Ændringer i Styrelsesvedtægten for folkeskolen i København (Elevplaner)
Ændringer i Styrelsesvedtægten for folkeskolen i København (Elevplaner)
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 6. december 2006
3. Ændringer i Styrelsesvedtægten for folkeskolen i København (Elevplaner)
J.nr. 318746
INDSTILLING
Børne- og Ungdomsforvaltningen
indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget indstiller til
Borgerrepræsentationen
at Borgerrepræsentationen godkender
ændringer til Styrelsesvedtægten samt nyt bilag VIII hertil om elevplaner.
at skolernes arbejde med elevplaner
evalueres i efteråret 2008 for at afgøre, om der er behov for at foretage en justering
af bilag VIII
RESUME
Børne- og Ungdomsudvalget besluttede den 6. september 2006 at sende ændringsforslag til Styrelsesvedtægten, herunder et nyt bilag VIII om elevplaner, til høring i Fællespædagogisk Råd og Fællesrådet. Høringssvarene har givet anledning til enkelte præciseringer i forslaget. Endvidere foreslår forvaltningen, at skolernes arbejde med elevplaner evalueres i efteråret 2008.
SAGSBESKRIVELSE
På Børne- og Ungdomsudvalgets
møde den 6. september 2006 fremlagde forvaltningen et forslag til en ny tekst
til Styrelsesvedtægten (J.nr. 318746), hvori der indgik en række ændringer af timetallene i
fagene. Forvaltningen indstillede derudover, at de kommunale mål og rammer for
skolernes arbejde med elevplaner fremgår af et nyt bilag VIII til
Styrelsesvedtægten. Endelig foreslog forvaltningen en række konsekvensrettelser
med baggrund i allerede trufne beslutninger, bl.a. om ændringer i
forvaltningsstrukturen.
Udvalget besluttede at sende
forslagene til høring i Fællespædagogisk Råd og i Fællesrådet.
Fællesrådet for folkeskolen har
behandlet indstillingen på sit møde den 18. september 2006. Rådet støtter
indstillingen og ser frem til debatten om en ny målsætning.
I det indkomne høringssvar fra
Fællespædagogisk Råd er der udtrykt tilfredshed med timetalsændringerne, og der
er ingen kommentarer til de foreslåede konsekvensrettelser og mindre ændringer.
Disse fremlægges derfor uændret. Derimod har Fællespædagogisk Råds bemærkninger
til bilag VIII givet anledning til enkelte præciseringer som det fremgår af det
følgende.
1. Fællespædagogisk Råd ønskede en
præcisering af, hvilke minimumskrav der tænkes på i følgende sætning i bilaget:
"Det er et kommunalt krav, at
der i elevplanen foreligger beskrivelser af tiltag i de tilfælde, hvor en elev
ikke opfylder et af forvaltningen fastsat minimumsniveau (fx i læsning)."
Da der her er tale om en generel formulering, der alene gælder, hvis forvaltningen opstiller bestemte
krav til elevernes målopfyldelse, kan der ikke i Styrelsesvedtægten refereres
til sådanne konkrete krav. Hvis sådanne krav besluttes, og enkelte elever ikke
opfylder dem, skal elevplanerne beskrive skolens tiltag i den anledning. Det
kunne fx ske i forbindelse med realiseringen af kravet i forliget om Faglighed
For Alle om, at alle elever skal kunne læse ved starten af 3. klasse.
For at tydeliggøre dette, foreslår forvaltningen følgende ændring i ovenstående
formulering:
"Det er et kommunalt krav, at
såfremt forvaltningen fastsætter et minimumsniveau (fx i læsning), skal der i
elevplanen foreligge beskrivelser af tiltag, hvis en elev ikke opfylder disse
krav.
2. Fællespædagogisk Råd anfører, at
der har været en intens diskussion af lærernes tidsforbrug til udarbejdelse af
elevplaner. På den baggrund opfordrer rådet til, at der i bilaget indgår
bemærkninger hertil.
Det er forvaltningens opfattelse, at Styrelsesvedtægten kun på det helt
generelle plan bør indeholde formuleringer, som spiller sammen med
aftaleforhold for personalet, herunder for lærerne. Forvaltningen vil dog
foreslå følgende understregede tilføjelse til bilag VIII:
Elevplanen som arbejdsredskab og
som intern dokumentation
I den løbende evaluering
benytter teamet elevplaner til at skriftliggøre registreringer (fx test),
evalueringer baseret herpå samt beslutninger om opfølgning. Indførelse af
elevplaner skal således opfattes som et krav om at benytte et redskab (elevplaner)
i forhold til en allerede eksisterende opgave.
3. Fællespædagogisk Råd skriver
videre: "Af Undervisningsministeriets bekendtgørelse af 23. juni 2006 og
Undervisningsministeriets medfølgende brev fremgår det klart, at enhver
elevplan hvert år ikke skal indeholde
planer for alle fag. Det bør understreges i bilaget.
Bilaget skal efter forvaltningens vurdering alene omfatte, hvad kommunen har
besluttet ud over de ministerielle rammer, og Styrelsesvedtægten bør ikke anvendes
til at udlægge ministeriets tekst, der på dette punkt faktisk ikke er helt så
klar, som Fællespædagogisk Råd anfører. Den vejledning om elevplaner, forvaltningen
udsender i december 2006, indeholder forslag til, hvordan man i praksis kan
forholde sig til spørgsmål om fag i elevplanen.
4. Endelig opfordrer Fællepædagogisk
Råd til, at der i samarbejde med organisationerne udarbejdes en kommunal
minimumsramme for elevplanerne. Desuden foreslås det, at Styrelsesvedtægten
kommer til at indeholde bestemmelser om, at skoler, hvor skolebestyrelsen
ønsker at udbygge den kommunale minimumsramme, forpligtes til at skoleleder og
tillidsrepræsentant forhandler retningslinier og timeforbrug som følge af
bestyrelsesbeslutningen.
Arbejdet med elevplaner er et helt nyt felt hvor det er vigtigt at de enkelte
skoler får mulighed for at finde en form og fastlægge et indhold som passer til
den pågældende skoles behov. Forvaltningen har derfor haft det udgangspunkt for
sin rolle i dette arbejde, at man ikke fra centralt hold ønsker at fastsætte
minimumsrammer, som var skærpende i forhold til de rammer, som ministeriet har
udsendt – bortset fra de præciseringer, der i forvejen findes i forvaltningens
forslag.
Forvaltningen fastholder dette udgangspunkt for indstillingen, men foreslår
dog, at arbejdet med elevplaner evalueres efter to år med henblik på at
vurdere, om der er behov for kommun
ale rammepræciseringer – således som det
fremgår af indstillingens andet "at".
Økonomi
Ingen bemærkninger.
Miljøvurdering
Sagstypen er
ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der
skal miljøvurderes.
Høring
Ingen yderligere bemærkninger.
BILAG VEDLAGT
·
Høringssvar fra Fællespædagogisk Råd
Else Sommer
Michael Hougaard Olsen