Mødedato: 07.12.2011, kl. 12:45
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Fortsættelse af ISA (Idræt og Samvær) efter 2011

Udvalget skal tage stilling til, om Idræt og Samvær (ISA) skal fortsætte i 2012.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
  1. at ISA i 2012 finansieres inden for bevillingsområdet Undervisning
  2. at den fremtidige finansiering af ISA indarbejdes som en del Børne- og Ungdomsudvalgets budgetforslag 2013

Problemstilling

Idræt og Samvær (ISA) er et tilbud til foreningsløse børn og unge. Formålet er at give disse børn og unge mulighed for at dyrke forskellige fritids- og idrætsaktiviteter på deres egen skole lige efter skoletid. Aktiviteterne er målrettet børn fra 1. – 5. klasse, som ikke går til andre fritidsaktiviteter: Det er særligt uddannede elever fra skolens ældste klasser, der leder de enkelte aktiviteter. 
 

ISA har både et sundhedsmæssigt og socialt formål og har desuden vist sig at have en stor integrationsfremmende effekt, da over halvdelen af medlemmerne og juniortrænerne har anden etnisk baggrund end dansk. På hver ISA-skole udpeges en af skolens lærere til at koordinere og have opsyn med aktiviteterne. ISA er et tilbud på Ellebjerg/Bavnehøj Skole, Tingbjerg Skole og Lergravsparkens Skole.

Sundheds- og Omsorgsudvalget bad forud for forhandlingerne om budget 2012 Børne- og Ungdomsudvalget om at fremkomme med forslag til initiativer, der kunne indgå i Københavns Kommune nye sundhedspolitik for 2011-2014 – ”Længe leve København”. Videreførelsen af ISA var et af de forslag, som indgik i udvalgets behandling af budgetønsker til budgetforslag 2012 (2011-54115) den 8. 6.11. I det vedtagne budget (BR den 6. oktober 2011) er der ikke afsat midler til denne aktivitet.

ISA er således finansieret i 2011 (første halvdel af skoleåret 2011/2012), mens der ikke er afsat midler til ISA i 2012 og frem. Hvis ISA skal fortsætte som permanent tiltag i 2012, mangler der finansiering til de årlige driftsudgifter på 0,7 mio. kr.

Løsning

ISA er siden sin opstart i 2002 på Ellebjerg og Bavnehøj Skole blevet finansieret som projekt via diverse eksterne puljer og fonde, samt ved at der - for de sidste to års vedkommende - er fundet mindreforbrug på andre rammer i forvaltningen. ISA har vist sig at opfylde et behov i skolernes lokalområde, som et tilbud til børn og unge, der ellers ikke ville deltage i andre aktiviteter i fritiden. Dette kan bl.a. ses af, at ISA ved alle tre skoler har haft en stabil tilslutning over årene på omkring 300 børn og unge pr. år.

I Københavns Kommunes sundhedspolitik for 2011 - 2014 er en af målsætningerne, at flere børn og unge skal være fysisk aktive bl.a. gennem konkrete indsatser, der understøtter mullighederne for organiseret leg og bevægelse på skoler, fritidshjem og klubber i og efter skoletid med særligt fokus på de 10 - 12-årige. ISA vil således være en af de indsatser i BUF, der kan være med til at opfylde denne målsætning.

Derfor foreslår forvaltningen, at der skabes mulighed for, at ISA kan fortsætte på de tre skoler, og at der findes finansiering på forvaltningens egen driftsamme i 2012 samt at ISA medtages på udvalgets liste over budgetønsker vedr. budgetforslag 2013.

Økonomi

Hvis ISA skal fortsætte i 2012 og frem, skal der findes følgende varige finansiering:

Finansieringsbehov for ISA 2012 - 2015

 

2012

2013

2014

2015

Beløb i mio. kr.

0,7

0,7

0,7

0,7


Forvaltningen foreslår, at ISA i 2012 finansieres af forventet mindreforbrug i regnskab 2011 på bevillingsområdet Undervisning, på funktion 3.22.01, som forudsættes overført til 2012. Mindreforbrug på bevillingsområdet Undervisning fremgik af udvalgets behandling af 3. regnskabsprognose 2011 den 23.11.11 (2011-154666).  Det  foreslås, at finansieringen for 2013 og frem indarbejdes i budgetforslaget for 2013.

Videre proces

Hvis forslaget godkendes, kan idrætsprojektet fortsætte i 2012 og forvaltningen vil indarbejde budgetønske i budgetforslag 2013 om finansiering. I modsat fald ophører ISA med udgangen af 2011. 


                            Else Sommer                      /Kristina Koch Sloth

Beslutning

O og V stillede ændringsforslag om at indstillingens 1. at-punkt får følgende ordlyd:

"at ISA i 2012 finansieres inden for bevillingsområdet Undervisning for så vidt angår Ellebjerg / Bavnehøj og Lergravsparkens Skole, mens ISA på Tingbjerg Skole finansieres inden for rammen af det allerede i forvejen kommunalt finansierede fritidstilbud".

Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 2 medlemmer: O og V.

Imod stemte 7 medlemmer: A, F og Ø.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Indstillingen blev herefter godkendt efter afstemning med følgende resultat, idet ISA i 2012 finansieres på bevillingsområdet Undervisning funktion 3.22.01, hvis der ikke findes midler i overførselssagen:

For stemte 7 medlemmer: A, F og Ø.

Imod stemte 2 medlemmer: O og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Karin Storgaard (O) og Cecilia Lonning (V) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: "Vi mener, at det vil være rimeligt at ISA i 2012 finansieres inden for bevillingsområdet Undervisning for så vidt angår Ellebjerg / Bavnehøj og Lergravsparkens Skole, mens ISA på Tingbjerg Skole finansieres inden for rammen af det allerede i forvejen kommunalt finansierede fritidstilbud".
Til top