Afvikling af fritidsklubpladser på Østerbro
Afvikling af fritidsklubpladser på Østerbro
Børne- og Ungdomsudvalget
DAGSORDEN
for ordinært møde onsdag den 5. december 2007
13. Afvikling af fritidsklubpladser på Østerbro J.nr. 1101-302122
Udvalget skal tage stilling til forslag om
høring om opsigelse af driftsoverenskomsten med den selvejende institution
Klostergården (Ourøgade 8).
INDSTILLING OG
BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
1. at forslag om opsigelse af driftsoverenskomst med den selvejende institution Klostergården (Ourøgade 8) sendes i høring hos de berørte parter
PROBLEMSTILLING
Den selvejende SBBU fritidsklub Klostergården har igennem flere år oparbejdet et driftsunderskud. På trods af aftalte handleplaner med distrikt Østerbro er det ikke lykkedes at bremse et stadigt voksende merforbrug. Dette skyldes primært, at Klostergården ikke har haft indmeldte børn svarende til den udmeldte normering. Dette på trods af, at der har været et voksende behov for fritidsklubpladser i distriktet.
LØSNING
Distrikt Østerbro
indgik en aftale med SBBU om en 5-årig økonomisk genopretningsplan for Klostergården
ved udgangen af 2005. Denne aftale blev justeret i løbet af 2006 ved at
opnormere institutionen dels for at imødekomme et stigende behov i distriktet
for flere fritidsklubpladser, og dels for at imødekomme Klostergårdens ønske om
at skabe et dynamisk fritidsklubmiljø, som kan være vanskeligt ved mindre
børnegrupper. Det er imidlertid ikke lykkedes at fastholde Klostergårdens
medlemmer, som har foretrukket andre fritidsklubber så snart der var mulighed,
hvorfor institutionen er blevet nednormeret til minimumsstørrelsen på 40 fritidsklubpladser.
Klostergården har på trods af dette haft en gennemsnitlig belægning på ca.
70 % i perioden fra januar til november 2007. Institutionens driftsunderskud
er vokset fra ca. 1,4 mio. i 2005 til et forventeligt underskud på ca. 2,4 mio.
ved udgangen af 2007.
Det er vurderingen, at Klostergårdens lokaler er utidssvarende i forhold til nyere fritidsklubber i området. Fritidsklubben har desuden manglende udendørsfaciliteter, og har en uhensigtsmæssig beliggenhed i forhold til områdets skoler. Dertil kommer, at det kun er institutionens leder, der er pædagogisk uddannet.
Principper
Børne- og Ungdomsforvaltningen
foretager løbende en vurdering af behov og kapacitet (kapacitets- og
pladsstyring) på fritidsinstitutions- og klubområdet i lokalområderne over hele
byen.
Som grundlag for forslaget om opsigelse af driftsoverenskomsten er der anlagt en samlet helhedsvurdering af institution i Distrikt Østerbro. De overordnede principper, som indgår i forvaltningens helhedsvurdering er:
· behov for pladser og antallet af ledige pladser i den enkelte institution i lokalområdet, herunder søgning
· institutionens størrelse og struktur
· institutionens driftsøkonomi
· bygningens beskaffenhed og funktionalitet
Det er forvaltningens vurdering, at lukningen af Klostergården ikke vil få indflydelse på pladsgarantien på Østerbro, idet Klostergårdens medlemmer vil kunne opsluges i de omkringliggende fritidsklubber. På grund af Klostergårdens manglende evne til at tiltrække børn og det deraf opståede driftsunderskud, foreslår forvaltningen, at driftsoverenskomsten med institutionen opsiges.
Forvaltningen vil i givet fald i løbet af opsigelsesperioden i samarbejde med Klostergården udarbejde en afviklingsplan for institutionen, herunder en plan for flytning af institutionens tilbageværende ca. 26 medlemmer.
ØKONOMI
Angående håndteringen af institutionens gæld henvises til sagen om strukturtilpasninger, som blev behandlet i BUU den 16. november 2007, hvoraf det fremgår: "I forbindelse med genopretning af BUF`s økonomi er forvaltningen, i samarbejde med revisionsfirmaet Deloitte, i gang med en analyse af skoler og institutioner gæld. Det er hensigten primo 2008 at fremlægge en sag herom, herunder forholde sig til muligheden for hel eller delvis gældssanering. Dette forudsætter imidlertid, at der skaffes finansiering hertil."
VIDERE PROCES
BILAG
-
Else Sommer Henriette Bjørn Nielsen