Mødedato: 06.12.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om alternativer til skolenedlæggelser på Amager

Det indstilles,

1. at Børne- og Ungdomsforvaltningen over for Børne- og Ungdomsudvalget fremlægger ét eller flere alternative forslag til justering af skolekapacitet på Amager baseret på, at den eksisterende kapacitet på Amager (uden Fælledby Skole) udnyttes bedre.

(Stillet af Enhedslisten og Alternativet)

 

Motivering

Forvaltningen har for udvalget fremlagt en prognose, som viser, at der i 2030 vil være en betydelig overkapacitet svarende til i hvert fald en hel skole på den københavnske del af Amager. Det har foranlediget, at der er begyndende diskussion om en eventuel skolenedlæggelse. Som forberedelse af denne diskussion har forvaltningen ikke fremlagt suspension af et fremtidigt skolebyggeri som et muligt alternativ til at nedlægge allerede eksisterende kapacitet. Dette forslag ønsker at sikre at dette alternativ bliver belyst. 

Hvis der kan skabes et fornuftigt alternativ, kan en betydelig klimabelastning og betydelige anlægsmidler spares. Og disse anlægsmidler kan i stedet målrettes finansiering af at forbedre faciliteter i den eksisterende skolekapacitet - og eventuelle udgifter til sikre skoleveje. Denne type af beslutning er netop taget, da udbygningen af Nørrebros skolekapacitet i De Gamles By blev suspenderet og anvendt til forbedring af kapacitet i det eksisterende byggeri. Forslagsstillerne ønsker, at dette alternativ til fortsat udbygning af kapacitet også belyses på Amager.

Fælledby Skole er besluttet til tidlig opstart i august 2024, så de alternative muligheder bør afsøges hurtigt.  De miljøtekniske - og måske også de retlige - udfordringer ved at bygge Fælledby Skole kan være omfattende og den tidlige opstart er allerede fra forældre udsat for berettiget kritik for at være for tidlig i forhold til tidsrammen for indflytning i en færdig bygning. Samtidig indebærer den foreslåede løsning, at der meget længe vil være en meget lang skolevej for de elever, der starter i midten af 2020erne. De vil sandsynligvis også komme til at tilbringe størstedelen af deres skoleliv i midlertidige faciliteter.

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 6. december 2023:

Medlemsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 4 medlemmer: Ø og Å.

Imod stemte 7 medlemmer: A, C, F og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Det Konservative Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen: ”I Ørestad går 92 procent af børnene i den skolepligtige alder i en kommunal skole. Derfor er der stort behov for skolekapacitet i Ørestad. Aktuelt mangler der 3-5 skolespor. Vi finder det hensigtsmæssigt, at børn i Ørestad også kan gå i skole i Ørestad. Vi finder derfor Fælledby Skole nødvendig. Vi har noteret os, at partierne bag Budget 2023 (Ø, Å, C, B, V, DF og LA) også har bevilget penge til opførelse af Fælledby Skole.”

Socialistisk Folkeparti ønskede følgende tilført beslutningsprotokollen, hvilket Alternativet tilsluttede sig: ”Det er vigtigt, at forvaltningen afsøger alle muligheder for at skabe korte rejsedistancer for børn i Ørestad - også børn fra Bella Kvarter".

Gorm Gunnarsen (Ø) ønskede via initiativretten at stille medlemsforslaget i Borgerrepræsentationen.

Til top