Mødedato: 07.06.2006, kl. 08:15

DKO

Se alle bilag

DKO

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 7. juni 2006

 

 

6.      DKO

  J.nr. 268341

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne - og Ungdomsudvalget,

 

at      Børne- og Ungdomsudvalget som bestyrelse for fonden Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse godkender forslag til ny fundats for fonden Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse.

 

at      Børne- og Ungdomsudvalget som fondsbestyrelse bemyndiger Børne- og Ungdomsforvaltningen til at iværksætte de nødvendige skridt til omdannelse af fonden som følge af, at fonden overgår fra at være omfattet af lov om almene fonde til lov om erhvervsdrivende fonde, herunder indhente erklæring fra revisor.

 

Børne– og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne– og Ungdomsudvalget, at udvalget overfor Borgerrepræsentationen indstiller,

 

at      Borgerrepræsentationen vælger ny bestyrelse ved førstkommende møde i Borgerrepræsentationen.

 

 

 

RESUME

Den stadig faldende efterspørgsel efter pladser med den indholdsmæssige profil, som Det Kongelige Opfostringshus repræsenterede, har nødvendiggjort en udvikling af Det Kongelige Opfostringshus aktiviteter.

 

Forvaltningen foreslår, at der etableres et observationssted med kommunal specialundervisning efter folkeskolelovens § 20, stk. 1, i forbindelse med Det Kongelige Opfostringshus. Herved sikres, at Det Kongelige Opfostringshus fortsat har et undervisningsmæssigt formål i forhold til børn og unge, og samtidig sikres, at der er det fornødne antal børn til, at Det Kongelige Opfostringshus fortsat kan drives i fremtiden.

 

De hidtidige aktiviteter har juridisk fundet sted i fonden Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelses regi. På denne baggrund , er det – for at opnå den mindst mulige ændring – ønsket, at de fremtidige aktiviteter i videst muligt omfang finder sted i den selvejende institutions regi. Forvaltningen og kommunens advokat har været i dialog med Undervisningsministeriet herom.

 

Specialundervisningen og de pædagogiske foranstaltninger skal tilbydes eleverne i kommunens regi i forhold til den påtænkte model som observationssted ifølge tilkendegivelse fra Undervisningsministeriet; men det er tanken fortsat  at lade så mange øvrige aktiviteter som muligt foregå i Det Kongelige Opfostringshus' og Den Thorupske Stiftelses regi. Forslaget til ny fundats er udformet på den baggrund.

 

Forslag til ny fundats er godkendt af Civilstyrelsen. Det foreslås, at fondens bestyrelse kommer til at bestå af 5 medlemmer. Medlemmer foreslås valgt for en valgperiode svarende til valgperioden for Borgerrepræsentationen. 

 


SAGSBESKRIVELSE

Baggrund

Det Kongelige Opfostringshus blev oprettet af Frederik V ved fundats og anordning af den 29. juni 1753. Ved kongelig reskript af 4. april 1781 bestemtes det, at Opfostringshuset skulle bestyres af Københavns Magistrat. Opfostringshuset blev efterfølgende underlagt Københavns Magistrats 1. Afdeling, hvis arvtager efter ændringen af kommunens styrelse er Borgerrepræsentationens Børne - og Ungdomsudvalg.

 

Det Kongelige Opfostringshus' undervisningsmæssige og sociale aktiviteter er flere gange blevet tilpasset siden oprettelsen i 1753. Den hidtil gældende fundats for fonden er fra 1966 med ændring i 1971. Denne fundats vedlægges som bilag 1. 

 

Københavns Kommune og ledelsen af skolen på Det Kongelige Opfostringshus konstaterede gennem en længere periode et fald i efterspørgslen efter pladser på Det Kongelige Opfostringshus. Det Kongelige Opfostringshus' personale udviste en ihærdig indsats for ved opsøgende arbejde at opnå indskrivning af flere elever. Det måtte imidlertid konstateres, at der ikke blev efterspurgt et tilstrækkeligt antal pladser med den indholdsmæssige profil, som Det Kongelige Opfostringshus repræsenterede, og dette forventedes ikke at bedre sig i fremtiden.

 

Elevtallet nåede i sommeren 2004 ned på et antal, hvor det hverken var pædagogisk eller økonomisk forsvarligt at fortsætte den hidtidige drift. Københavns Kommune var derfor nødsaget til at opsige driftsaftalen med Det Kongelige Opfostringshus. Alle børn blev derfor overført til andre pædagogiske og undervisningsmæssige tilbud, hvor de har et passende antal jævnaldrende kammerater at være sammen med. I dag varetages alene viceværtfunktionen for at passe på fondens ejendomme.

 

Med henblik på at udvikle Det Kongelige Opfostringshus har det daværende Uddannelses– og Ungdomsudvalg ansøgt Civilstyrelsen om ændring af fundatsen for Det Kongelige Opfostringshus. Forslag til ny fundats foreligger nu til endelig godkendelse i Børne– og Ungdomsudvalget.

 

Fondens ledelse

Københavns Kommune, Børne– og Ungdomsudvalget er bestyrelse for Det Kongelige Opfostringshus, indtil der er fundet en afklaring af fondens fremtid. Denne konstruktion er godkendt af Civilstyrelsen og indebærer, at udvalget har haft bemyndigelse til at udforme forslag til ændring af fundatsen, herunder ændring af bestyrelsesbestemmelsen.

 

Beslutninger om fondens forhold efter Borgerrepræsentationens valg af ny bestyrelse træffes af den nye bestyrelse, som vælges i henhold til den nye fundats. Udvalgets ledelse af fonden ophører ved valget af ny bestyrelse. Den nye bestyrelse skal bl.a. tage stilling til de økonomiske mellemværender mellem kommunen og fonden, jf. nedenfor.

 

Forvaltningens oplæg til fremtidig anvendelse af Det Kongelige Opfostringshus

Opfostringshuset er juridisk en selvejende institution (en fond), hvis fulde navn er Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse. Ændringerne i fondens aktiviteter nødvendiggør en ændring i fundatsen. 

 

Det er forvaltningens opfattelse, at der bør etableres kommunal specialundervisning efter folkeskolelovens § 20, stk. 1, i forbindelse med Det Kongelige Opfostringshus. På denne måde kan det sikres, at Det Kongelige Opfostringshus fortsat har et undervisningsmæssigt formål i forhold til børn og unge, og det kan samtidigt sikres, at der er det fornødne antal børn til, at Det Kongelige Opfostringshus fortsat kan drives i fremtiden.

 

De hidtidige aktiviteter har juridisk fundet sted i fonden Det Kongelige Opfostringshus' og Den Thorupske Stiftelses regi. Da aktiviteterne hidtil har fundet sted i fondens regi, er det – for at opnå den mindst mulige ændring – ønsket, at de fremtidige aktiviteter i videst muligt omfang finder sted i den selvejende institutions regi. 

 

Specialundervisningen og de pædagogiske foranstaltninger i observations-stedet skal efter tilkendegivelse fra Undervisningsministeriet tilbydes eleverne i kommunens regi; men det er tanken fortsat at lade så mange aktiviteter som muligt  foregå i Det Kongelige Opfostringshus' og Den Thorupske Stiftelses regi. Dette vil i sagens natur have betydning for størrelsen af det vederlag, som fonden skal have for at stille ydelserne til rådighed.

 

For det første er det tanken, at fonden Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse skal udleje fondens lokaler til kommunen. Herudover er det tanken, at fonden forestår eventuelle nødvendige ombygninger samt etablerer afskærmning mod vej og sø. Legepladserne skal ligeledes ombygges, så de kommer til at passe til de yngre elever, som vil være observationsstedets målgruppe.

 

Det er tanken, at fonden Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse forestår bygningsdriften. Det indebærer at pedel/havemand samt køkken og rengøringspersonale ansættes af fonden.

 

Forvaltningen har indledt en sonderende dialog med Helsingør Kommune om etablering af samarbejde om tilsyn med observationsstedet og om henvisning af elever til undervisning. Forvaltningen forventer ingen problemer med at opnå en ordning med Helsingør Kommune herom.

 

Fondens fremtidige fundats

Civilstyrelsen har ved skrivelse af 3. maj 2006 godkendt det daværende Uddannelse– og Ungdomsudvalgs forslag til fundats for Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse. Civilstyrelsen har bl.a. lagt vægt på, at stiftelsen også fremover vil varetage børn og unges vel.

 

Fundatsen for Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse fremlægges herved til bestyrelsens godkendelse.

 

Fundatsen vedlægges som bilag 2.

 

Som følge af, at fonden vil udleje fast ejendom, bliver fonden omfattet af lov om erhvervsdrivende fonde. Dette indebærer blandt andet, at der skal fastsættes en grundkapital for fonden, og at en statsautoriseret eller registreret revisor skal afgive erklæring om størrelsen af grundkapitalen.

 

Når revisor har afgivet erklæring om grundkapitalen, forelægges fundatsen med angivelse af grundkapital til bestyrelsens underskrift.

 

Med hensyn til fondens ledelse etableres der en ny bestyrelse, som sammensættes af:

 

1.      en formand, som skal være uafhængig af Københavns Kommune og være jurist med indsigt i fondsforhold, valgt af Borgerrepræsentationen

2.      to medlemmer valgt af Borgerrepræsentationen blandt medlemmer af ressortudvalget

3.      to medlemmer, som skal være uafhængige af Københavns Kommune, valgt af Borgerrepræsentationen.

 

Forvaltningen finder det væsentligt, at Københavns Kommune fortsat har indsigt i fondens forhold. Ved "uafhængig af Københavns Kommune" menes, at den pågældende ikke må være medlem af Borgerrepræsentationen eller ansat i Københavns Kommune. Det er vigtigt, at der ikke kan rejses nogen som helst tvivl, om formandens og de under 3) nævnte 2 medlemmer af bestyrelsens uafhængighed af kommunen.

 

Når fondens bestyrelse skal træffe beslutninger om forhold, hvor Københavns Kommunes interesser kan være stridende mod fondens interesser, vil beslutningen alene blive truffet af de 3 bestyrelsesmedlemmer, som er uafhængige af kommunen, idet de 2 medlemmer af Børne- og Ungdomsudvalget i så fald vil være inhabile. De øvrige 3 bestyrelsesmedlemmer er tilstrækkelig til, at bestyrelsen vil være beslutningsdygtig.

 

Efter fundatsen skal formanden være uafhængig af kommunen og være jurist med indsigt i fondsforhold.

 

Ændringsprocessen er juridisk kompliceret, og forvaltningen foreslår, at professor på Syddansk Universitet, Søren Friis Hansen, med speciale i selskabs – og fondsret, udpeges som formand.  Søren Friis Hansen er ubestridelig uafhængig af kommunen og har en stor fagkundskab med hensyn til fonde.

 

Da det indstilles, at fonden skal have en professionel formand, findes det rigtigt, at denne – modsat de øvrige politisk valgte medlemmer – vederlægges for sit arbejde. De øvrige medlemmer foreslås ikke at modtage arbejdsvederlag for bestyrelseshvervet,  men vil få betalt deres omkostninger ved udøvelse af hvervet.

 

Medlemmer foreslås valgt for en valgperiode svarende til valgperioden for Borgerrepræsentationen. Første valg sker ved førstkommende møde i Borgerrepræsentationen, hvor valget efter Borgerrepræsentationens praksis kan optages på dagsordenen, efter Børne- og Ungdomsudvalgets godkendelse af denne fundats, der tidligere er godkendt af fondsmyndigheden (Civilstyrelsen).

 

Den daglige ledelse af fonden ansættes af fondens bestyrelse. Forvaltningen vil i sin dialog med fondens bestyrelse om indgåelse af en leje- og driftsaftale mellem fonden og kommunen sikre sig, at den daglige ledelse af observationsstedet også er den daglige ledelse af fonden. I praksis vil forstanderen på Det Kongelige Opfostringshus således have det samlede daglige ledelsesansvar på stedet.

 

Når Borgerrepræsentationen har udpeget bestyrelsesmedlemmerne, vil fonden blive anmeldt til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

 

  

Økonomi

I budgettet for 2006 er afsat i alt ca. 4 mio. kr. vedrørende DKO.

  

Der er alene afsat budget til dækning af udgifter til drift og bygningerne i Hellebæk. Det er således forudsat, at udgifterne til den fremtidige pædagogiske aktivitet i Hellebæk dækkes af allerede afsat beløb hertil inden for udvalgets ramme. Forvaltningen forventes at fremlægge indstilling herom, når sagen om DKO er endeligt godkendt.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

Ingen bemærkninger

 

 

BILAG VEDLAGT

·         Bilag 1: Gældende fundats fra 1966, som ændret i 1971, for Fonden Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse

·        Bilag 2: Forslag til Fundats for Fonden Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse godkendt af Civilstyrelsen

·        Bilag 3: Brev af 3. maj 2006 fra Civilstyrelsen

 

 

      

                            Peter Rasmussen       

 

                      Søren Stahl Nielsen

 


 

 


 

Til top