Mødedato: 08.11.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Revidering af godkendelseskriterier vedr. private leverandører af dagtilbud

Se alle bilag
Udvalget skal - som følge af ændring i dagtilbudsloven - tage stilling til revision af godkendelseskriterier vedr. private leverandører af dagtilbud i Københavns Kommune således, at privatinstitutioner fremadrettet kan godkendes med engelsk, tysk og fransk som hovedsprog.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget

    1. at udvalget godkender en revidering af godkendelseskriterierne vedr. private leverandører af     dagtilbud i Københavns Kommune således, at privatinstitutioner fremadrettet kan godkendes     med engelsk, tysk og fransk som hovedsprog, jf. bilag 1.     

 

Problemstilling

Forvaltningens nuværende politisk vedtagne godkendelseskriterier for private leverandører af dagtilbud i Københavns Kommune foreskriver, at hovedsproget i en privatinstitution skal være dansk. Dette krav er i tråd med rammerne i den tidligere Dagtilbudslov. Med hovedsprog menes det sprog, som i udgangspunktet anvendes i dialogen mellem børn og pædagogisk personale i dagtilbuddet.

Pr. 1. januar 2017 er dagtilbudsloven blevet ændret, så der nu er hjemmel til at beslutte, at hovedsproget i privatinstitutioner kan være engelsk, tysk eller fransk, hvis det efter en konkret vurdering skønnes, at det ikke medfører integrationsmæssige problemer.

Der kan herved lægge vægt på f.eks., om dagtilbuddet henvender sig til borgere, der opholder sig kortvarigt her i landet på grund af beskæftigelse, eller til danske forældre, som ønsker, at deres børn skal lære engelsk, tysk eller fransk, fordi de enten har været udstationeret eller skal udstationeres i udlandet. For privatinstitutioner skal der træffes beslutning som led i godkendelsen af institutionen. For allerede godkendte privatinstitutioner kan der udarbejdes et tillæg til den eksisterende godkendelse.

Behovet for en ændring af godkendelseskriterier er opstået, da forvaltningen har modtaget ansøgninger fra to institutioner, der ønsker at blive godkendt som privatinstitutioner med engelsk som hovedsprog.

 

Løsning

Forvaltningen fremlægger forslag til en revidering af de nuværende godkendelseskriterier for private leverandører af dagtilbud, så de stemmer overens med de gældende rammer i Dagtilbudsloven.

Revisionen af godkendelseskriterierne foreslås at ske som beskrevet i bilag 1.

Revideringen omhandler kun hovedsproget. Der foretages ikke yderligere ændringer i godkendelseskriterierne.

Leverandører af private dagtilbud med et andet hovedsprog end dansk skal leve op til alle de andre godkendelseskriterier, herunder krav om fx underskrivelse af arbejdsklausulen, på lige fod med andre privatinstitutioner.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomisk konsekvens for forvaltningen. Det er samme tilskud, der udbetales uanset hovedsprog.

Videre proces

Godkendelseskriterierne for private leverandører af dagtilbud revideres i henhold til den politiske beslutning, og offentliggøres på kommunens hjemmeside.

Privatinstitutioner, der tidligere har vist interesse for at blive godkendt med et andet hovedsprog end dansk, orienteres om den politiske beslutning.

 

Tobias Børner Stax      /        Mette Seneca Kløve

 

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top