B-sag: Høring om implementering af anbefalinger fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at udvalget godkender indstillingen som udvalgets høringssvar til Beskæftigelses- og Integrationsudvalget om implementering af anbefalinger fra ekspertgruppen til forebyggelse af social kontrol
Problemstilling
For at kvalificere og styrke Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens indsats mod social kontrol nedsatte Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i efteråret 2016 en ekspertgruppe, der skulle udarbejde anbefalinger til en fremadrettet indsats på området. Ekspertgruppens anbefalinger skal overordnet bidrage til målsætningen i Københavns Integrationspolitik 2015-18 om, at andelen af københavnere, der er udsat for social kontrol, skal falde. Arbejdet har resulteret i en rapport med 12 anbefalinger og et forslag til implementering, se bilag 1, som Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 22.5.17 har sendt til høring i Børne- og Ungdomsudvalget, Kultur- og Fritidsudvalget og Socialudvalget.
Løsning
Forvaltningen genkender ekspertgruppens vurdering af problemets aktualitet, og bakker overordnet set op om ekspertgruppens anbefalinger samt implementeringen af disse. Forvaltningen har enkelte bemærkninger til henholdsvis anbefalingerne og forslaget til udmøntning af midlerne. Forvaltningen gør opmærksom på, at det ikke har været muligt at nå at inddrage de praktikere, som dagligt arbejder med problemstillingen, i besvarelsen af høringen.
Ekspertgruppens anbefalinger
Medarbejdere på dag-, fritids- og klubtilbudsområdet samt på folkeskolerne i Børne- og Ungdomsforvaltningen arbejder dagligt med børnenes og de unges demokratiske dannelse og med fremme af deres alsidige udvikling og evner til at tage stilling og handle. Dette er nogle af grundpillerne i alt arbejdet med børn og unge og fremgår af institutionernes formålsbestemmelser. Det er derfor vigtigt, at arbejdet mod social kontrol ikke bliver en løsrevet opgave for nogle særlige medarbejdere, men derimod en opgave der er sammentænkt med det øvrige pædagogiske arbejde, og en opgave alle medarbejdere er ansvarlige for. Forvaltningen er derfor enig i vigtigheden af, at ekspertgruppens anbefalinger skal ligge i forlængelse af eksisterende lokale tiltag. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen anbefaler, at den nuværende indsats med elever i udskolingen udvides til også at omfatte mellemtrinnet (anbefaling 1), hvilket forvaltningen bakker op om, da det er vigtigt at udvikle tilbud målrettet denne yngre målgruppe. Derudover bør nævnes, at anbefaling 3 om øget inklusion af forældre i dagtilbud og skole ligger i forlængelse af BUF’s pejlemærke for pædagogisk kvalitet i dagtilbud. Det er således et indsatsområde forvaltningen har stort fokus på.
I forhold til anbefaling 7 om minoritetsrådgivere på skoler, som der ikke er prioriteret midler til, er det vigtigt, at opgaven ikke tilfalder få medarbejdere, men indtænkes i opkvalificeringen af fagpersoner, som beskrevet i anbefaling 6, samt i det forebyggende samarbejde med de øvrige forvaltninger.
Implementering af anbefalingerne
Forvaltningen bakker op om prioriteringen af midlerne til implementeringen af anbefalingerne med nedenstående bemærkninger.
Forvaltningen er enig i prioriteringen af udmøntningen af anbefaling 2 om øget samarbejde mellem kommune og friskoler og at de eksisterende skoleindsatser udbredes til friskoler. Ift. at tilknytte skolesocialrådgivere til friskolerne er der dog en ressourceudfordring, da målet for indsatsen er at nå minimum fem friskoler, idet der er et væsentligt højere antal friskoler, som har denne udfordring.
Til udmøntningen af anbefaling 6 om kompetenceudvikling af fagpersoner, er det vigtigt at denne opkvalificering indtænkes i eksisterende opkvalificeringsfora, f.eks. skoleportalerne Åben Skole og BUF Akademi. Derudover foreslår forvaltningen, at det planlægges at kompetenceudvikling af medarbejdere fra skolerne sker primært i efteråret 2018, da det kommende skoleår allerede er planlagt.
Slutteligt bemærker forvaltningen, at indsatserne i anbefaling 5 om videreudvikling af modellen fra 2016 med SSP, er meget vigtig, selv om at denne p.t. ikke er prioriteret i forslaget til implementering.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser for BUU.
Videre proces
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget skal behandle høringssvarene på mødet den 28. august 2017.
Primo 2018 forelægges Beskæftigelses- og Integrationsudvalget status på implementering af indsatserne mod social kontrol via afrapportering på Integrationshandleplan 2017-18.
Tobias Børner Stax /Mette Seneca Kløve
Beslutning
Indstillingen blev godkendt, idet ungeråd og elevråd i videst muligt omfang bør indtænkes i den styrkede indsats målrettet unge (anbefaling 1).
A, B, F og Ø tilkendegav opbakning til både ændringsforslag og protokolbemærkning som fremgår af beslutningsprotokollen i tilknytning til sagens behandling i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget den 22. maj 2017.