Mødedato: 08.03.2006, kl. 08:15

Medlemsforslag om motion i folkeskolen

Medlemsforslag om motion i folkeskolen

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 8. marts 2006

 

 

10.      Medlemsforslag om motion i folkeskolen

  J.nr. 297104

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Pia Allerslev (V) har i mail af 23. februar 2006  på vegne af V, O, C og B anmodet om at få følgende sag på Børne- og Ungdomsudvalgets dagsorden:

 

" V,O,C,B stiller hermed følgende medlemsforslag:

- at der indføres en times mere motion pr. uge i folkeskolen i København fra 1. - 4. klasse.

- at timen ikke blot skal være en ekstra idrætstime, men en motionstime, hvor der er frit valg mellem alle motionsformer, f.eks.: cykling, løb, rulleskøjteløb eller dans og selve den praktiske organisering – enten det skal være 15 min. hver dag eller 1 time én gang om ugen; om det skal være først på dagen, midt på dagen eller sidst på dagen. 

Motivering:

Alle kan efterhånden blive enige om, at det er vigtigt, at alle børn rører sig mere end tilfældet er nu. Derfor vil vi gerne give dem en ekstra mulighed for at få en sund og naturlig tilgang til motion og bevægelse - allerede i de første skoleår og i den almindelige skoletid.

Vi forestiller os, at denne ekstra time ikke nødvendigvis blot skal være en ekstra idrætstime, men en motionstime, hvor man også kunne cykle, tage rulleskøjterne på, eller man kunne bruge dansen som motionsskabende. Især dansen, tror vi, kunne være et rigtig godt supplement til de børn, som ikke er så begejstrede for det konkurrenceelement, der ofte ligger i den traditionelle idræt. Altså et frit valg mellem motionsformer.

Man kunne måske endda forestille sig en "frit-valgs-model", hvor den enkelte elev selv vælger, hvordan de vil bevæge sig. Det væsentlige må være, at de er aktive og bevæger sig, og ikke allerede fra barnsben får en decideret aversion imod at røre sig.

Det skal være op til den enkelte skole at beslutte sig for den endelige organisering af timen. Hvor længe, hvornår og hvem der skal stå for afviklingen. Skal det være en lærer, en pædagog, en forældre, en fra den lokale sportsklub eller andre, der deltager og arrangerer det, må være op til den enkelte skoleleder og de lokale forhold, der gør sig gældende.

Det er afgørende for os, at alle børn kommer til at bevæge sig mere, og ser gerne, at ordningen med tiden kan indføres til alle klasser i folkeskolen."

 

 

 

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 8. marts 2006

 

Udvalget godkendte at forslaget indgår i det samlede task-force arbejde om faglighed i folkeskolen.

 

 

RESUME

Pia Allerslev (V) har i mail af 23. februar 2006  på vegne af V, O, C og B anmodet om, at få følgende sag på Børne- og Ungdomsudvalgets dagsorden om , at der indføres en times mere motion pr. uge i folkeskolen i København fra 1. - 4. klasse.

 

Til top