Mødedato: 06.12.2023, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Halvårlig opfølgning på Børne- og Ungdomsudvalgets strategi "Vores børn – Københavns fremtid"

Se alle bilag

Børne – og Ungdomsudvalget orienteres halvårligt om opfølgning på udvalgets strategi ”Vores børn – Københavns fremtid”. Da udvalget er halvvejs i perioden, lægges der endvidere op til at udvalget kan drøfte samarbejdet om de fem strategiske temaer i strategien.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at den halvårlige opfølgning på udvalgets strategi, "Vores børn – Københavns fremtid" (jf. bilag 1), tages til efterretning,
  2. at udvalget beslutter eventuelle temaer til faglighedsdrøftelsen på skoleområdet i februar 2024 og
  3. at udvalget drøfter udvalgets arbejde med strategien og ønsker til eventuelle temaer på udvalgets strategidag i maj 2024.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget (BUU) vedtog den 22. juni 2022 børne- og ungestrategien ”Vores børn – Københavns fremtid”. I strategien er der specifikke indikatorer tilknyttet hver af de fem strategiske temaer. Den 21. september 2022 besluttede BUU, at der skal følges op på strategiens indikatorer hvert halve år, jf. bilag 2.

Udviklingen inden for de strategiske områder bliver desuden drøftet i udvalget ved faglighedsdrøftelser, budgetseminarer, strategiseminarer og i forbindelse med indstillinger på udvalgets dagsorden.

I bilag 1 fremgår den 2. halvårlige opfølgning på indikatorerne i ”Vores børn – Københavns fremtid”.

Løsning

Opfølgning på udvalgets strategi, "Vores børn – Københavns fremtid"

I denne opfølgning er der primært nye data på skoleområdet. De viser bl.a., at København fortsat øger afstanden til landsgennemsnittet ved folkeskolens afgangsprøver og nu ligger højere end før corona-lukninger. De viser også en stigning i folkeskoler, hvor mindst 90 pct af eleverne er i gang med en ungdomsuddannelse 15 måneder efter afslutningen af 9. klasse.

Der ses dog også et markant fald i andel elever med mindst to i dansk og matematik, en bekymrende - om end faldende - andel af elever med mere end 10 pct. fravær samt en lille stigning i andelen af elever som føler sig mobbet.

Siden seneste opfølgning på strategien er der også nye data på dagtilbudsområdet, men da de blev drøftet på mødet i BUU i juni 2023, fremgår de alene af bilag 1.

Af bilag 1 fremgår også, hvornår data på de øvrige områder opdateres, herunder at data vedr. andel elever, som modtager specialundervisning opdateres frem mod faglighedsdrøftelsen i februar 2024.

Temaer til udvalgets faglighedsdrøftelse på skoleområdet i februar 2024

Data og indsatser inden for skoleområdet vil være i fokus ved udvalgets faglighedsdrøftelse vedr. folkeskolen i februar 2024, og udvalget har mulighed for med denne sag at drøfte, hvilke temaer, der ønskes særligt fokus på.

Temaer til udvalgets strategidag i maj 2024

BUU har siden vedtagelsen af strategien arbejdet løbende med de fem strategiske temaer. Det har bl.a. resulteret i prioriteringen af fælles investeringer i trivsel og indsats mod bekymrende fravær (Mind my Mind og U-start), Handleplan for Grøn Folkeskole, systematisk inddragelse Københavns Fælleselevråd og Ungeråd KBH og fælles budgetpakker om Styrket sundhedspleje og tidlig indsats og om rekruttering, fastholdelse og ledelsesuddannelser.

Derudover har udvalget haft fokus på at sikre stabil drift på specialområdet, så det ikke udhuler almenområdet. Der er vedtaget en budgetpakke med midler til en analyse i 2024, som skal sikre endnu stærkere, inkluderende læringsmiljøer, så børn i højere grad kan få hjælp og støtte i almenområdets fællesskaber. Og der er truffet beslutning om en fælles strategi for håndtering af mistrivsel i København, som skal behandles i løbet af 2024. Forvaltningen foreslår at disse to temaer indgår i udvalgets strategidag i maj 2024.

Politisk handlerum

 Udvalget kan pege på andre nedslag for opfølgning på strategien ”Vores børn – Københavns fremtid”, fx i forbindelse med kommende BUU-møder, temadrøftelser dialogmøder eller faglighedsdrøftelser eller drøfte og aftale nye måder at arbejde med strategien på i udvalget.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser

Videre proces

Den næste halvårlige opfølgning forelægges udvalget på BUU-mødet den 12. juni 2024 via "aflæggerbordet". BUU's strategidag afholdes den 24. maj 2024. Derudover drøfter udvalget relevante data til udvalgets kvalitetsopfølgning for folkeskole februar 2024 og dagtilbud juni 2024, som kan lægge op til initiativer og drøftelser frem mod budget 2025.

 

Tobias Børner Stax                                       Mette Seneca Kløve

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 6. december 2023:

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning.

I tilknytning til indstillingens 2. at-punkt pegede udvalget på følgende temaer a) elever der ikke består afgangsprøven, b) trivsel, c) elever med mere end 10 procents fravær, d) skolernes løfteevne, e) kønsforskelle, f) elevmobning, g) niveauet for afgangselever fra uddannelsesfremmede hjem og h) fagene dansk og matematik.

I tilknytning til indstillingens 3. at-punkt pegede udvalget på følgende temaer: a) en mere praktisk folkeskole, b) skolernes løfteevne, c) niveauet for afgangselever fra uddannelsesfremmede hjem og d) skærmes udbredelse i folkeskolen og forskningens viden om konsekvenserne heraf.
Til top