Mødedato: 08.03.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Regnskab 2022

Se alle bilag

Med denne sag skal udvalget godkende det endelige årsregnskab for 2022, som viser et samlet mindreforbrug på 64,0 mio. kr. Derudover skal udvalget tage stilling til annullering af internt lån til at dække det tidligere forventede merforbrug. Endelig orienteres udvalget om merforbrug på den ordinære drift og den fortsatte udfordring vedr. specialområdet.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

  1. at udvalget godkender regnskab 2022
  2. at udvalget annullerer anmodning om optagelse af lån fra 3. regnskabsprognose 2022

Problemstilling

Der er et samlet mindreforbrug til service på 64,0 mio. kr., som er fordelt med en decentral opsparing på 71,8 mio. kr., mindreforbrug til eksterne og kontraktbundne midler mv. på 38,8 mio. kr. samt et merforbrug på 46,6 mio. kr. på den ordinære drift, som bl.a. skyldes de ekstraordinært høje priser til energi og specialområdet.

Merforbruget på den ordinære drift vil udfordre økonomien i 2023, såfremt det overføres. Der er med denne indstilling derfor fokus på at forklare merforbruget og komme med mulige løsninger. Særligt merforbruget på specialområdet viser, at der fortsat i 2023 er behov for at følge udviklingen tæt.

Økonomiudvalget (ØU) har på baggrund af det forventede merforbrug ved 3. regnskabsprognose givet BUU et internt lån. Lånet kan annulleres, da regnskabsresultatet for 2022 ikke viser et samlet merforbrug.

Serviceområdet udgør langt størstedelen af udvalgets budget, hvorfor der i denne indstilling kun er en kort gennemgang af resultatet på anlæg og efterspørgselsstyrede overførsler.

Det bemærkes, at regnskabsresultatet på 64,0 mio. kr. vil fremstå anderledes i denne indstilling end i Økonomiudvalgets (ØU) senere indstilling om kommunens samlede regnskab. Forskellen er kort forklaret sidst i indstillingen.

Løsning

Regnskabsresultatet for 2022 er påvirket af de store prisstigninger på energi og fødevarer på i alt 89,6 mio. kr. Merforbruget på den ordinære drift skyldes i høj grad en merudgift på 70,5 mio. kr. til energi, mens skoler, institutioner og EAT-køkkenet har merudgifter til mad på 19,1 mio. kr.

Økonomiforvaltningen (ØKF) udarbejder et fælles budgetnotat til overførselssagen vedr. håndtering af fagforvaltningernes merforbrug forbundet med prisstigninger. ØKF har meddelt, at det er op til den enkelte forvaltning, hvor meget der anmodes om at blive dækket. I budgetnotatet beder BUF om at få dækket merforbruget på ordinær drift og merudgifter til mad svarende til 60,2 mio. kr., jf. sagen om overførselsanmodninger, som behandles på samme BUU-møde.

Hvis der ikke afsættes midler i overførselssagen, og udvalget derfor kan forvente et merforbrug på den ordinære drift i 2023, har udvalget mulighed for i forbindelse med 1. regnskabsprognose 2023 at foretage en generel besparelse, optage et internt lån med første afdrag i 2024 eller at indefryse en del af den decentrale opsparing indtil balancen på den ordinære drift er genoprettet.

Da regnskabsresultatet ikke viser et samlet merforbrug, som forventet ved 3. regnskabsprognose 2022 kan det interne lån annulleres. Ved annullering af lånet hæfter BUF ikke for udgifter forbundet med lånet.

I afsnittene herunder er det samlede merforbrug på service forklaret.

Service

Regnskab 2022 viser et samlet mindreforbrug på 64,0 mio. kr., som er sammensat af en decentral opsparing på 71,8 mio. kr., mindreforbrug vedrørende eksterne og kontraktbundne midler på 33,3 mio. kr. og øvrige overførsler på 5,5 mio. kr. samt et merforbrug på den ordinære drift på 46,6 mio. kr. inkl. Ukraine-udgifter.

Tabel 1 viser en oversigt over regnskabsresultatet med et mindreforbrug på 64,0 mio. kr. på service fordelt på bevillingsområder. Resultatet gennemgås nedenfor og er uddybet i bilagene. En positiv afvigelse angiver et mindreforbrug, mens en negativ afvigelse er et merforbrug.

Bilag 1 er en læsevejledning til bilagene, bilag 2 er en mere detaljeret gennemgang af regnskabet med regnskabsforklaringer på mer- og mindreforbrug, mens bilag 4-10 er obligatorisk aflevering til Økonomiforvaltningen.

Tabel 1: regnskabsresultatet for 2022 fordelt på bevillingsområder

 

Ordinær

drift

Decentral

opsparing

Eksterne og kontraktbundne

midler samt øvrige

overførsler

Resultat

2022 i alt

Dagtilbud

-8,7

73,9

5,5

70,8

Dagtilbud special

-9,1

-1,3

0,0

-10,4

Undervisning

10,2

-2,9

24,0

31,3

Specialundervisning

-31,1

1,3

2,4

-27,4

Administration

-7,9

0,0

6,6

-1,3

Sundhed

0,0

0,8

0,2

1,0

I alt

-46,6

71,8

38,8

64,0

Decentral opsparing (71,8 mio. kr.)

Den decentrale opsparing er skoler og institutioners samlede overskud og gæld, som ved udgangen af 2022 er på 71,8 mio. kr. Den decentrale opsparing er næsten udelukkende placeret på dagtilbudsrammen og kan forklares med, at der i 2022 er tilført ekstra midler til at øge normeringerne. De nuværende rekrutteringsudfordringer på pædagogisk personale har gjort det vanskeligt for institutionerne at anvende midlerne.  

Ved udgangen af 2021 blev den decentrale opsparing opgjort til 116,3 mio. kr. En forklaring på, at den decentrale opsparing er lavere end sidste år er dels de etårige kompenserende besparelser vedr. specialområdet på 32,6 mio. kr., som blev vedtaget med 1. regnskabsprognose i 2021 (BUU 04.05.22). Dels prisstigningerne på fødevareområdet på i alt 19,1 mio. kr. i 2022.

Tabel 2: Udvikling i den decentrale opsparing på bevillingsområderne

Bevillingsområde

(mio.kr.)

Regnskab

2021

1. prognose

2. prognose

3. prognose

Regnskab

2022

Dagtilbud

62,8

52,3

53,4

61,6

73,9

Specialdagtilbud

-1,1

2,4

-4,0

-0,1

-1,3

Undervisning

40,7

18,7

10,0

-24,0

-2,9

Specialundervisning

13,7

9,7

-1,7

4,7

1,3

Administration

0,0

0,0

0,0

0,0

0,0

Sundhed

0,1

0,8

-2,0

1,7

0,8

I alt

116,3

83,9

55,8

43,9

71,8

Eksterne og kontraktbundne midler og øvrige overførsler (mindreforbrug på 38,8 mio. kr.)

De eksterne midler dækker over tilskudsmidler fra fonde og ministerier, der medfinansierer en lang række projekter samt indgåede kontrakter med eksterne leverandører. Der søges om overførsler på i alt 38,8 mio. kr. fra 2022-2023. Der henvises til sagen om overførsler, som også behandles på BUU den 8. marts for en uddybning.

Ordinær drift (merforbrug på 46,6 mio. kr.)

Regnskab 2022 viser et merforbrug på 46,6 mio. kr. på den ordinære drift, som dækker over merforbrug på specialområdet, dagtilbud og administration. Merforbruget skal ses i lyset af de ekstraordinære prisstigninger på 70,5 mio. kr. til energi. Nedenfor gennemgås forklaringerne for regnskabsresultaterne på den ordinære drift med udgangspunkt i bevillingsområderne.

Specialundervisning (merforbrug på 31,1 mio. kr.)

Den ordinære drift på specialundervisning viser et merforbrug på 31,1 mio. kr. i 2022, som primært skyldes en vækst i antallet af elever, der har behov for dyre pladser. Det kan særligt ses i købet af pladser, hvor der er en stigning i udgifter fra 2021 til 2022 på 20,0 mio. kr. Der har de seneste år være en vækst i kategori 3 og 4 elever (bl.a. autisme, ADHD og vidtgående generelle indlæringsvanskeligheder), som udover den stigende aktivitet også har en væsentlig højere pladspris end kategori 1 og 2 elever (generelle indlæringsvanskeligheder og læseklasser). Stigningen i de dyrere specialtilbud forventes at forsætte i 2023, og der forventes dermed en fortsat stigning i forbruget på ordinær drift i 2023.

Derudover er der fortsat stigende udgifter til befordring. Siden den etårige besparelse i forbindelse med 1. prognose 2022, hvor en del af merforbruget blev dækket, er forbruget på befordring steget yderligere. Det er dermed ikke lykkedes at nedbringe kørselsudgifterne som forventet.

Dele af merforbruget blev midlertidig dækket i forbindelse med dispositionsbegrænsningen i forbindelse med 1. prognose 2022. Derudover har forvaltningen i forbindelse med budget 2023 modtaget ekstra midler til at håndtere de stigende udgifter fra og med 2023. Hvis aktiviteten og udgifterne fortsætter med at stige udover den demografiske udvikling, vil det dog medføre yderligere finansieringsudfordringer. 

Specialdagtilbud (merforbrug på 9,1 mio. kr.)

Den ordinære drift på specialdagtilbud udviser et merforbrug på 9,1 mio. kr. i 2021. Dette skal ses i sammenhæng med den stigende aktivitet på specialundervisningsområdet. Den stigende andel af børn i kategori 3 betyder ligesom på skoleområdet en stigende andel børn i dyrere specialfritidstilbud.

Dagtilbud (merforbrug 8,7 mio. kr.)

Den ordinære drift på dagtilbudsområdet udviser et merforbrug på 8,7 mio. kr. i 2022. Når der korrigeres for de førnævnte energiudgifter, er der tale om et mindreforbrug. Samtidigt er der i resultatet indeholdt et merforbrug til en lavere kapacitetsudnyttelse med flere tomme pladser pga. de senere års vigende børnetal i dele af byen. Dertil kommer en stigende aktivitet på KKFO/klubområdet, der ligger udover demografitildelingen.  

Administration (merforbrug på 7,9 mio. kr.)

Når der korrigeres for udgifter forbundet med Ukraine (1,9 mio. kr.) og energi (0,9 mio. kr.), så er der et merforbrug på 5,1 mio. kr. Merforbruget skyldes primært ekstraordinære engangsudgifter i forbindelse med opsigelse af lejemål på administrationsområdet, ekstraordinære udgifter til advokatbistand på Skt. Annæ samt udgifter til skolelederseminar i 2021, som først blev faktureret i 2022. Derudover er der fejlagtigt ikke blevet overført budget til administrationsrammen i sagerne om bevillingsmæssige ændringer til udgifter forbundet med Tidlig Indsats, effektiviseringer som følge af øget regres i forsikringssager mv. Disse vil alle blive håndteret i forbindelse med kommende sag om bevillingsmæssige ændringer i 2023. Endelig er den tværgående effektivisering vedrørende udvikling af KVANTUM forsinket, så det ikke har været muligt at hjemtage effektiviseringen som planlagt.

Undervisning (mindreforbrug på 10,2 mio. kr.)

Den ordinære drift på undervisningsområdet viser et mindreforbrug på 10,2 mio. kr. i 2021, som er sammensat af mindreforbrug vedrørende merindtægter på salg af undervisningspladser ved frit valg, senere ibrugtagning af pavilloner, udskudte lejemål samt mindreforbrug på flere centrale puljer samt merforbrug til energi og flere elever i folkeskolernes 0.-10. klasse. 

Anlæg

Anlæg udgør det samlede budget til større byggerier. Der ses i regnskabet for 2022 et mindreforbrug på 8,3 mio. kr. på anlæg, jf. forklaringerne i bilaget.

Efterspørgselsstyrede overførsler

De efterspørgselsstyrede overførsler består af overførsler, der er pålagt fra staten og som er lovpligtige. Her forventes et mindreforbrug på 8,5 mio. kr. Resultatet på dette område indgår ikke i forvaltningens samlede resultat, men tilgår kommunekassen ved regnskabsafslutning. De efterspørgselsstyrede overførsler dækker primært over områderne Forberedende Grunduddannelse (FGU) og herunder Erhvervsgrunduddannelsen (EGU). FGU og EGU har til formål at forberede elever under 25 år til at gennemføre en ungdomsuddannelse.

Forskel mellem præsentation af regnskabet til BUU og ØU

Regnskabsresultatet vil fremstå anderledes i ØU’s indstilling d. 22. april 2023., hvor der vil være et teknisk mindreforbrug på service på 149,5 mio. kr., som ikke giver et reelt billede af regnskabet. For at sikre kontinuitet og genkendelighed fra regnskabsprognoserne i BUU, er regnskabsresultatet i nærværende indstilling på 64,0 mio. kr., da det er korrigeret for manglende tekniske omplaceringer mellem specialundervisningsrammen og efterspørgselsstyrede overførsler, annullering af det interne lån, udgifter vedr. Ukraine og øvrige små korrektioner.

Politisk handlerum

Det er ikke muligt at ændre regnskabsresultatet, da regnskabet er afsluttet. Det politiske handlerum i denne indstilling vedrører derfor primært, hvorvidt det interne lån, som udvalget anmodede om i 3. regnskabsprognose 2022 skal annulleres. Derudover kan der henvises til sagen om ’Overførselsanmodninger 22-23’, som behandles på samme møde som denne sag. Her kan der træffes alternative beslutninger vedr. overførsler fra 2022 til budget 2023.

Økonomi

Ingen yderligere bemærkninger.

Videre proces

Kommunens regnskab 2022 behandles af ØU og BR.

 

Tobias Børner Stax                               Sti Andreas Garde

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 8. marts 2023:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Til top