Mødedato: 07.10.2020, kl. 17:00
Mødested: Rådhuset, Hovedkassen

Konsekvenser af landsretsafgørelse

Udvalget skal tage stilling til forvaltningens redegørelse vedr. organisatorisk og faglig læring i konsekvens af landsretsafgørelsen i sagen om afskedigelsen af en pædagogisk leder på Nørrebro i 2017.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget tager forvaltningens redegørelse vedr. organisatorisk og faglig læring i konsekvens af landsretsafgørelsen til efterretning 

Problemstilling

BUU godkendte d. 17. juni 2020 et medlemsforslag fra SF, om at afholde en drøftelse i udvalget omkring sagsforløbet vedrørende afskedigelsen af en pædagogisk leder på Nørrebro i 2017. Medlemsforslaget indebar beslutning om, "at udvalget drøfter Landsrettens afgørelse i sagen om afskedigelsen af en daginstitutionsleder og at borgmesteren i forbindelse med drøftelsen redegør for a) hvilken læring borgmesteren drager af, at Københavns Kommune har tabt sagen først i Byretten og nu i Landsretten, b) hvordan borgmesteren vil informere om sagen til lederne i institutionerne og c) hvordan borgmesteren vil skabe klarhed om de lokale lederes råderum og hvordan der kan udvikles en kultur, hvor ledere kan fejle og lære af det".

Sagens baggrund er, at en pædagogisk leder på Nørrebro i juli 2017 blev afskediget, da ledelsen havde mistede tilliden til den pædagogiske leders dømmekraft. Den manglende tillid var begrundet i, at den pædagogiske leder ville fastansætte en maler til at male et stakit på institutionen, selvom maleren i ultimo 2016 var dømt for at besidde og videregive børneporno. Det var samtidig ledelsens oplevelse, at den pædagogiske leder ikke udviste en betryggende refleksion i forhold til hendes vurdering af sagen eller udviste vilje til at acceptere andre perspektiver på sagen.

Efter afskedigelsen i juli 2017 stævnede FOA Københavns Kommune, da organisationen mente, at afskedigelsen var uberettiget. Sagen er efterfølgende blevet behandlet i både By- og Landsretten, hvor den pædagogiske leder begge gange er blevet tilkendt en godtgørelse af Københavns Kommune, da det er blevet vurderet fra begge domstole, at afskedigelsen ikke var proportional, og at der burde været blevet overvejet en mindre indgribende sanktion.

BUU er tidligere blevet orienteret skriftligt om sagen på BUU-mødet den 14. august 2019 efter byretsdommen og igen på BUU-mødet den 17. juni 2020 efter landsretsafgørelsen. Derudover besluttede BUU på udvalgsmødet den 11. oktober 2017, at der skulle gennemføres en uvildig undersøgelse af arbejdet med børneattester i BUF. BUU blev skriftligt orienteret om Intern Revisions undersøgelse på BUU-mødet den 29. august 2018.

Løsning

Kompetence og ansvar på personaleområdet

I henhold til kommunestyrelsesloven §18, stk. 3 varetager Økonomiudvalget den umiddelbare forvaltning af kommunens løn- og personaleforhold. Tilsvarende fremgår det af styrelsesvedtægten for Københavns Kommune, som fastlægger de enkelte udvalgs ressort, at Økonomiudvalget” varetager den umiddelbare forvaltning af løn- og personaleforhold inden for ethvert af kommunens administrationsområder”.

Det indebærer, at Økonomiudvalget er kommunens personaleudvalg, og drøftelser af principielle retslige afgørelser på personaleområdet, herunder kommunens eventuelle læring, derfor bør ske i Økonomiudvalget.

Det betyder, at Børne- og Ungdomsforvaltningen har ledelsesretten i de enkelte personalesager. Men når sager bliver af principiel karakter, er kompetencen placeret under Økonomiudvalget, da sagen forventes at have betydning for den fremtidige sagshåndtering på tværs af kommunens administrationsområder. 

Børne- og Ungdomsborgmesteren har det overordnede ansvar for forvaltningens virksomhed, men har derudover ikke et særligt ansvar i denne type sager, da ansættelse og afskedigelse af personale uden direkte reference til direktionen sædvanligvis varetages af den administrerende direktør (med mulighed for yderligere delegation).

Faglig og organisatorisk læring som følge af sagen 

Generelt er det vanskeligt at uddrage overordnet organisatorisk eller faglig læring af personalesager, da de ofte udspringer af en helt konkret situation. Hvordan denne type sager udvikler sig, er typisk vanskeligt at forudse. I det konkrete tilfælde opstod der ved den juridiske behandling af sagen en række spørgsmål af helt principiel karakter, som har betydning for den fremtidige personalejuridiske håndtering af kommunens tjenestemandssager. Sagens principielle karakter lå primært i, at domstolene gik ret langt ind i selve skønsudøvelsen, hvor praksis ellers har været at man overlod skønnet til myndigheden og respekterede myndighedens skøn.

Det var baggrunden for, at sagen blev anket til Landsretten, og det giver ikke i sig selv anledning til organisatorisk eller faglig læring i forvaltningen. Forvaltningen vurderer ikke, at den konkrete sag kan tages som et udtryk for, at der generelt blandt lederne hersker tvivl om, hvordan lederne skal håndtere og udøve deres ledelsesmæssige skøn i relation til straffeattester- og børneattester, herunder deres ledelsesmæssige råderum i den sammenhæng.

Der er generelt er en klar forståelse blandt de pædagogiske ledere om retningslinjerne vedrørende vurdering og håndtering af børneattester. Dette blev bekræftet af Intern Revisions undersøgelse af arbejdet med børneattester i BUF, som BUU besluttede at få gennemført på udvalgsmødet den 11. oktober 2017. Undersøgelsen konkluderer, at lederne har kendskab til retningslinjerne omkring børneattester, og at lederne oplever retningslinjerne som tydelige og klare.

Det er forvaltningens opfattelse, at der i BUF hersker en åben og tillidsbaseret kultur, hvor ledere kan dele deres tvivl og opsøge ledelsesmæssig og faglig sparring med deres nærmeste leder, kollegaer eller fagkonsulenter. Sagen understreger vigtigheden af, at der fremadrettet fortsat er fokus på at vedligeholde og styrke en kultur omkring ledelsesdialogen, hvor der er en åben dialog med plads til refleksion fra de involverede. Og at der samtidig er en kultur, hvor ledere skal være parate til at acceptere andre perspektiver på, hvordan konkrete sager og situationer skal håndteres, end deres egen. Derfor understreger sagen også vigtigheden af, at forvaltningen forsat er opmærksomme på at dokumentere og reagere på situationer, hvor dette ikke er tilfældet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

-

 

Tobias Børner Stax                    /                                            Nina Hemmersam

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 7. oktober 2020:

Indstillingen blev taget til efterretning efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 7 medlemmer: A, B, C, V  og Niko Grünfeld (Frie Grønne, Danmarks Nye Venstrefløjsparti).

Ingen medlemmer stemte imod.

4 medlemmer undlod at stemme: F, O og Ø.

Til top