Medlemsforslag om modeller vedr. udvidelse af genåbningen på folkeskoleområdet
Det indstilles,
- at forvaltningen bedes fremlægge en model for genåbning af skolerne i form af fysisk undervisning for 100% af eleverne i 6.-10. klasse under følgende scenarier: a) åbning den 11. maj, b) åbning ultimo maj og c) åbning uge 33. Der tages naturligvis højde for, at der kan være tale om begrænsede tidsperioder og ikke normal fysisk skema som normalt.
(Stillet af Det Konservative Folkeparti og Enhedslisten)
Motivation
Modsat de mindre elever har 6.-10. klasserne stadig ikke vendt tilbage til fysisk undervisning. Mange kilder, herunder professorer og forskere, peger på, at det vil medføre både manglende indlæring og dårlig trivsel. Udelukkende at foretage virtuel undervisning vil aldrig kunne sidestilles med det fysiske møde. 6.-10. klasserne befinder sig i en aldersgruppe, hvor behovet for struktur, krav og ikke mindst sociale relationer er meget centralt.
Når regering og Folketing tillader, at eleverne mødes fysisk, så skal København være i stand til med det samme at kunne udnytte det råderum for fysisk undervisning af 6.-10. Klasserne, som kan findes inden for rammerne af sundhedsmyndighedernes forskrifter.
Ovenstående model kan f.eks. indeholde:
- fysisk undervisning på tidspunkter, hvor skolerne ikke er beslaglagt af 0.-5. klasserne
- fysisk undervisning væk fra skolens område
- fysisk undervisning i mindre fora
- større inddragelse af studerende fra professionsskolerne
- større inddragelse af det civile samfund (virksomheder, forældre, etc.)
De tre tidshorisonter skal ikke forstås som malet i granit. Det væsentlige er at vi får tre modeller: en model for umiddelbart efter 11. maj, en halvvejs gennem sidste del af skoleåret inden ferien og en ved start af nyt skoleår.
Beslutning
A stillede følgende ændringsforslag:
”At forvaltningen påbegynder en plan til opstart af 6-9. klasse ud fra en række forventede scenarier for genåbningen, så forvaltningen hurtigt kan tilpasse til den endelige ramme, regeringen udmelder for næste fase af genåbningen - og at udvalget drøfter dette på kommende møde under hensyntagen til drøftelsen under dagsordenens punkt 2".
Ændringsforslaget blev godkendt uden afstemning, hvorfor det oprindelige medlemsforslag bortfaldt.
C, V, Ø og Niko Grünfeld (UP) ønskede følgende tilføjet beslutningsprotokollen: "Hvis det efter regeringens næste udmelding ikke længere er ulovligt for 6.-9. Klasserne at mødes fysisk, ser vi gerne, at forvaltningen i samarbejde med folkeskolerne udarbejder en plan for genåbning af analog undervisning med start hurtigst muligt og senest den 18. Maj, afhængigt af regeringens udmelding. Der skal være tale om min. 5 timer ugentligt. Skolerne bedes selv planlægge hvordan dette bedst gennemføres parallelt med undervisning af 0.-5. Klasserne".