Gennemførelse af KL-kompas på dagtilbudsområdet
Gennemførelse af KL-kompas på dagtilbudsområdet
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 8. marts 2006
2. Gennemførelse af KL-kompas på dagtilbudsområdet
J.nr. 293542
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
at udvalget tager resultaterne af brugertilfredshedsundersøgelsen til efterretning
RESUME
I samarbejde med Økonomiforvaltningen har den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning gennemført en brugertilfredshedsundersøgelse indenfor dagpasningsområdet i efteråret 2005. Børne- og Ungdomsforvaltningen har behandlet resultaterne og skrevet den endelige rapport.
Resultaterne af undersøgelsen er overvejende positive. Således er 90% af forældrene med børn i daginstitutioner og 100% af forældrene med børn i dagpleje generelt tilfredse. Tilfredsheden er lidt højere end i den tilsvarende Københavnerundersøgelse 2004. Tilfredsheden med dagtilbud er højere i Københavns Kommune end i resten af landet.
SAGSBESKRIVELSE
Af budgetforliget for 2005 i Københavns Kommune fremgår: "at der i den nye budgetmodel skal indgå fastsættelse af målsætninger for produktivitet samt effektmålinger bl.a. ved brug af brugerundersøgelser, f.eks. de målinger af brugertilfredshed som i øjeblikket gennemføres i 6-by regi.".
De målinger der henvises til, er 6-byernes deltagelse i KL-Kompas -undersøgelser i kombination med KLs landsundersøgelse, jf. "Brugertilfredshedsundersøgelse af dagpasning, folkeskole og hjemmehjælp", Maj 2004.
Det blev besluttet på den baggrund at gentage KL-Kompasundersøgelsen fra 2004 (jf. "undersøgelser i 6-bys regi") således at det er muligt at spore en udvikling i resultaterne. Derudover er det valgt at supplere spørgeskemaet i 2005 med mere specifikke spørgsmål på tre områder, der har haft stor bevågenhed i 2004 og 2005: Læreplaner, Pædagogisk Perspektiv Plan og Pasning ved behov.
Undersøgelsen er gennemført ved, at der er udsendt spørgeskema til 2500 forældre med børn i børnehaver, vuggestuer, integrerede institutioner, puljeinstitutioner og dagpleje. Der er indkommet besvarelser på 53% (1327) af de udsendte spørgeskemaer. Svarprocenten på 53% vurderes at være tilfredsstillende, og andelen af besvarelser er højere end ved sidste undersøgelse i maj 2004, hvor den lå på 49%. Forvaltningen har til hensigt at søge at øge svarprocenten ved eventuelle fremtidige undersøgelser selv om svarprocenten er steget i 2005 sammenlignet med 2004.
Undersøgelsen er repræsentativ, da en relativt stor gruppe af respondenter er spurgt. Der passes omkring 28.000 børn i 0-6 års tilbud i Københavns Kommune, og heraf er en relativt stor gruppe søskendebørn. Det vil sige, at man, når man har en respondentgruppe på 1327 familier, har fået direkte svar fra omkring 5% af børnene i dagtilbud. Til sammenligning indgår der i Gallup-undersøgelserne omkring folketingsvalg, som er repræsentative for hele den valgbare befolkning i Danmark, et panel på mellem 1.000 og 2.000 personer.
Hovedkonklusionerne i undersøgelsen er:
· Der er 90% af forældrene med børn i daginstitutioner og 100% af forældrene med børn i dagpleje, der i denne undersøgelse angiver, at de er tilfredse eller meget tilfredse med dagtilbuddet alt i alt. Tilfredsheden generelt i 2005 er både højere end tilfredsheden generelt i København i 2004 og højere end tilfredsheden målt i KLs landsdækkende undersøgelse fra 2005.
· På 9 ud af 10 temaer vedr. det pædagogiske indhold er der tilfredshed fra mindst 2/3 af forældrene med dagtilbuddenes arbejde. Det tema, som scorer den højeste tilfredshed blandt forældrene, er "Evnen til at skabe trivsel for børnene", hvor 86% af forældrene er meget tilfredse eller tilfredse. Der er kun ganske få af forældrene, som angiver, at de ikke ved, hvad der foregår i dagtilbuddene, og der er ved ingen spørgsmål mere end maksimalt 10% af forældrene, som angiver utilfredshed (afs. 6).
· Mens langt de fleste af forældrene er tilfredse med det pædagogiske indhold i deres barns dagtilbud, så kender et flertal af forældrene ikke til kommunens pædagogiske mål og rammer, som definerer dette pædagogiske indhold (afs. 6). Forældrene kender altså ikke de rammer, dagtilbuddene arbejder inden for, men de er tilfredse med aktiviteterne.
· 9 ud af 10 forældre mener, det er vigtigt at have en høj grad af frit valg inden for dagtilbudsområdet. Mere end 2 ud af 3 forældre i Københavns Kommune er tilfredse med deres valgmuligheder mellem forskellige pasningsformer, og lidt over halvdelen er også tilfredse med deres valgmuligheder mellem daginstitutionerne internt. 88 procent af forældrene har fået opfyldt deres individuelle første eller anden prioritet, da de søgte plads til deres barn (afs. 11).
· Der er en relativt stor gruppe af forældre, som synes, de har måttet vente for længe på en plads i dagtilbud i Københavns Kommune. Men utilfredsheden er faldet fra 69% i 2004 til 43% i 2005. Og den angivne utilfredshed er noget større i den gruppe af forældre, som ventede på en plads i Københavns Kommune i årene før, der var pladsgaranti. Således falder antallet af utilfredse forældre, jo yngre børnene i undersøgelsen er (afs. 11).
· Der er cirka 1/3 af forældrene, der er utilfredse, cirka 1/3 af forældrene, der er neutrale og cirka 1/3 af forældrene, der er tilfredse med forældrebetalingstaksten.
I vedlagte rapport gennemgås - på baggrund af de indsamlede rådata – undersøgelsens resultater. I rapportens afsnit 3 præsenteres alle undersøgelsens hovedkonklusioner, mens de efterfølgende afsnit går i dybden med disse konklusioner og analyserer deres betydning.
Det er
højeste prioritet, at dagtilbuddene kender koblingen mellem det daglige
pædagogiske indhold i deres arbejde og kommunens mål og rammer; men det er også
vigtigt, at forældre er klar over, at
der arbejdes ud fra veldefinerede rammer.
Derfor er det på baggrund af denne undersøgelse besluttet, at der ved næste
revision af Pædagogisk Perspektivplan udarbejdes en pjece omkring Pædagogisk
Perspektivplans målsætninger, som udsendes til alle forældre med børn i dagtilbud.
Undersøgelsen
viser at tilfredsheden generelt er steget fra 2004 til 2005. Forvaltningen
opfatter det imidlertid som en væsentlig opgave løbende at søge at højne
tilfredsheden med dagtilbuddene yderligere.
Det
anbefales, at Københavns Kommune gentager herværende undersøgelse eller en
tilsvarende undersøgelse årligt på området, da dette giver mulighed for at
vurdere specifikt, hvordan forældrenes holdninger ændrer sig over tid, og
hvorvidt området udvikler sig på en hensigtsmæssig måde.
Rapporten offentliggøres på Københavns Kommunes hjemmeside og – såfremt den trykkes – fremsendes et eksemplar til hver enkelt institution. Det centrale forældreforum vil endvidere blive orienteret om rapporten.
Økonomi
Den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning har betalt 56.000 kr. til Økonomiforvaltningens Statistiske Kontor for: Trykning af spørgeskema, indsamling og tastning af rådata samt talrapport med sammenligning af rådata med andre rapporter. Økonomiforvaltningen har bidraget med et tilsvarende beløb.
Derudover har den tidligere Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning indgået aftale med egne institutioner om tolkebistand finansieret af lokalcentrenes pulje til tolkning. Forvaltningen har været med til udvikle spørgeskemaet og betale tolkebistand.
Det er Dagtilbudskontoret i Børne- og Ungdomsforvaltningen, der i januar 2006 har skrevet selve rapporten og behandlet de indkomne rådata. Udgifterne til dette er afholdt inden for dagtilbudsområdets ramme. Omregnet til timeløn beløber udgifterne til rapportskrivning sig til ca. 20.000 kr. Det vil sige, at rapporten samlet set, før eventuel trykning, har kostet knap 135.000 kr.
Miljøvurdering
Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over
sager, der skal miljøvurderes
Høring
Ingen bemærkninger
BILAG VEDLAGT
·
"Rapport
om forældrenes tilfredshed med dagpasnings-området i Københavns Kommune 2005".
Peter
Rasmussen
Jan Dehn