Mødedato: 06.12.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om afskaffelse af skærme i indskolingen

Det indstilles,

1. at forvaltningen vender tilbage med en sag til børne- og ungdomsudvalget, hvor skærme afskaffes i indskolingen, samtidig med at besparede ressourcer føres tilbage til trivsels- og lærings-initiativer i folkeskolen.

(Stillet af Alternativet)

Motivering

I Aalborg Kommune har man, ifølge TV2 Nord, netop besluttet at afskaffe skærme i indskolingen i 2. og 3. klasse, hvor kommunen hidtil har stillet skærmene til rådighed. Det giver i kommunen en besparelse på 4 millioner kroner.

Forslagsstillerne ønsker at se på potentialet i at fjerne skærmene i indskolingen i Københavns Kommune. Det gælder bl.a. iPads, computere og whiteboards. En afskaffelse af skærmene vil potentielt kunne øge koncentrationen blandt eleverne, mindske udfordringer med distraktion fra digitalt indhold, øge indlæringen og sikre mere samvær mellem eleverne.

Forvaltningen bedes samtidig inddrage den aktuelle forskning om skærmes indvirkning på elevernes lærings-udbytte, koncentrationsevne og langsigtede udvikling.

Sekundært vil en afskaffelse af skærmene i indskolingen kunne betyde, at udgifter til online læringsplatforme, reparation og nyt IT-udstyr kan mindskes. Denne besparelse udgør i forslagsstillernes optik et væsentligt potentiale.

I forslagsstillernes optik er det vigtigt, at de sparede udgifter føres tilbage til skolerne på en måde, der kan understøtte  trivslen og læringen i folkeskolen. Således kan frigivne midler anvendes på Co-teaching, analoge undervisningsmidler - herunder bøger og hæfter - og besøg på Københavns kulturinstitutioner.

Forslaget er i sagens natur ikke bindende for udvalgets medlemmer. I første omgang kan forvaltningen udarbejde en sag til stillingtagen, hvor størrelsesordenen af det økonomiske og læringsmæssige potentiale i forslaget vil fremgå. På den oplyste baggrund kan udvalget senere på ny tage stilling til, om udgifterne til skærme i indskolingen bør konverteres til lærings- og trivselsmidler til skolerne.

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 6. december 2023:

Socialistisk Folkeparti stillede følgende ændringsforslag til medlemsforslaget:

”1. at forvaltningen fremlægger forslag for Børne- og Ungdomsudvalget, om hvordan elevernes individuelle skærmbrug kan reduceres i indskoling, mellemtrin og udskoling, under hensyntagen til inklusion, metodefrihed og udvikling af elevernes digitale kompetencer. I forslaget skal indgå ekspertviden samt overvejelser om behov for fysiske materialer samt kompetenceudvikling for lærere og pædagoger.”

Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 3 medlemmer: F og Å.

Imod stemte 8 medlemmer: A, C, V og Ø.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Medlemsforslaget blev herefter forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 1 medlem: Å.

Imod stemte 10 medlemmer: A, C, F, V og Ø.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Udvalget ønskede at der i tilknytning til udvalgets strategidag i maj 2024 indgår et tema om skærmes udbredelse i folkeskolen og forskningens viden om konsekvenserne heraf, jf. også dagsordenens punkt 3.

Til top