Medlemsforslag om tilkøb til interaktive tavler (smart boards)
Indstilling og beslutning
Det foreslås,
- at Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med IT-vejlederne på byens skoler undersøger, hvilke tilkøbsprogrammer til de nu installerede interaktive tavler på skolerne, der kan være relevante at lave et fællesindkøb på, herunder en vurdering af prisen herfor
- at Børne- og Ungdomsforvaltningen i samarbejde med IT-vejlederne på byens skoler laver en oversigt med relevante programmer, der kan hentes gratis fra nettet og anvendes på interaktive tavler, og som det vurderes, at et bredt udvalg af lærere vil få gavn af
MOTIVERING
På alle skolerne er der efterhånden ved at være installeret interaktive tavler i alle klasse- og faglokaler. Nogle lærere er også ved at vænne sig til at benytte interaktive tavler, mens andre stadig har gavn af kursusvirksomhed fra bl.a. Sommeruniversitetet.
Nogle lærere er så langt fremme i indsigt og anvendelse, at det kunne være gavnligt at se på muligt software, der kunne fremme og videreudvikle anvendelsesmulighederne i undervisningssituationen.
Noget software kan hentes gratis fra nettet, andet er nødvendigt at tilkøbe. Fx findes der programmer som tilkøb, hvor lokalets interaktive tavler kan "tale" med de bærbare elevcomputere. Dette kan fx anvendes til, at elevers skærmbilleder kan fryses eller forstørres til fællesanvendelse fra den interaktive tavle.