Mødedato: 07.04.2021, kl. 08:30
Mødested: Teams-møde

Opfølgning på medlemsforslag om skærpede kvalitetskrav til undervisning i dansk som andetsprog

Se alle bilag
Børne- og Ungdomsudvalget skal med afsæt i medlemsforslag fra den 16. december 2020 om skærpede kvalitetskrav til undervisning i dansk som andetsprog tage forvaltningens initiativer til præciserede minimumsstandarder for basisundervisning til efterretning.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at Børne- og Ungdomsudvalget tager forvaltningens initiativer til præciserede minimumsstandarder for basis-undervisning i dansk som andetsprog til efterretning.

Problemstilling

På baggrund af et medlemsforslag stillet af Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Frie Grønne - Danmarks nye venstrefløjsparti den 16. december 2020, besluttede Børne og Ungdomsudvalget, at Børne- og Ungdomsforvaltningen skal fremlægge et forslag om præciserede minimumsstandarder for den basis-undervisning i dansk som andetsprog, som nye elever i København tilbydes, herunder hvordan kompetencekravene til undervisere i faget kan imødekommes.

Derudover ønskes også en aktuel opgørelse over 1) hvordan de nyankomne elever fordeler sig på hhv. modtagelseshold og direkte integration, 2) hvor stor en andel af direkte integrerede elever, der modtager basisundervisning uden for klassens rammer, og 3) hvor mange moduler basisundervisning modtager de gennemsnitligt om ugen.

Forud for medlemsforslaget udfoldede der sig, med afsæt i et hyrdebrev fra Styrelsen for Tilsyn og Kvalitet (STUK) om kravene til basisundervisning i dansk som andetsprog til nyankomne i elever i folkeskolen, jf. bilag 3, en debat på KLFnet.dk. Debatten gav det indtryk, at der i københavnske folkeskoler var nyankomne elever indskrevet direkte i en almenklasse, der ikke modtag den lovsikrede basisundervisning i dansk som andetsprog uden for klassens rammer.

Nedenfor beskrives forvaltningens initiativer.

Løsning

Revidering af vejledning og praksiseksempler

Forvaltningen har på baggrund af hyrdebrevets præciseringer iværksat en gennemgang af kommunens vejledninger og retningslinjer til skolerne for at tydeliggøre præciseringerne.

Vejledningen - jf. bilag 1 - er revideret i et samarbejde mellem forvaltningen, en DSA-vejleder og to skoledere samt sendt ud til skolerne med ugepakken. Derudover er vejledningen suppleret med praksiseksempler på organisering, tilrettelæggelse mv., som kan bruges til inspiration ifm. planlægningen af næste skoleår. Der er desuden informeret om materialet på områdernes skoleledermøder, og det er blevet indskærpet, at der ifm. planlægningen af næste skoleår skal tages højde for den reviderede vejledning, samt at der kan søges inspiration i de praksiseksempler, som er blevet fremhævet.

Forvaltningen vil derudover, i tillæg til den pædagogiske vejledning, opdatere vejledningerne til skolelederne i forhold til udbetaling af tillæg til underviserne (administrationsgrundlaget) og registrering af elevgruppen.

Dialog med KLF og SKK

Forvaltningen har drøftet kommunens praksis og initiativer på området med henholdsvis KLF og SKK, herunder om foreningerne har kendskab til skoler, hvor praksis efter foreningens vurdering afviger fra lovgivningens forskrift. KLF kunne ikke fortælle om specifikke skoler på mødet, men tilkendegiver, at den nye vejledning om sprogstøtte, praksiseksempler, administrationsgrundlag og kompetenceudviklingsstrategien netop er de tiltag, der skal til for at sikre den nødvendige sprogstøtte på skolerne. Derudover blev det drøftet at lave en fælles opfølgning på initiativerne på et senere tidspunkt, hvor KLF kan byde ind med skoler, som har brug for ekstra support til opgaven.

Kompetencekrav

I medlemsforslaget fremgår det, at forvaltningen forventes at vende tilbage med en opfølgning på vedtagelsen fra 18. september 2019 om, at “forvaltningen går i dialog med f.eks. professionshøjskolerne for at afdække relevante uddannelsestilbud til afdækkerne samt muligheden for at stille formelle kvalifikations- og kompetencekrav”. Denne opfølgning blev forelagt BUU på aflæggerbordet den 15. januar 2020 og er også vedlagt denne sag, jf. bilag 4. 

To medarbejdere fra hvert område har fulgt uddannelsen på Københavns Professionshøjskole i 2020. Uddannelsen består af en kursusdel (i alt 37 timer pr. studerende) og et PD-løft (pædagogisk diplomuddannelse, samlet 14 timer pr. studerende). Grundet Covid-19 restriktioner er den sidste del af PD-løftet udskudt til foråret 2021.

Forvaltningens kompetenceudviklingsindsatser vil fra skoleåret 2021- 2022 målrettes ressourcepersoner i dansk som andetsprog. Der er fokus på undervisning i basisdansk for nyankomne og direkte integrerede elever i almenklasser. Der vil også i alle kompetenceudviklingsforløb om modtagelse og undervisning af nyankomne elever fremover være et skærpet fokus på basisdansk uden for klassens rammer. Der er i 2021 afsat 3,9 mio. kr. til kompetenceudvikling til kurser og praksisnære forløb.

Opgørelse over fordeling af elever mm.

Som bilag 2 er vedlagt en opgørelse over fordelingen af nyankomne elever i henholdsvis modtagehold og direkte integration. Forvaltningen har ikke en opgørelse over, hvor mange modulers basisundervisning i dansk som andet sprog eleverne modtager, da det planlægges og organiseres på den enkelte skole.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Ligesom skolernes øvrige arbejde med kvalitet og læring følges der løbende op i ledelsesstrengen og kvalitetssamtaler mv. Kompetenceudviklingsforløb fortsættes, og der gøres kontinuerligt opmærksom på vejledningen med de skærpede krav.

 

Tobias Børner Stax                                        Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 7. april 2021:

Klaus Mygind (F) stillede følgende ændringsforslag om tilføjelse af følgende supplerende at-punkt 2 og 3 (ÆF2 og ÆF3):

ÆF2: "At den enkelte skole i skolens kvalitetsrapport beskriver skolens principper for dansk som andetsprogsundervisning (da2) for nytilkomne og for flersprogede elever og hvordan de tildelte ressourcer til da2 (basis og supplerende) og er blevet prioriteret".

ÆF3: "At skolens arbejde med dansk som andetsprog indgår i kvalitetssamtalen mellem skoleledelse og områdechefen".

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

ÆF2 og ÆF3 blev godkendt uden afstemning, idet forvaltningen vender tilbage til udvalget med orientering om hvorledes ændringsforslagenes indhold kan udmøntes i praksis.

Forvaltningen vender tilbage til udvalget med orientering om skolernes efterlevelse af kravene til basisundervisning i dansk som andetsprog til nyankomne elever i folkeskolen, jf. indstillingens bilag 3 vedr. "hyrdebrevet" fra Børne- og Undervisningsministeriet.

Klaus Mygind (F) ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket B og Ø tilsluttede sig: "Vi er bekymrede for, at det faglige miljø omkring modtageklasserne på de enkelte skoler er for lille, hvorfor det bør overvejes at samle klasserne på færre skoler".

Til top