Mødedato: 07.06.2017, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Behovsprognose 2017

Se alle bilag
Udvalget skal drøfte behovsprognosen for 2017, der er grundlaget for det fremtidige kapacitetsbehov vedr. skole, dag-, fritids-, og klubtilbud, specialområdet og tandlægetilbud.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget drøfter behovsprognosen for 2017 vedr. skole, fritidstilbud, dagtilbud, klubtilbud, specialtilbud og tandplejetilbud

Problemstilling

De seneste 10 år er byen vokset markant, og kommunen har udvidet kapaciteten med mange nye skolespor og institutioner for at få plads til børnene.

Pr. 1. januar 2017 var der knap 97.000 børn i 0-15 års alderen i København. Befolkningsprognosen viser, at byen i de næste 10 og 20 år forventes at vokse med hhv. 19.000 børn og 33.000 børn i 0-15 års alderen.

Behovsprognosen for 2017 angiver, hvor mange nye spor, grupper og pladser, der skal skabes plads til fremover. Prognosen viser, at befolkningstilvæksten særligt på skole- og dagtilbudsområdet medfører store kapacitetsmæssige udfordringer på kort såvel som lang sigt.

Behovsprognosen tager udgangspunkt i befolkningsprognosen, som udarbejdes af Økonomiforvaltningen. I beregningen af behovet kombineres befolkningsprognosen med tal for søgningen til folkeskolerne, fritidstilbuddene, dagtilbuddene og visitationen til specialtilbuddene. Jo længere frem prognosen skal forudsige udviklingen, jo mere behæftes forudsigelserne med usikkerhed. Generelt planlægges der løsninger med udgangspunkt i prognosen ca. 20 år frem (2037). Se teknisk bilag for flere detaljer bag beregningerne (bilag 2).

Løsning

For at håndtere udfordringerne er det vigtigt, at planlægningen af den nødvendige kapacitetsudvidelse sker i god tid og med udgangspunkt i de særlige behov, der er i forskellige dele af byen. Det er afgørende, at der er de nødvendige byggegrunde for at kommende byggerier ikke forsinkes,  idet anlægstiden forøges med ca. 2 år, hvis der mangler en byggegrund. I planlægningsfasen er borger- og brugerinddragelse desuden væsentligt for at nå frem til det konkrete byggeri, der skal opføres. Planlægningsfasen skal sikre gennemarbejdede beslutningsoplæg til budgetforhandlinger mv.  Arbejdet sker i et tæt samarbejde med andre forvaltninger fra det overordnede planarbejde i kommuneplanen til de konkrete løsninger med lokalplaner, grundkøb og forslag til byggeri. Et skolebyggeri tager typisk 5 år fra planlægningsfasen starter til ibrugtagning, mens en daginstitution typisk tager 3 år for samme periode. 

Nedenfor gennemgås behovet for ny kapacitet på børne- og ungdomsområdet. På BUU-mødet vil gennemgangen blive suppleret med et oplæg (bilag 1), der også skitserer anlægsønsker til budget 2018. På udvalgets budgetseminar II til august vil der være en gennemgang af anlægsplanen, der anviser mulige løsninger på udfordringerne.

Skolespor inkl. fritidstilbud

I forhold til den nuværende kapacitet og vedtagne udvidelser er der i 2027 et merbehov på 16 skolespor, jf. tabel 1. I 2037 er der et behov for 42 nye skolespor, der frem mod 2050 falder til 31.

Kapacitetsudfordringen på skoleområdet er størst på Vesterbro / Kgs. Enghave og Amager på både kort og lang sigt.

Tabel 1.  Behov for kapacitetsudvidelse på skoleområdet

Område

2027

2037

2050

Valby

2

4

3

Vesterbro / Kgs. Enghave

4

8

8

Amager

7

16

14

Brønshøj

0

2

0

Vanløse

-1

0

-2

Østerbro

0

3

4

Indre By

1

4

3

Bispebjerg

-1

0

-1

Nørrebro

4

5

2

København

16

42

31

Anm.: Ved opførelser af et skolespor anlægges samtidigt 112 fritidstilbudspladser. Negativt behov betyder, at der er overskud af kapacitet. 

­Daginstitutionsgrupper

I forhold til den nuværende kapacitet og vedtagne udvidelser er der i 2021 brug for at kunne tage 175 nye daginstitutionsgrupper i brug, jf. tabel 2. I 2037 forventes behovet for dagtilbudsgrupper at være 536 grupper faldende til 452 i 2049. På dagtilbudsområdet er behovet størst på Amager.

Tabel 2. Behov for kapacitetsudvidelser for dagtilbud

 

2021

2027

2037

2049

Amager

74

179

208

191

Bispebjerg

12

31

19

7

Brønshøj

12

38

37

21

Indre By

-1

21

28

32

Vesterbro / Kgs. Enhave

14

58

73

63

Valby

29

60

60

35

Vanløse

5

19

10

-3

Nørrebro

19

46

24

-4

Østerbro

11

56

77

110

Børnegrupper i alt

175

508

536

452

Anm.: Negativt tal betyder, at der er overskud af kapacitet, som kan anvendes til at dække behov i andre bydele. Behovet er opgjort efter spidsbelastningen i foråret, og der vil derfor være mindre behov for grupper i resten af året.

Klubber

På klubområdet viser prognosen, at der i dag er et tilstrækkeligt antal pladser i forhold til at sikre pladsgarantien for 10-11-årige klubbørn, men der er indskrevet godt 600 10-13-årige børn mere, end klubberne er normeret til. På nuværende tidspunkt håndteres situationen ved brug af individuelle 1-årige aftaler med klubberne om at merindskrive i den eksisterende bygningsmasse.

Hvis behovet opgøres for alle de 10-13-årige, mangler der ca. 5.050 pladser i 2037. Den nuværende løsning med merindskrivning vil derfor ikke kunne løse kapacitetsbehovet på længere sigt. Behovet for klubpladser med pladsgaranti (10-11-årige) er stort set dækket frem til 2050

Specialområdet

Behovet for særlige dagtilbud og basispladser forventes at være dækket frem til hhv. 2020 og 2022. Frem mod 2037 skal der etableres 45 nye pladser til særlige dagtilbud og 47 nye basispladser

På specialklubområdet er der tilstrækkelig kapacitet frem til 2021/2022. Frem mod 2037 stiger behovet for nye pladser til 82.

På specialundervisningsområdet er der tilstrækkelig kapacitet til skoleåret 2017/18. I 2018/19 forventes der at være mangel på kategori 3 og 4 pladser, og forvaltningen vender tilbage med løsninger på mangel af pladser til disse børn. Frem mod 2037 stiger behovet for nye pladser til specialundervisning til 428.

Tandlæge

Behovet for kapacitet af tandlægestole er dækket frem til og med 2029. Fra 2029 og frem mod 2040 skal der findes kapacitet til ca. 11 nye tandlægestole.

Økonomi

De konkrete anlægsønsker til budget 2018 inkl. økonomi, der er affødt af behovsprognosen, vil kunne findes under sager til efterretning på BUU-mødet den 16.8.2017.

Videre proces

Anlægsønskerne til budget 2018 drøftes på udvalgets budgetseminar II i august forud for budgetforhandlingerne.

Tobias Børner Stax              /Sti Andreas Garde

 

Beslutning

Behovsprognosen blev drøftet, idet udvalget havde en række ønsker til drøftelse på udvalgets budgetseminar i august.
Til top