Mødedato: 06.11.2019, kl. 13:00
Mødested: Grøndalsvængets Skole, Rørsangervej 29, 2400 Kbh NV

B-sag: Bevillingsmæssige ændringer pr. oktober 2019

Se alle bilag

Udvalget skal tage stilling til bevillingsmæssige ændringer pr. oktober 2019.

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at udvalget godkender forslag til interne omplaceringer pr. oktober 2019 inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme.
  2. at udvalget godkender forslag til eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg pr. oktober 2019 med henblik på senere behandling i Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen.
  3. at udvalget godkender en indtægtsbevilling på 1,8 mio. kr. i forbindelse med, at NEXT uddannelse København indfrier et pantebrev, som Københavns Kommune har i deres ejendom.

Problemstilling

Bevillingsmæssige ændringer foretages fire gange årligt og vedrører budgetmæssige omplaceringer indenfor og/eller mellem udvalg. Omplaceringerne skal godkendes af Borgerrepræsentationen, hvis der er tale om omplaceringer mellem udvalg.

Løsning

Formålet med bevillingsmæssige ændringer er at sikre en løbende opfølgning på udviklingen i udvalgenes økonomi, så budget og regnskab matcher hinanden. Bevillingsmæssige ændringer er et styringsmæssigt princip, hvor forbrug og budget placeres samme sted og på samme bevillinger. Ændringerne bidrager til at sikre en optimering af økonomistyringen og et retvisende regnskab. Dette er i tråd med den interne såvel som den eksterne revisions anbefalinger.

Der foretages tre typer omplaceringer – interne omplaceringer inden for Børne- og Ungdomsudvalgets egen ramme, eksterne omplaceringer til/fra andre udvalg samt omplaceringer indenfor anlægsområdet med Byggeri København.

Der er to grunde til at omplacere budget mellem udvalgets forskellige bevillingsområder, henholdsvis aktivitetsudvikling og teknisk omplacering.

Aktivitetsudvikling

  • Budgettet skal stemme overens med den forventede aktivitet, bevillingsmodeller og øvrig udmøntning af det vedtagne budget. Det betyder blandt andet, at hvis det forventede forbrug er større end budgettet på et bevillingsområde, skal der omplaceres budget fra et eller flere bevillingsområder med forventet mindreforbrug.

Teknisk omplacering

  • Omplacering af budget fra et bevillingsområde til et andet, hvis der er flytning af opgaver eller ændret bogføringspraksis mellem bevillingsområder.

Samlet medfører omplaceringerne en nedskrivning af Børne- og Ungdomsudvalgets driftsramme med 0,7 mio. kr., en opskrivning af Børne- og Ungdomsudvalgets anlægsramme med 4,3 mio. kr. og en opskrivning af efterspørgselsstyrede overførsler med 0,3 mio. kr. i 2019, jf. tabel 1. De bevillingsmæssige ændringer fremgår af bilag 1 og 2. I bilag 1 fremgår de samlede ændringer pr. bevillingsområde og efter varighed, mens bilag 2 er en del af afleveringskravet til Økonomiforvaltningen.

Tabel 1: Samlede omplaceringer i 2019

Bevillingsområder (1.000 kr.)

Drift

Indtægter

Udgifter

I alt

1301 – Dagtilbud

 

3.912

3.912

1315 – Undervisning

 

-4.684

-4.684

1317 – Specialundervisning

 

-389

-389

1321 – Administration

 

415

415

Drift i alt

 

-746

-746

3324 - Anlæg i alt

 

4.254

4.254

Efterspørgselsstyrede overførsler

333

 

333

Der er tale om henholdsvis etårige, flerårige eller varige omplaceringer, der skal sikre, at budgettet er korrekt placeret i forhold til forbruget. Der er således forskellige typer omplaceringer, hvor de etårige omplaceringer udelukkende gælder i 2019, mens de varige er vedblivende. I de følgende afsnit beskrives de væsentligste ændringer.

Der er i denne sag ingen varige omplaceringer indenfor udvalget.

Omplaceringer mellem Børne- og Ungdomsudvalgets bevillingsområder i indeværende år (etårige) 

I løbet af året kan der opstå et behov for at flytte midler fra et af udvalgets bevillingsområder til et andet. Omflytningerne er beløbsneutrale for udvalgets samlede ramme, idet der er tale om at flytte midler fra en bevilling til en anden, jf. bilag 1, tabel 2. Der er tale om to mindre omflytninger af teknisk karakter, der imødekommer revisionskravet om, at budgettet placeres på de bevillingsrammer, hvor udgifterne faktisk afholdes. Omflytningerne er således ikke et udtryk for en politisk prioritering.

Omplaceringer mellem udvalg i indeværende år (etårige)

Børne- og Ungdomsudvalget afgiver i indeværende år samlet set 5,1 mio. kr. i driftsmidler og modtager 4,3 mio. kr. i anlægsmidler og 0,3 mio. kr. i efterspørgselsstyrede overførsler, jf. bilag 1, tabel 3.

På driftssiden er der to større omplaceringer. Der blev fejlagtigt overført et driftstilskud til Sankt Annæ Gymnasium på 6,4 mio. kr. både via en budgetoverførsel i Overførselssagen 2018-2019 og via balancen i forbindelse med regnskab 2018. De overskydende midler tilbageføres nu til Økonomiudvalget fra undervisningsrammen.  

Der overføres 1,4 mio. kr. fra Økonomiforvaltningen vedrørende reservationsleje af Baldersgade 24, hvor der etableres daginstitutionsgrupper. Midlerne blev afsat i Overførselssagen 2018-19, men placeret i Økonomiudvalget. Nu overføres de til Børne- og Ungdomsudvalget og placeres på dagtilbudsrammen.

På anlægssiden  udgøres de samlede omplaceringerne primært af 6,0 mio. kr. som udvalget modtager fra Byggeri København til leje af pavilloner i forbindelse med genhusning af Oehlenschlægersgades Skole.

Udvalget modtager 0,3 mio. kr. i refusion fra Socialudvalget vedrørende særligt dyre enkeltsager.

Omplaceringer mellem udvalg varige

Børne- og Ungdomsudvalget modtager samlet set 4,4 mio. kr. varigt i driftsmidler, jf. bilag 1, tabel 4. Dette skyldes primært, at udvalget modtager budget til husleje fra Københavns Ejendomme og Indkøb (KEID) i forbindelse med ibrugtagning af bygninger.

Indfrielse af pantebrev og indtægtsbevilling

NEXT uddannelse København er blevet opmærksom på, at Københavns Kommune har et pantebrev på 1,8 mio. kr. i deres ejendom på Rebslagervej 11, der er udstedt i 1971. De ønsker nu at indfri pantebrevet. Dette er kun muligt, hvis udvalget samtidigt godkender en indtægtsbevilling på 1,8 mio. kr. De 1,8 mio. kr. indgår i balancen og påvirker ikke driften, jf. bilag 3.

 

Økonomi

Børne- og Ungdomsforvaltningen foreslår med denne sag, at Børne- og Ungdomsudvalgets driftsramme nedskrives med 0,7 mio. kr., anlægsramme opskrives med 4,3 mio. kr. og efterspørgselsstyrede overførsler opskrives med 0,3 mio. kr. som resultat af de foreslåede bevillingsmæssige ændringer.

Videre proces

Sagen forventes behandlet i Økonomiudvalget den 19. november 2019 og i Borgerrepræsentationen den 12. december 2019.

 

Tobias Børner Stax               /                   Sti Andreas Garde

 

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 6. november 2019:

Indstillingens 1. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt.

Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt.

Til top