Trivselsundersøgelsen 2017 for ansatte i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at udvalget drøfter trivselsundersøgelsen og forvaltningens fem fokusområder (ledelse, indflydelse, støj og uro, vold og trusler samt enheder og faggrupper med lav eller faldende trivsel) i arbejdet med at fastholde og fremme trivslen hos medarbejderne i BUF
2. at udvalget tager orientering om opfølgningsproces på trivselsundersøgelsen 2017 til efterretning
Problemstilling
Trivselsundersøgelsen 2017 viser, hvordan trivslen er blandt alle ansatte i Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), og med en svarprocent på 80 % giver det et godt billede. Samlet set er der fremgang i trivslen på samtlige ti temaer (se bilag 2). BUF er i 2017 den forvaltning i kommunen, der har haft den største fremgang i trivslen. I 2015 var BUF den forvaltning, hvor trivslen var faldet mest. Udviklingen i BUF går dermed i den rigtige retning. Det er lærerne, der har den største fremgang i trivslen sammenlignet med de øvrige faggrupper i BUF (se bilag 1).
Den gode fremgang i trivslen i BUF vidner om, at det kontinuerlige arbejde med og indsatser i forhold til trivsel virker. Det arbejde ønsker forvaltningen at fortsætte i tæt dialog med MED organisationen. Undersøgelsen viser en stigning i omfanget af vold og trusler og det kalder på indsatser. Der er også en spredning i trivselsresultaterne mellem enheder og forskellige faggrupper, som viser, at der er behov for en fokuseret indsats der, hvor trivslen er lavest eller faldende.
Løsning
I BUF har den enkelte arbejdsplads ansvaret for at følge op på trivselsundersøgelsen lokalt. TRIO’er og MED-udvalg tager hånd om trivselsundersøgelsens resultater og udarbejder en Arbejdspladsvurdering (APV) med tilhørende handlingsplan. De enkelte enheder kan i fornødent omfang inddrage Arbejdsmiljø København, trivsel-taskforce eller anden hjælp og support fra forvaltningen.
MED-organisationen bruges aktivt i opfølgningen på trivselsundersøgelsen og i forbindelse med drøftelsen af Arbejdsmiljøredegørelsen i HovedMED, blev der peget på 3 fokusområder for BUFs arbejde med trivsel; arbejdsfællesskaber, støj og uro og vold og trusler. Arbejdspladsen i Fokus (investeringsforslag godkendt BR 28. april 2016) understøtter arbejdet med de tre fokusområder.
Konkret vil forvaltningen bruge data og viden fra trivselsundersøgelsen i ledelsesdialoger og til at identificere arbejdspladser, faggrupper eller generelle problemstillinger, hvor der er behov for en særlig indsats.
De gode resultater i årets trivselsundersøgelse kan tilskrives den store indsats som medarbejderne og lederne i fællesskab har arbejdet med siden 2015. På baggrund af trivselsundersøgelsen i 2015 identificerede forvaltningen 3 temaer (BUU 29. april 2015), der havde særlig stor indflydelse på trivsel:
-
Ledelse
-
Indflydelse og arbejdsfællesskaber
-
Støj og uro
Der er i de seneste to år arbejdet systematisk med ledelse, indflydelse og støj og uro, og det er forvaltningens vurdering, at der også fremadrettet skal arbejdes med temaerne. Udover disse temaer peger dette års trivselsundersøgelsen på yderligere to fokusområder.
4. Vold og trusler
5. Enheder og faggrupper med lav eller faldende trivsel
Ledelse
Gennem arbejdet med klyngeledelsesprofilen, skoleledelsesprofilen og ledelsesprofil for andre chefer i forvaltningen er der i BUF sat en retning for god ledelse, jf. også BUU-mødet den 23.11.16, hvor udvalget havde en temadrøftelse om dygtige ledelser. Da medarbejdernes vurdering af ledelsen har stor betydning for deres trivsel, er der behov for fortsat at arbejde med at udfolde god ledelse. Særligt faglig og nærværende ledelse samt sparring og feedback skal udvikles.
Indflydelse og arbejdsfællesskaber
I BUF arbejdes der særligt med indflydelse for medarbejderne via MED-systemet, hvilket fungerer godt rigtig mange steder. Med Arbejdspladsen i Fokus er arbejdsfællesskaber omdrejningspunktet for udviklingen på dette område i BUF. Indsatsen har fokus på at tydeliggøre den fælles kerneopgave og, gennem inddragelse af medarbejdere og ledere på den enkelte arbejdsplads, fremme medansvar og ejerskab i forhold til forandringer og udvikling. Det betyder, at medarbejderne både oplever inddragelse og mening i arbejdet.
Resultaterne fra trivselsundersøgelsen viser, at BUF scorer højest i kommunen på spørgsmål om indflydelse, samt om medarbejderen har tillid til ledelsens udmeldinger og oplever, at ledelsen har tillid til, at medarbejderen gør et godt stykke arbejde.
Støj og uro
I BUF er der iværksat flere tiltag, der skal forbedre arbejdsmiljøet på arbejdspladserne. Siden 2007 har lærere og pædagoger peget på generende støj som et hovedproblem i forhold til det fysiske arbejdsmiljø. Samtidig viser danske og udenlandske undersøgelser, at støj og dårlig akustik er en væsentlig hindring for børns trivsel og læring. Oplevelsen af at kunne udføre sit arbejde uden at være generet af støj og uro er forbedret med 0,3 siden 2015. Det hænger sandsynligvis sammen med den helhedsorienterede indsats i forhold til arbejdsmiljø på en række arbejdspladser, der både involverer forbedring af akustikken, pædagogik og arbejdets organisering. BUF ønsker derfor at fortsætte arbejdet med støjprojekter og -indsatser samt uddannelsesinitiativer, der imødegår støjgener.
Gennem ”Arbejdspladsen i Fokus” etableres der samarbejder mellem forvaltningen, skoler og institutioner, der gennem en helhedsorienteret tilgang udvikler løsninger, der styrker og udbygger: stærke arbejdsfællesskaber, effektiv arbejdstilrettelæggelse samt godt fysisk og psykisk arbejdsmiljø.
Vold og trusler
Resultaterne fra årets trivselsundersøgelse viser desværre, at omfanget af vold og trusler er steget fra 7 pct. i 2015 til 9 pct. i 2017, hvilket indikerer, at det er et område, som forvaltningen fortsat skal have fokus på. Omfanget af vold og trusler er særligt udbredt på specialskoler og (special)fritidsinstitutioner. Der tilbydes kompetenceudvikling på skoler og institutioner i forhold til at arbejde konkret med konflikthåndtering og forebyggelse af vold og trusler. ”Arbejdspladsen i Fokus” vil desuden fokusere på at udvikle løsninger, der kan medvirke til at mindske vold og trusler på den enkelte arbejdsplads.
Enheder og faggrupper med lav eller faldende trivsel
Forvaltningen vil generelt have et særligt fokus på de enheder og faggrupper, hvor trivslen er lav eller faldende. Indsatserne skal primært foregå gennem ledelse, MED-systemet og tiltag som ”Arbejdspladsen i Fokus”. Derudover skal der etableres læring med udgangspunkt i de enheder, som lykkes med at skabe høj trivsel for medarbejderne. Som det fremgår af bilag 1 er trivslen generelt faldende hos specialarbejderne (gårdmænd) og hos sundhedsplejen. Disse to faggrupper er eksempler på, hvor forvaltningen vil have et særligt fokus på at forbedre trivslen.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen er løbende i dialog med faggrupper og MED-organisationen, hvor der arbejdes med at kvalificere strategiske initiativer og indsatser, der kan fastholde og fremme trivslen hos medarbejdere i skoler og institutioner. Trivselsundersøgelsens resultater er drøftet med HovedMED og som led i den årlige arbejdsmiljødrøftelse er der også her drøftet fokusområder. Forvaltningen vil i de kommende måneder udarbejde analyser, der kan bidrage både til indsatsen for at fastholde trivsel og som kan bruges i ledelsesdialoger.
Næste trivselsundersøgelse for kommunens ansatte iværksættes i 2019.
Tobias Børner Stax /Nina Hemmersam
Beslutning
Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet.
Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning.