Fremtidens Fritidstilbud - børnehavepladserne i skolefritidshjemmet ved Skolen ved Sundet
I forlængelse af beslutningen om Fremtidens Fritidstilbud ved Skolen ved Sundet skal udvalget tage stilling til en ny placering og organisering for børnehavepladserne fra Skolefritidshjemmet ved Sundet.
Indstilling
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at børnehavepladserne fra Skolefritidshjemmet ved Sundet flyttes til den kommunale institution Gaia i løbet af foråret 2016 (model A)
Problemstilling
Børne- og Ungdomsudvalget har på mødet den 18. marts 2015 truffet følgende beslutninger om de fysiske rammer for Fremtidens Fritidstilbud omkring Skolen ved Sundet:
- at fritidsinstitutionen samles på en eller to matrikler - afhængigt af en nærmere undersøgelse
- at fritidsklubpladser i fritidscenter ”Strand” samles på fire matrikler (Det Maritime Ungdomshus (K), Sejlinstitutionen (K), Kongovej (K), Marengovej (S), Go-kart Banen (K))
Forvaltningen arbejder som følge heraf på at etablere en løsning, hvor alle fritidsinstitutionspladser samles på skolens matrikel. Der er bevilget penge til formålet i Budget 2016.
Der er en kapacitetsmæssig udfordring på Skolen ved Sundet. Derfor var det en del af beslutningen om de fysiske rammer i Fremtidens Fritidstilbud den 18. marts 2015, at børnehavepladserne skulle flyttes fra matriklen. Der er 46 børnehaveplader i Skolefritidshjemmet ved Sundet. Til august 2016 starter ca. 20 af de nuværende børn i skolen. I 2017 fylder yderligere 12 børn 6 år, og kan dermed forventes at starte i skolen.
Den nye bebyggelse til fritidsinstitutionen på skolen forventes at være færdig til skoleårets start 2019/2020, men der etableres allerede nu en overgangsløsning, hvor fritidsinstitutionen og fritidscentret fra næste skoleår samles på færre matrikler for at understøtte intentionerne i Fremtidens Fritidstilbud bedst muligt frem til den endelige fysiske løsning er etableret.
Forvaltningen har nu gennemført en række undersøgelser og været i dialog med overgangsbestyrelsen og repræsentanter fra de involverede institutioner samt forældre. På denne baggrund fremlægges der forslag til, hvordan beslutningen om at flytte børnehavepladserne kan udmøntes.
Løsning
Den forslåede løsning (model A)
Denne model gør det muligt at sikre den nødvendige fritidshjemkapacitet for skoleåret 2016/17 ved skolen og at udmønte den beslutning, som udvalget har truffet for Fremtidens Fritidstilbud omkring Skolen ved Sundet. Samtidig understøtter modellen den planlagte overgangsløsning i forhold til fritidsinstitutionen og fritidscentret. Finansieringen kan holdes inden for den økonomiske ramme, der er afsat til Fremtidens Fritidstilbud ved Skolen ved Sundet. Forslaget går ud på at flytte børnehavepladserne til Gaia i foråret således, at deres nuværende lokaler klargøres til brug for fritidsinstitutionen (0,2 mio. kr.). Der er pladser i institutionen Gaia til at kunne tilbyde den samlede børnegruppe fra børnehaven i Skolefritidshjemmet ved Sundet overflytning.
Idet Gaia ligger 1,8 kilometer fra Skolen ved Sundet, kan det forventes, at der vil være forældre, der vil efterspørge en anden løsning. Forvaltningen vil derfor snarest gå i dialog med forældrene til de 26 børn, der forventeligt er i institutionen efter sommer, for at afdække deres mulige alternative ønsker til en ny institution, samt undersøge mulighederne for at kunne tilbyde børn plads i andre institutioner. Det kræver dog, at der træffes en hurtig beslutning om denne model således, at der er ledig kapacitet i andre børnehaver til at kunne flytte børnene. Dette er primært tilfældet op til sommerferien, hvor skolestarterne forlader børnehaverne.
Dialogen med overgangsbestyrelsen har vist, at denne model ikke har opbakning lokalt.
Alternativ løsning
Den alternative løsningsmodel giver mulighed for en langsommere udfasning af børnehavepladserne, men øger udgifterne ift. anlægs- og driftsøkonomien, fordi den kapacitetsmæssige udfordring ved skolen skal løses ved hjælp af en pavillon.
Model B
Flytning af børnehavepladserne udskydes med ét år således, at så mange af de nuværende børn som muligt enten er startet i skole, eller har bedre tid til at finde en alternativ løsning. I 2017 vil der være omkring 15 børn tilbage, som vil blive overflyttet til Gaia (som i model A).
Hvis børnehavepladserne ikke flyttes, skal de nødvendige fritidshjemspladser til skoleåret 2016/17 ved Skolen ved Sundet sikres ved, at der sættes en pavillon op til den manglende kapacitet (udgift ca. 3 mio. kr. i anlæg). Dette kan finansieres via puljen til afhjælpende foranstaltninger. Denne pulje er afsat til at løse kapacitetsmæssige udfordringer på skole- og fritidsområdet på tværs af byen. En anvendelse af midlerne til Skolen ved Sundet kan dog begrænse forvaltningens muligheder for at løse lignende problemstillinger senere på året. Den løbende drift af pavillonen kan finansieres inden for den samlede ramme. Der gøres opmærksom på, at det er tidsmæssigt presset at sætte pavillonen op til august 2016, hvilket normalt tager omkring 6 måneder.
Børnehaven vil blive økonomisk presset i overgangsåret som følge af, at der ikke anvises nye børn, der efterfølgende vil skulle flyttes. Forvaltningen vil understøtte institutionen i at se på, hvordan driften kan tilpasses de ændrede vilkår.
Frem mod Budget 2017
Overgangsbestyrelsen har tilkendegivet opbakning til en model, hvor der sikres genhusning af børnehavepladserne i en længere periode indtil, der er etableret nye lokaler på Marengovej, der gør det muligt, at institutionen fortsætter i selvejende regi. Denne løsning kan dog ikke finansieres inden for den nuværende ramme.
Forvaltningen vil frem mod Budget 2017 se på det samlede kapacitetsbehov og vurdere, om der er baggrund for at fremlægge et ønske om at etablere børnehavekapacitet i lokalområdet, herunder på Marengovej.Økonomi
Forslag til finansiering af modellerne:
Model A: 0,2 mio. kr. Pulje til mindre ombygninger på dagtilbud (funktion 5.25.14.1)
Model B: Anlæg af pavillon 3 mio. kr.: Puljen for afhjælpende foranstaltninger på skole- og fritidsområdet, hhv. funktion 3.22.01 og 5.25.14.
Videre proces
De nødvendige tiltag sættes i gang hurtigst muligt efter den politiske beslutning. Forvaltningen vil fortsætte dialogen med overgangsbestyrelsen om processen for den samlede omlægning og sørge for at informere nuværende og kommende forældre til børn i institutionen.
Tobias Børner Stax /Sti Andreas Garde