Medlemsforslag om suspension af skoledistrikt for ny skole på Nordøstamager
Indstilling
Det foreslås,
1. at nye skoledistrikter ikke oprettes, førend der er størst mulig sikkerhed for, at den nye distriktsskole har en lokalitet, der kan tages i anvendelse under 4 år efter distriktets oprettelse
2. at forvaltningen fremlægger forslag om at suspendere distriktet for den nye skole på Nordøstamager, indtil indskrivningen kan ske i henhold til beslutningen
(Stillet af Enhedslisten)
Motivering
Forældre til de foreløbigt indskrevne elever på Nordøstamager har markeret, at de har meget svært ved at engagere sig i opbygningen af den nye skole fra grunden, fordi det endnu ikke er klart, hvad det er for en lokalitet, skolen skal bygges på. Det vil skabe mindre uro om arbejdet for at få forældre på Nordøstamager til at vælge folkeskolen, og mere ro om forvaltningens arbejde for at finde den rette lokalitet, hvis der ikke ligger et akut forventningspres fra indskrevne elever og deres forældre.
Beslutning
Venstre stillede følgende ændringsforslag:
"At forvaltningen snarest muligt fremlægger en indstilling for udvalget, der belyser konsekvenserne af en eventuel suspension af distriktet for den nye skole på Nordøstamager".
Ændringsforslaget blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 8 medlemmer: A, B, C, F, O og V.
Imod stemte ingen medlemmer.
2 medlemmer undlod at stemme: Ø.
Dermed bortfaldt det stillede medlemsforslag.
Udvalget understregede betydningen af fyldestgørende kommunikation mellem forvaltning og forældre i den videre proces.
Gorm Gunnarsen (Ø) ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Udskydelsen af beslutningen er urimelig, fordi den forlænger uklarheden om fremtiden for forældre og kommende elever i det nugældende distrikt på en måde, der ikke opvejes af de yderligere informationer, der i mellemtiden kan tilføjes beslutningens grundlag".