Mødedato: 08.06.2011, kl. 13:15
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Budgetønsker til budgetforslag 2012

Udvalget skal tage stilling til ønsker til budgetforslag 2012.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender forslag til budgetønsker, som videresendes til Økonomiudvalget med henblik på budgetforhandlingerne for 2012.

Problemstilling

Der er i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2012 mulighed for, at udvalgene kan afgive budgetønsker. Udvalget drøftede på budgetseminaret d. 3.-4. marts 2011 en række mulige budgetønsker, og forvaltningen har på baggrund heraf udarbejdet denne sag med forslag til budgetønsker for 2012. Indstillingen danner grundlag for den samlede prioritering af budgetønsker, som udvalget skal aflevere til Økonomiudvalget den 8. juni 2011.

Løsning

Nedenstående oversigt viser de forslag til budgetønsker, som Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller, at udvalget videresender til Økonomiudvalget med henblik på forhandlingerne om budget 2012. Budgetønskerne er særligt koncentreret omkring anbefalingerne fra Faglighedsudvalget, som præsenteres i august. Hertil kommer en række budgetønsker, som forventes håndteret i budgetforhandlingerne som opfølgning på overførselssagen 2010 (Kbh. i Vækst) samt budget 11-vedtagelsen.

 

Det bemærkes, at budgetønskerne alene vedrører driftsmidler. Budgetønsker på anlægsområdet afventer den reviderede behovsprognose, som forventes præsenteret for Børne- og Ungdomsudvalget den 22. juni 2011. Forvaltningen forventer at kunne forelægge forslag til endelig anlægs- og kapacitetsplan for 2012 på Børne- og Ungdomsudvalgets møde d. 31. august 2011.

 

  Tabel 1 Oversigt over forslag til budgetønsker til budget 2012

Mio. kr.

2012

2013

2014

2015

1. Faglighedsudvalget*

16,7

40

40

40

2. Profilskoler*

2,1

  4,9

   4,9

 4,9

3. Ny skolestruktur på Amager

6,0

6,6

6,6

6,6

4. Konsekvens af frokostvalg (øgede udgifter til fripladser mv.)

12,1

12,1

12,1

12,1

5. Ungdomsklub på Nørrebro

2,1

2,1

2,1

2,1

6. Ungdomsområdet**

5,9

-

-

-

7. Sundhedspolitik for Københavns kommune 2011-2014***

4,3

2,7

2,7

2,7

I alt

49, 2

68,4

68,4

68,4

  *Det er forudsat, at der i 2012 kun vil skulle afsættes 5/12 svarende til den del af skoleåret 2012/13, der ligger i 2012.
** Beløbet skal evt. opjusteres, når der foreligger mere sikre prognoser for meraktiviteten på produktionskolerne. 
*** Forslaget vil evt. kunne fremsættes sammen med Sundheds- og Omsorgsforvaltningen som del af en fælles pakke.

  

Faglighedsudvalget

I forbindelse med behandlingen af indstillingen om forøgelse af lærernes undervisningstid (BUU den 26. januar 2011) blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe, der frem mod budgetforhandlingerne skal komme med forslag til styrkelse af fagligheden i folkeskolen.

 

Arbejdsgruppens forslag til budgetønsker baseres på anbefalingerne fra faglighedsudvalget, der har deltagelse af en række eksperter på skoleområdet og har som hovedopgave at komme med nye bud på, hvordan folkeskolen kan udvikles og styrkes, således at børn og unges læring og udvikling i folkeskolen styrkes markant.

 

Faglighedsudvalgets anbefalinger præsenteres på en konference den 22. august 2011.  

Forvaltningen forventer herefter at forelægge en sag for Børme- og Ungdomsudvalget d. 31. august 2011 med forslag til styrkelse af fagligheden. Budgetønsket om profilskoler (se nedenfor), kan evt. indtænkes heri.

Profilskoler

Københavns kommune har i dag seks kommunale profilskoler. På budgetseminaret den 3. – 4. marts 2011 drøftede udvalget profilskolekonceptet, og der blev udtrykt ønske om at se på, om man også kunne operere med profilskoler, der ikke løftede opgaver for hele kommunen.  I forbindelse med budgetforhandlingerne foreslås fremsat et budgetønske på i alt 4,9 mio. kr. årligt til drift af syv lokale profilskoler (0,7 mio. kr. pr. skole). Driftsmidlerne går primært til kompetenceudvikling og profilering og til at indgå i lokalområdets udvikling. 

Der henvises i øvrigt til særskilt dagsordenpunkt vedr. profilskoler.

Ny skolestruktur, frokostvalg og ungdomsklub på Nørrebro (Kbh. i Vækst)
Som opfølgning på overførselssagen 2010 (Kbh. i vækst) er der en række ufinansierede driftsudgifter, som forventes håndteret i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2012. Det gælder udgifter forbundet med: 

  1.  Finansiering af ny skolestruktur på Amager (jf. beslutning i BR d. 10. marts 2011) Borgerrepræsentationen har i forbindelse med, at der blev afsat anlægsmidler til 4 skolesamarbejdet på Midtamager besluttet, at der i budgetforhandlingerne for 2012 tages stilling til finansiering af de driftsmæssige udgifter som følge af den nye skolestruktur i 2012 og frem. Finansieringsbehovet udgør i 2012 6 mio kr, stigende til 6,6 mio. kr. i 2013 og årene frem.
  2. Konsekvens af frokostvalg i daginstitutioner. For Københavns kommune betyder den høje tilslutning til frokostordningen i daginstitutioner en stigning i udgifterne til fripladstilskud og søskenderabatter, som ikke er dækket af det statslige bloktilskud i 2012 og frem. Finansieringsbehovet forventes at være 12,1 mio. kr. årligt. 
  3. Driftsudgifter til en ny ungdomsklub på Nørrebro (jf. beslutning i BUU den 18. maj 2011). Der er afsat 4 mio. kr. i anlægsmidler til en klub på Nørrebro. I 2011 er der ekstraordinært fundet etårig finansiering på rammen til driften.  I 2012 og frem udestår finansiering (2,1 mio. årligt).

Ungdomsområdet

På ungdomsområdet foreslås fremsat budgetønsker vedr. hhv.  Pædagogisk Assistent Uddannelse (PAU) og finansiering af merudgifter som følge af aktivitetsstigning på produktionsskolerne.

 

Ifølge trepartsaftalen fra 2007 er Børne- og Ungdomsforvaltningen forpligtiget til at oprette 137 nye uddannelsesforløb til PAU-elever hvert år. Som følge af Ungepakken, som trådte i kraft i marts 2010, har Børne- og Ungdomsforvaltningen skulle levere yderligere 50 nye uddannelsesforløb i 2010. De 50 ekstra uddannelsesforløb blev imidlertid først etableret i slutningen af 2010 som følge af, at det tager tid og kræver en faglig indsat at opstarte et PAU-forløb.

 

I budget 2012 er der derfor et ekstraordinært finansieringsbehov på 3,1 mio. kr. til PAU-uddannelsesforløb startet i 2010. Finansieringsbehovet er opstået som følge af, at bevillingen til de 50 ekstra uddannelsesforløb er givet som etårige bevillinger i 2010 og 2011, mens uddannelsesforløbene strækker sig ind i 2012. Modsat var der af samme grund et mindreforbrug til PAU-elever i 2010.

 

I forhold til produktionsskolerne fik Børne- og Ungdomsforvaltningen ved overflytningen af skolerne fra Socialforvaltningen pr. 1. januar 2011 tilført 3,7 mio. kr. ekstra årligt frem til 2014 med henblik på at dække den forventede meraktivitet. Børne- og Ungdomsforvaltningen estimerede allerede forud for budgetvedtagelsen, at ekstrabevillingen ikke ville være tilstrækkelig til at finansiere den forventede meraktivitet i årene frem. I 2011 forventes meraktiviteten at være 0,8 mio. kr. større end estimeret. Tilsvarende forventes en ufinansieret meraktivitet i 2012.  Finansieringsbehovet i 2012 skønnes på nuværende tidspunkt at være på ca. 2,8 mio. kroner. Skønnet kan dog først kvalificeres ultimo august, når der foreligger tilstrækkelige data for aktiviteten på skolerne, hvorfor der kan vise sig behov for at opjustere beløbet.

 

Forvaltningen forventer i øvrigt på  Børne og Ungdomsudvalgets møde d. 22. juni 2011 at fremlægge en analyse, der opridser eksisterende tilbud og hovedudfordringer på ungdomsuddannelsesområdet. Analysen skal være en del af afsættet for en samlet analyse af ungdomsområdet, som forventes igangsat i 2. halvår 2011.


Sundhedspolitik for Københavns Kommune 2011-14
På Børne og Ungdomsudvalgets møde d. 9. februar 2011, hvor Sundheds-og Omsorgsborgmesteren deltog, blev udvalgets høringssvar til den nye sundhedspolitik for Københavns Kommune 2011-14 drøftet. Det blev på mødet aftalt, at udvalget kunne komme med forslag til nye sundhedsinitiativer. Budgetønsket omfatter de initiativer, der blev drøftet på udvalgets budgetseminar, dvs: 1)En bevægelsesaktiv skole for alle, 2)Idræt og Samvær (ISA), 3)styrkelse af motorisk træning og screening i institutioner og indskolingen samt 4) anvendelse af ny teknologi til at fremme fysisk aktivitet.

 

For alle de foreslåede indsatser gælder, at der med et større fokus på at integrere sundhed i driften og kerne­ydel­serne i skoler og institutioner - ud over den sund­heds­frem­mende effekt­­ - også vil være tale om en styrkelse af eksisterende indsatser, der er målrettet børns trivsel, udvikling og læring. Altså en styrkelse af både sundhed og kernedrift. 

Øvrige 
Ud over de budgetønsker, som denne indstilling vedrører, forventes det, at forvaltningerne samlet i forbindelse med Sikker By vil fremsætte en række budgetønsker. Børne- og Ungdomsforvaltningen har i dette regi  foreslået: 1) en styrkelse af klubbernes opsøgende arbejde i udsatte områder, 2) en udvidelse af klubbernes åbningstid i udvalgte områder, 3)en udvidelse af second chance pladser for elever, der er droppet ud af skolen samt 4) akutberedskab i forhold til forvaltningens socialpædagogiske arbejde. Det vides ikke på nuværende tidspunkt om alle fire initiativer vil indgå i den endelige Sikker By-pakke i forbindelse med budgetforhandlingerne.  

 
Endelig skal det bemærkes, at det forventes, at Socialudvalget vil fremsætte budgetønske om tilførsel af flere midler til området børnefamilier med særlige behov, som følge af den demografiske udvikling i kommunen. Dette kan have afledte konsekvenser for Børne- og Ungdomsudvalget.

Økonomi

-

Videre proces

Udvalgets prioriterede budgetønsker skal afleveres til Økonomiudvalget umiddelbart efter behandling i Børne-og Ungdomsudvalget. Da Faglighedsudvalget først har sidste møde ultimo juni, og anbefalingerne herefter skal omsættes til konkrete budgetønsker, forventer forvaltningen at forelægge en sag for udvalget om budgetønsker på baggrund af Faglighedsudvalgets anbefalinger på Børne-og Ungdomsudvalgsmødet d. 31. august 2011. Forvaltningen forventer på samme møde at forelægge endeligt forslag til anlægs- og kapacitetsplan for 2012 på baggrund af den nyeste behovsprognose for børne- og ungdomsområdet.


                  Else Sommer
                                                                           /Jesper Rønnow Simonsen

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 8. juni 2011
Indstillingen blev godkendt.
Cecilia Lonning (V) og Rasmus Jarlov (C) tog forbehold.
Til top