Mødedato: 07.02.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om menstruationsprodukter på skolerne

Det indstilles,

1. at forvaltningen vender tilbage til udvalget med en sag til behandling, der kan fremme, at der stilles bind og tamponer samt eventuelt andre menstruations-produkter til rådighed på de københavnske skoler.

(Stillet af Alternativet, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti)

Motivering

I Albertslund Kommune har man netop indført gratis bind og tamponer på flere skoler. Det møder stor opbakning fra Sex & Samfund og Danske Skoleelever.

Initiativet medfører en række trivselsmæssige fordele:

  • Det mindsker bekymringer og eventuel skam, hvis eleven hurtigt kan få adgang til et menstruations-produkt - eksempelvis som førstegangs-menstruerende. I dag risikerer eleverne ofte at bløde igennem, hvilket kan føre til utryghed.
  • Det sikrer, at eleven kan være privat – i det omfang eleven ønsker det - omkring sin menstruation, da eleverne ikke nødvendigvis skal i dialog med en voksen omkring menstruations-produktet, når behovet akut opstår.
  • Det øger sundheden blandt eleverne, da de har hurtig adgang til at skifte menstruations-produkt i stedet for at gå med det samme bind eller tampon hele dagen i tilfælde af, at eleven har glemt et menstruations-produkt.
  • Det kan mindske risikoen for fravær, fordi eleverne ikke skal gå hjem efter menstruations-produktet - med risiko for at være fraværende resten af dagen.
  • Det sikrer samtidig ligestilling, da cirka halvdelen af eleverne - med menstruations-produkter på skolerne - nemmere kan få imødekommet deres naturlige sundheds- og hygiejne-behov.

Forslagsstillerne ønsker, at de erfaringer, som Albertslund Kommune har indhentet, også bringes i spil i Københavns Kommune. Det er således hensigtsmæssigt, at forvaltningen går i dialog med Albertslund Kommune og aktører i det københavnske skoleliv, herunder om nuværende praksis.

Det er ikke forslagsstillernes holdning, at skolerne skal være primær udbyder af menstruations-produkter til eleverne. I stedet skal skolen ideelt set have menstruations-produkter lettilgængelige for eleverne i de tilfælde, hvor eleverne ikke selv har dem med. Det sker kun i varieret omfang på de forskellige københavnske skoler.

Forvaltningen kan med fordel inddrage følgende aspekter i sin undersøgelse ved at indhente erfaringer fra Albertslund Kommune og gå i dialog med de københavnske skoleaktører.

Forvaltningen kan undersøge, hvilke menstruations-produkter, der med fordel kan være tilgængelige.

Det er anbefalingen fra Sex & Samfund, at det er de oftest brugte menstruations-produkter blandt unge, der stilles til rådighed. Der findes ikke undersøgelser af hvilke produkter, der er foretrukne blandt skoleelever, men det formodes, at det er bind og tamponer. Det er dog hensigtsmæssigt, at forvaltningen yderligere undersøger, om der kan være behov for at stille andre menstruations-produkter til rådighed, herunder menstruations-trusser og menstruations-kopper. Forvaltningen kan med fordel undersøge økonomiske og miljømæssige aspekter i forbindelse med dette.

Forvaltningen kan undersøge, om menstruations-produkterne bør stilles til rådighed på toiletterne, frit tilgængelige på skolens kontor eller eventuelt andre steder.

Forvaltningen kan undersøge, hvordan tilgængeligheden af menstruations-produkterne kan italesættes i samspil med seksualundervisningen.

Endelig kan forvaltningen med fordel undersøge, hvordan det eventuelt kan sikres, at de elever, der har akut behov, ikke først skal i samtale med en voksen men privat kan tilgå menstruations-produkterne således at menstruations-produktet opfattes som nemt-tilgængeligt.

På baggrund af forvaltningens tilbagemelding kan der evt. tages beslutning om at bestille budgetnotat.

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 7. februar 2024:

Det Konservative Folkeparti stillede forslag om tilføjelse af følgende supplerende 2. at-punkt:

”2. at bind og tamponer samt eventuelt andre menstruations-produkter der stilles til rådighed på de københavnske skoler i givet fald skal ske på frivillig basis og efter beslutning i den enkelte skolebestyrelse”.

Forslaget om tilføjelse af det supplerende 2. at-punkt blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 3 medlemmer: C og V.

Imod stemte 5 medlemmer: F og Ø.

3 medlemmer undlod at stemme: A og Å.

Medlemsforslagets 1. at-punkt blev herefter godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 8 medlemmer: A, F, Ø og Å.

Imod stemte 2 medlemmer: C.

1 medlem undlod at stemme: V.

Socialistisk Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”Det er vigtigt for os, at produkterne er frit tilgængelige for at undgå tabuisering. Efter SF’s mening bør målet være, at bind og evt. tamponer er tilgængelige på linje med toiletpapir på skolernes toiletter”.

Til top