B-sag: Portræt af Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at udvalget godkender, at forvaltningen indgår aftale om portrættering af Børne- og Ungdomsborgmester Pia Allerslev
Problemstilling
Der er kutyme for, at afgåede borgmestre portrætteres. De nyeste portrætter ophænges i Magistratssalen sammen med en skiftende udstilling af de ældre portrætter. Ifølge beslutning i Kultur- og Fritidsudvalget fra november 1999 skal udgiften til portrættering afholdes af de enkelte udvalgs egne budgetrammer.
Løsning
Børne- og Ungdomsborgmester, Pia Allerslev, kan efter eget ønske vælge den kunstner, der skal udføre portrættet. Forvaltningen foreslår, at honoraret til kunstneren samt diverse udgifter til materialer og indramning mv. fastsættes inden for en ramme på 150.000 kr., hvilket er på niveau med udgiften ved tidligere portrætter.
Økonomi
Der kan anvises dækning for udgiften på Børne- og Ungdomsudvalgets administrative ramme, funktion 6.45.51.1. Udgiften forventes afholdt i 2018.
Videre proces
Såfremt udvalget godkender indstillingen, vil der blive udarbejdet en aftale om portrættering mellem forvaltningen og en kunstner efter Børne- og Ungdomsborgmesterens valg. Portrættet forventes færdiggjort i 2018.
Tobias Børner Stax /Tine Weber