Mødedato: 07.02.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Opfølgning på medlemsforslag i BR om kommunikation til alle forældre til et barn

Se alle bilag

Udvalget orienteres med denne sag om, i hvilket omfang alle forældre behandles lige, når det gælder information om deres børn. Sagen udspringer af et BR-henvist medlemsforslag, som håndteres ved, at udvalget orienteres om gældende regler og praksis.

 

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget tager afdækningen om gældende regler og praksis for forvaltningens kommunikation til forældre til et barn til efterretning og
  2. at ”Medlemsforslag om kommunikation til alle forældre til et barn” udvalgshenvist fra BR den 12. oktober 2023 til BUU hermed er håndteret.

Problemstilling

”Medlemsforslag om kommunikation til alle forældre til et barn” blev udvalgshenvist til BUU af Borgerrepræsentationen den 12. oktober 2023. Medlemsforslaget pålægger BUF at vende tilbage med et overblik over, om Københavns Kommune kommunikerer skriftligt til alle – også kommende – forældre til et barn om anliggender vedrørende barnet, jf. bilag 2.

Det er BUF, der på kommunens vegne primært kommunikerer med forældre – også kommende forældre - om deres børn, og overblikket er derfor udarbejdet med udgangspunkt heri.

Løsning

Det altovervejende udgangspunkt i kommunikation til forældre om anliggender vedrørende et barn er - i tråd med national lovgivning - forældremyndigheden. Det gælder både den direkte kommunikation, og det gælder tilsvarende, at det er forældremyndighedsindehavere, der beslutter, hvem der kan modtage oplysninger om barnet.

Forældremyndighedsindehavere modtager information om barnet fra BUF digitalt, enten via Digital Post og AULA, eller ved at de logger på andre systemer med data om barnet. Som forældremyndighedsindehavere har man automatisk adgang til AULA og andre systemer med data om barnet (fx elevfravær). I AULA er det muligt for forældremyndighedsindehavere at oprette andre kontaktpersoner, som kan få de samme oplysninger som forældremyndighedsindehavere. Det kræver samtykke fra alle forældremyndighedsindehavere at blive oprettet som kontaktperson. Efter aftale med Socialforvaltningen oprettes plejeforældre også via denne proces, og det samme gælder værger, medforældre eller bedsteforældre.

I bilag 1 fremgår det hvordan forvaltningen kommunikerer via digital post, samt hvilke forbehold og undtagelser, der gør sig gældende.

Politisk handlerum

Sagen er til politisk orientering. Udvalget kan beslutte, om orienteringen giver anledning til yderligere politisk drøftelse.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                                    Mette Seneca Kløve

 

 

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 7. februar 2024:

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Til top