Mødedato: 06.04.2016, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om sundhedssamtaler ved elevfravær

Udvalget skal tage stilling til medlemsforslag om sundhedssamtaler ved elevfravær.

Indstilling

Det foreslås,

 

  1. at Børne- og Ungdomsudvalget pålægger Børne- og Ungdomsforvaltningen at udarbejde et forslag til politisk behandling om sundhedssamtaler med eleverne ved fravær fra undervisningen i folkeskoler og private skoler, som beskrevet nedenfor i motiveringen

 

(Stillet af Enhedslisten)

Motivering

Sundhedsplejen i København omfatter alle byens børn og derfor også alle skoleelever. Der gives i dag tilbud om sundhedssamtaler for alle børn i bestemte klassetrin, men hvordan muligheden for yderligere, særlige sundhedssamtaler anvendes, er ikke underlagt en bydækkende politik for alle skoleelever.

Enhedslisten ønsker at etablere en bydækkende reaktion på fravær, hvor alle byens børn og unge tilbydes en sundhedssamtale ved fravær over et vist niveau fra skolen. Samtalerne skal aftales med Sundhedsplejen og skal have til formål at bedre forstå og hjælpe de elever, som har meget fravær.

Samtalerne kan forebygge yderligere fravær, styrke familiernes opmærksomhed på årsager til fravær og give eleverne bedre forudsætninger for at kende deres egen sundhedstilstand. 

Der er gode erfaringer fra de fire obligatoriske sundhedssamtaler og den tværfaglige klassegennemgang inden afslutningen af 5. klasse, og Enhedslisten vil gerne udvide den bydækkende obligatoriske sundhedspolitik til at omfatte en umiddelbar reaktion på højt fravær til alle byens børn uanset skoleform. Der skal i denne forbindelse aftales faste procedurer for indberetning af højt fravær med privatskolerne i kommunen.

Vi foreslår, at der i tilbuddets indfasning i første omgang er fokus på eleverne på mellemtrinnet, men ønsker, at der på lidt længere sigt skal være tale om et generelt tilbud om en sundhedssamtale til alle børn og deres forældre. 

 

Beslutning

Medlemsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 4 medlemmer: B, O og Ø.

Imod stemte 5 medlemmer: A, C, F og V.

Ingen medlemmer undlod at stemme.

Til top