Evaluering af udvidelsen af skolesocialrådgiverordningen - FÆLLESINDSTILLING SOF, BUF
I Budget 2011 blev det besluttet, at skolesocialrådgiverordningen skulle fortsætte samt udvides til alle almene distriktsskoler. Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget orienteres om evalueringen af udvidelsen af skolesocialrådgiverordningen.
Indstilling og beslutning
Socialforvaltningen og Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget,
- at Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget tager evaluering af udvidelse af skolesocialrådgiverordningen til efterretning
Problemstilling
Skolesocialrådgiverordningen er en del af Socialforvaltningens strategi for tidlig indsats på området for udsatte børn og unge, og indeholder mange af de samme tanker om inklusion, der ligger i Børne- og Ungdomsforvaltningens Specialreform 2.0. Skolesocialrådgiverordningen er et samarbejde mellem de to forvaltninger. Ordningen har til formål at sikre, at elever i vanskeligheder og deres familier støttes så tidligt som muligt. Skolesocialrådgiverordningen er i 2013 af Socialstyrelsen blevet valgt som en ud af syv "bedst practice-motoder" til bl.a. at forebygge kriminalitet blandt unge.
I forbindelse med udvidelsen af ordningen, blev det besluttet, at Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget (24.11.2010/21.3.2011) skulle have forelagt en evaluering af udvidelsen af ordningen. Evalueringen bygger på spørgeskemaer og interviews, med skoleledere, skolesocialrådgivere og deres afdelingsleder og klarlægger implementeringen af udvidelsen, virkning og vurdering af skolesocialrådgiverordningen.
Løsning
Evalueringens resultater
Evaluering viser, at ordningen på de nye skoler har haft en stor virkning på skolernes indsats for elever i vanskeligheder samt samarbejdet mellem skoler og Børnefamiliecenter København. 99 % af skoleledere, skolesocialrådgivere og afdelingsledere fra Børnefamiliecenter København vurderer, at ordningen er med til at forebygge, at elevers vanskeligheder udvikler sig, så de ikke udskilles fra almensystemet. Det er især på medarbejderniveauet – i samarbejdet mellem skolesocialrådgivere, lærere og myndighedssagsbehandlere – at der mærkes en forskel. Der er - siden opstart af pilotprojektet - sket en forbedring fra 65 % til 96 % i vurderingen af, hvorvidt skolesocialrådgiverordningen medfører et forbedret samarbejde på medarbejderniveau. Evalueringen viser samtidig, at der fortsat skal arbejdes med det ledelsesmæssige samarbejde mellem det lokale område i BUF og børnefamilieenheden i SOF.
I forbindelse med etablering af forskellige modeller af skolesocialrådgiverordningen er det især de forhold, at skolesocialrådgivere på lille model ofte har en delt funktion samt at skolesocialrådgiveren er tilknyttet mere end 2 skoler, der opleves som problematiske. Generelt er der dog stor tilfredshed med ordningen, og selve implementeringen på de nye skoler er foregået smertefrit. Der er dog en generel vurdering af, at de ressourcer der afsættes til lille model II er for få i forhold til at yde en sammenhængende indsats på skolen.
Siden Socialudvalget og Børne- og Ungdomsudvalget i 2011 vedtog budget for skolesocialrådgiverordningen, er der sket ændringer i antallet af skoler og antal af elever i ordningen. Dette medfører, at det ikke er muligt at have samme serviceniveau i 2013 og 2014 som i 2011. Herudover udfordres ordningen af den demografiske udvikling i København, idet børnetallet er stigende. I forlængelse heraf bør der ses nærmere på fordelingsnøglen i forhold til fordelingen af skolesocialrådgiverstøtte i ordningen, såvel som muligheden for demografiregulering således, at serviceniveauet ikke falder yderligere.
Skolesocialrådgiverne bruger over halvdelen af deres tid på skolen til rådgivning af lærere, elever og forældre, deltagelse i tværsmøder mv. Der er sket et fald i den tid, der bruges på forberedelse, koordinering samt mødedeltagelse i børnefamilieenheden, hvilket tyder på, at skolesocialrådgiverne bliver brugt mere til arbejdet direkte på skolen. I forlængelse heraf viser evalueringen, at kvaliteten af underretninger fra de nye skoler er forbedret samt at antallet af sendte underretninger, i de rådgivningsforløb skolesocialrådgiveren har haft, samlet set er faldet.
I skoleårene 2010-2011 og 2011-2012 har skolesocialrådgiverne på stor model haft direkte kontakt med 1.087 børn og/eller forældre. Generelt er der - siden pilotprojektet - sket en udvikling mod, at det er yngre elever, skolesocialrådgiverne har kontakt til. Dette tyder på, at skolesocialrådgiverne er med til at sætte tidligere ind i forhold til alder såvel som bekymring. I forlængelse heraf viser evalueringen, at skolesocialrådgivernes rådgivningsforløb har en positiv virkning i forhold til elevernes trivsel. Der ses bl.a. en positiv udvikling på mellem 6 % og 22 % point i forhold til bekymringer vedr. fravær, elevernes evne til at håndtere konflikter, samt forældrenes evne til at støtte op omkring barnet eller den unges skolegang.
Der er i evalueringen et særligt fokus på implementeringen af ordningen på 1 privat skole og 2 specialskoler. På de 2 specialskoler, viser evalueringen, at der er henholdsvis 22 og 38 % af eleverne, som har en aktiv børnesag. Skolerne italesætter et stort behov for brobygning til Børnefamiliecenter København og Handicapcenter København.
Initiativer på baggrund af evalueringen
På baggrund af evalueringen vil Socialforvaltningen og Børne- og ungdomsforvaltningen konkret igangsætte følgende:
- Samarbejdet mellem Børne- og Ungdomsforvaltningen og Socialforvaltningen er styrket og udvidet. Derfor bør hvert område ikke længere have én styregruppe for kun skolesocialrådgiverordningen. Den fælles opfølgning på ordningen bør fremover indgå i en fast samarbejdsstruktur mellem BUF-område og børnefamilieenhed, hvor tværfaglige tiltag såsom socialrådgivere i daginstitutioner, samarbejde mellem sundhedsplejen og børnefamilieenheden mm. drøftes.
- Der bør i skolesocialrådgiverordningen være fokus på systematisk afholdelse af netværksmøder i forbindelse med alle underretninger fra skoler, så endnu flere børn og unge får en koordineret indsats.
- Siden opstart af skolesocialrådgiverordningen har det været en del af ordningen, at skolesocialrådgiverne skulle være med til at kvalificere de skoleudtalelser, skolerne udarbejder i forbindelse med børnefamilieenhedernes opfølgning på en foranstaltning. Dette er dog ikke sket systematisk. At skolesocialrådgivernes inddrages systematisk i de underretninger, skolerne sender, har højnet kvaliteten. Derfor anbefales det, at skolesocialrådgiverne fremadrettet på tilsvarende vis inddrages systematisk i udarbejdelse af skoleudtalelser til Børnefamiliecenter København.
- I evalueringsperioden blev der på skolerne etableret ressourcecentre og ansat inklusionspædagoger. Det vil i 2013 og frem være et særligt fokus på skolesocialrådgivernes rolle i ressourcecenteret, herunder opbygning af dialog og samarbejde med eks. inklusionspædagog, UU-vejleder og andre ressourcepersoner tilknyttet skolen.
- At der udarbejdes en afdækning af specialskolernes behov for socialrådgiverunderstøttelse, herunder om denne støtte bør være forankret i Handicapcenter København eller Børnefamiliecenter København. Afdækningens resultater vil indgå i budgetdrøftelserne for 2014.
- Afklaring af om det er muligt at udarbejde en budgetfordelingsmodel for skolesocialrådgiverordningen, der tager højde for demografiudviklingen samt etablering af nye enheder i København, som det allerede er tilfældet i forhold til budgetfordeling til skolerne i dag. Drøftelser omkring demografiregulering, herunder nye skoler i Københavns mulighed for at blive tilknyttet ordningen, vil indgå i Socialforvaltningens oplæg til budgetdrøftelserne for 2014.
Økonomi
Videre proces
Finansieringen af skolesocialrådgiverordningen udløber med udgangen af 2014. Forvaltningerne ønsker, at evalueringens resultater indgår i Socialudvalgets og Børne- og Ungdomsudvalgets fremtidige drøftelser på området, herunder budgetdrøftelserne for 2015. I forbindelse med en evt. fortsættelse af skolesocialrådgiverordningen ønsker forvaltningerne at afsøge muligheden for forskningstilknytning til ordningen. Formålet med dette vil være bla. at rette fokus på, hvilke resultater skolesocialrådgiverordningen har på elevernes trivsel på længere sigt samt, hvorledes ordningen understøtter skolernes arbejde med inklusion.
Anette Laigaard Else Sommer
Beslutning
Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 9 medlemmer: A, B, F, O, Ø og Sofie K. Led (løsgænger).
Imod stemte ingen.
2 medlemmer undlod at stemme: C og V.
Cecilia Lonning-Skovgaard (V) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Venstre mener, at det er for tidligt at anbefale at yderligere opgaver forankres i Handicapcentret, jf de igangværende problemer, som endnu kun er på handleplanstadiet og dermed ikke løst".