger.
 

Økonomi

Der blev i budget 2012 afsat i alt 468,6 mio. kr. til etablering af 110 daginstitutionsgrupper. Projektet Højsagervej 17 finansieres af disse midler.

Anlægsudgiften finansieres og udmøntes således:

Tabel 1.

Kr. (2012 p/l)

Udvalg

Bevilling

Funktion

2012 (kr.)

2013 (kr.)

Total

Finansiering

BUU

Anlæg

5.25.14.3

13.200.000

0

13.200.000

Udmøntning

BUU

Anlæg

5.25.14.3

100.000

941.000

1.041.000

Udmøntning

KFU

KEjd. Anlæg

5.25.14.3

3.200.000

8.959.000

12.159.000

Bevilling i alt

 

 

 

 

 

13.200.000


Som del af aftalen om Budget 2012, der blev vedtaget i BR d. 6/10 2011, er der forlods overført 4.675.000 kr. i administrationsbidrag til KEjd. Derfor er der ikke medtaget administrationsbidrag til KEjd i denne indstilling.

 

Benchmark

Pris pr. gruppe kan opgøres til 4,4 mio kr. Erfaringsnøgletallet for en nybygget daginstitution med 5 grupper er 4 mio. kr. pr. gruppe ekskl. grund/ejendomskøb. Højsagervej ligger over nøgletallet, da der er tale om en tilbygning, hvor der udover nybygning også sker ombygning i den eksisterende institution for at sikre den bedst mulige funktion for den samlede institution. Udbygningen ligger desuden i overkanten af de seneste 3-gruppers udbygninger, som har udgjort henholdsvis 4,3 (nybyggeri) og 4,0 mio. kr. (ombygning i institution med overskydende plads).

 

Driftsøkonomi

 

Der etableres 36 nye vuggestuepladser på Højsagervej. De samlede årlige driftsudgifter ekskl. husleje forventes at blive 4.581.756 kr., svarende til 127.271 kr. pr. vuggestueplads. Hvis pladserne i stedet blev etableret på en institution, hvor driftsudgifterne svarer til gennemsnittet for alle institutioner, ville den årlige driftsudgift have været 4.929.719 kr. Det svarer til 136.937 kr. pr. plads.

Der anvises dækning for driftsudgiften på Dagtilbud funktion 5.25.14.1.
 

 

Videre proces

Efter procedure for inddragelse af Kultur- og Fritidsudvalget (KFU) sendes indstillingen til udtalelse i KFU. Herefter fremlægges sagen for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.


                    Else Sommer           /Knud Langberg

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top