Mødedato: 08.11.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Udmøntning af budget 2018

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til udmøntning af tildelinger, effektiviseringer og besparelser i budgetaftalen for 2018 samt udmøntning af midler i intern omstilling.

Indstilling

 

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,  

  1. at udvalget godkender forslag til udmøntning af budgettildelinger, jf. bilag 1
  2. at udvalget godkender forslag til udmøntning af midler i intern omstilling, jf. bilag 2
  3. at udvalget godkender forslag til udmøntning af effektiviseringer og besparelser, jf. bilag 3 

Problemstilling

 

Budgettet for 2018 blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 5. oktober 2017. Udvalget skal nu tage stilling til udmøntning af tildelinger samt af nye forvaltningsspecifikke effektiviseringer og besparelser i budget 2018. Anlægsforslagene indgår ikke i denne indstilling, da implementeringen af anlægsforslag som udgangspunkt besluttes direkte med budgetaftalen. Kapacitetsudvidelse i Ørestad, Sydhavn og på Nørrebro drøftes desuden i en særskilt temadrøftelse på dette møde.

Udvalget besluttede ved 2. behandlingen af budgetforslag 2018 (BUU 26.4.2017) såvel finansieringen som anvendelsen af midlerne i intern omstilling. Udvalget skal nu tage stilling til den konkrete udmøntning af midlerne.  

Løsning

 

Samlet ændrer vedtagelsen af budget 2018 udvalgets driftsrammer med 39,2 mio. kr. svarende til 0,4 pct. af driftsbudgettet på 10,3 mia. kr. I den samlede ændring udgør demografimidlerne 144,3 mio. kr., tildelinger og intern omstilling 154,8 mio. kr., effektiviseringer -204,5 mio. kr. og udløb af bevillinger -55,4 mio. kr., jf. tabel 1.

Tabel 1: Ændringer i 2018 (2018 p/l) 

Demografireguleringen på 144,3 mio. kr. er inklusiv en reduktion på 6 mio. kr. som følge af forbedret socioøkonomisk udvikling, jf. bilag 4.

Budgettildelinger

Med budgetaftalen er der afsat i alt 122,8 mio. kr. i driftsmidler til udvalgets område i 2018, jf. tabel 2. Udmøntningen af alle budgettildelinger er beskrevet i bilag 1.

Tabel 2: Budgettildelinger til børne- og ungeområdet i budget 2018 (2018 p/l)


Der er væsentlige tildelinger vedr. styrket udskoling for alle på 220 mio. kr. og udvidet åbningstid i klubber på 15,6 mio. kr. Derudover er der afsat 5,5 mio. kr. til skolelederuddannelsen. Der er et budget på 16,1 mio. kr., men gennemførelsen afhænger af støtte fra A.P. Møller Fonden.

 

  • Styrket udskoling for alle: Det er en grundlæggende forudsætning for udmøntningen, at midlerne skal udmøntes til skolerne og være direkte understøttende for skolernes kerneopgave. I efteråret og vinteren 2017 bliver der gennemført en kortlægning af eksisterende indsatser og erfaringsopsamling blandt skolerne, unge og eksterne samarbejdspartnere. Der gennemføres en politisk drøftelse i BUU af principperne for udmøntning i december 2017. Efterfølgende inddrages de faglige organisationer, skoleledelser og skolebestyrelser i dialogen. I foråret 2018 vil Børne- og Ungdomsudvalget få forelagt forslag til en konkret udmøntning af midlerne til de 9 initiativer og samarbejdspuljen til godkendelse, hvorefter midlerne meldes ud til bl.a. skolerne under hensyn til skolernes planlægning. Det forventes, at skolerne kan begynde at arbejde med initiativerne ved starten af skoleåret 2018/19.   
  • Udvidet åbningstid i klubber: Midlerne udmøntes i 2018 efter samme fordeling som i 2017 med et grundbeløb til klubber med sociale normeringer samt den resterende del efter børnetal. Forvaltningen vil i samarbejde med Socialforvaltningen forud for budget 2019 analysere, hvordan fritidstilbud bedst muligt kan understøtte, at unge med risikoadfærd benytter sig af tilbud, der har positive og kriminalitetsforebyggende effekter. Udvalget vil få forelagt en analyse med henblik på videre drøftelse i løbet af sommeren 2018.
  • Skolelederuddannelse: A.P. Møller Fonden ser positivt på ansøgningen, og der vil i efteråret være en dialog omkring indhold og økonomi. Fonden beslutter i forlængelse heraf, om de vil støtte uddannelsen. Udvalget vil herefter blive orienteret om status og videre proces.

Som vedtaget i budgetaftalen vil forvaltningen fremlægge en analyse af, hvordan kapaciteten i de eksisterende daginstitutioner kan udnyttes mest optimalt ifm. overførselssagen 2017-18.

Københavns Ejendomme & Indkøb har ansvar for udarbejdelse af analyser med forslag til forskellige modeller for indvendig vedligeholdelse samt modeller for samling og koordinering af ejendomsdrift i kommunen til budget 2019. Forvaltningen deltager i disse analyser i samarbejde med de andre forvaltninger. 

Intern omstilling

Udvalget har ved 2. behandlingen af budgetforslaget besluttet, at en række bevillinger til udløb fortsat finansieres af puljen til intern omstilling, samt at de overskydende midler anvendes til at hæve grundtilskuddet ligeligt til skolerne i København, jf. tabel 3. Midlerne til intern omstilling er varige midler. Udmøntningen af alle bevillinger er beskrevet i bilag 2.

Tabel 3: Anvendelse af midler i intern omstilling (2018 p/l)

 

I 2017 udløber den toårige bevilling til indfasning af Folkeskolereformen på 36,5 mio. kr. (Budgetaftale 2016). Hver skole er tildelt 0,5 årsværk, og den resterende del svarende til ca. 17 mio. kr. er tildelt skoler, der gennemfører kompetenceudvikling af lærerne. Med prioriteringen af intern omstilling tildeles skolerne nu 17-19,2 mio. kr. varigt. Midlerne svarer til ca. 0,5 lærerårsværk pr. skole og meldes ud i grundbevillingen. Skolernes behov er forskellige, og den enkelte skole kan derfor prioritere, hvordan midlerne bedst kan understøtte skolens udvikling.

 

Kompetenceudviklingsmidlerne, der videreføres, samles i én bevilling på 7,5 mio. kr. og fordeles med 1/3 til vikardækning og 2/3 til kompetenceudvikling (BUU 26.4.2017).

Effektiviseringer og besparelser

I forbindelse med budget 2018 er der vedtaget effektiviseringer og besparelser på Børne- og Ungdomsudvalgets område for i alt 172,5 mio. kr. Derudover vedtog udvalget effektiviseringer til finansiering af intern omstilling på 32 mio. kr. i 2018 og 34,7 mio. kr. i 2019 og frem. Effektiviseringer med stigende profiler udgør størstedelen af effektiviseringerne på alt 144,6 mio. kr. De er allerede implementeret. Udvalget skal tage stilling til udmøntningen af de nye effektiviseringer på 59,9 mio. kr., som er beskrevet i bilag 3.

Økonomi

 

Med indstillingen udmøntes de tildelinger, effektiviseringer og besparelser, som indgår i budget 2018 samt midlerne i intern omstilling.

Forvaltningen forventer, at økonomien i 2018 balancerer. Det er hensigten, at budgettet, med undtagelse af de poster, der afventer videre politisk behandling som fx midler til udskolingen,  er udmeldt i begyndelsen af december, så alle bevillingsansvarlige har budget 2018 i så god tid som muligt, og inden 2018 starter. I begyndelsen af 2018 vil udvalget blive præsenteret for et overblik over den samlede økonomi på børne- og ungdomsområdet.

Videre proces

 

Hvis udvalget godkender indstillingen, udarbejdes budgetudmeldinger til skoler, institutioner, bydækkende tilbud og administrationen, som forventes udsendt i begyndelsen af december 2017.

 

Tobias Børner Stax                        /Sti Andreas Garde

 

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt, idet udvalget på det kommende udvalgsmøde a) ønsker at drøfte principper for udmøntning af midler til styrket udskoling samt b) at få forelagt en plan for en involveringsproces af relevante interessenter.
Til top