En dag under overskriften tolerance, dialog og ytringsfrihed den 31. marts 2006
En dag under overskriften tolerance, dialog og ytringsfrihed den 31. marts 2006
Børne- og Ungdomsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 8. marts 2006
12. En dag under overskriften tolerance, dialog og ytringsfrihed den 31. marts 2006
J.nr. 297110
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at dagen om tolerance, dialog og ytringsfrihed indeholder arrangerede aktiviteter for folkeskoler og ungdomsuddannelser og et centralt dagarrangement på Rådhuspladsen
at der afsættes midler til aktiviteter på lokalt initiativ, således at kultur- og fritidsinstitutioner, foreninger, bevægelser mm. inddrages og opfordres til at søge midler
at der afsættes midler særskilt til aktiviteter, der primært har til formål at skabe synlighed og debat hos de borgere, der ikke på anden måde involveres i projektet
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 8. marts 2006
Indstillingen blev godkendt.
C, O og V ønskede følgende tilført til beslutningsprotokollen: "C, O og V finder det betænkeligt, at man gang på gang pålægger skolerne at skulle udføre ekstra opgaver uden skelen til, at det alt andet lige vil gå ud over den almindelige, daglige undervisning. Det bliver endnu mere problematisk, at man beder institutionerne afholde et arrangement med så kort en tidsfrist som den 31.3., set i lyset af, at man kunne have planlagt andre ting den dag."
O ønskede følgende tilført til beslutningsprotokollen: "O undlader at stemme for indstillingen, da vi ikke mener, at én dag er nok til at fremme tolerance, dialog og ytringsfrihed, og ikke har medtaget alle minoritetsgrupper, som burde være med, fx handicappede og homoseksuelle; dog ønsker vi naturligvis en demokratisk dialog i København og håber, at fremtiden vil skabe større forståelse borgerne imellem. Derfor undlader vi at stemme."
RESUME
Borgerrepræsentationen vedtog den 23. februar 2006 at afsætte 500.000 kr. til afholdelse af en dag under overskriften "tolerance, dialog og ytringsfrihed" fredag den 31. marts 2006. Integrationsministeriet har efterfølgende efter Børne- og Ungdomsforvaltningens ansøgning givet tilskud på yderligere 500.000 kr., og muliggør dermed flere af de visioner, som ligger bag Borgerrepræsentationens intention med dagen.
Realiseringen af dagen er lagt i Børne- og Ungdomsforvaltningens regi, der har nedsat en arbejdsgruppe bestående af repræsentanter fra Børne- og Ungdomsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen m.fl., som er fremkommet med følgende forslag til dagens gennemførelse:
· Der samles en undervisningspakke, som omdeles til folkeskoler i København
· Alle folkeskoleklasser inviteres til at deltage i et fælles arrangement på Rådhuspladsen i dagtimerne
· Repræsentanter fra gymnasier, tekniske skoler, handelsskoler mm. inviteres til en ungdomskonference om tolerance, dialog og ytringsfrihed
· Kultur- og fritidsinstitutioner (biblioteker, kulturhuse m.fl.) samt foreninger, herunder etniske minoritetsforeninger, kan søge om støtte til afholdelse af arrangementer på dagen
· Der arbejdes for at gennemføre mindst én spektakulær event, som kan vække medieinteresse