Mødedato: 05.11.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Tidsplan og modeller for ny skole på Christianshavn

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til skitsering af modeller inklusive økonomisk overslag og tidsplan for etablering af ny Skole på Christianshavn.

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
  1. at forvaltningen fremlægger forslag om at flytte Christianshavns Skoles indskolingsafdeling, eller at flytte hele skolen til Arsenaløen til overførselssagen

Problemstilling

Borgerrepræsentationen har i budget 2014 besluttet, at udvide skolen på Christianshavn til 4 spor for dermed at imødekomme det voksende elevtal på Christianshavn.

Efterfølgende har Lokaludvalget på Christianshavn og andre i området udtrykt ønske om at få bygget en helt ny skole, i stedet for at udvide Christianshavns Skole. Da der ikke blev afsat midler til at bygge en ny skole i budget 2015, har Børne- og Ungdomsudvalget den 24. september 2014 på baggrund af et medlemsforslag fra Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti besluttet, at Børne- og Ungdomsforvaltningen skal fremlægge en tidsplan for at bygge en ny skole på Christianshavn, samt fremlægge en skitsering af modeller for en sådan skole med økonomisk overslag af byggeomkostningerne, jf. bilag 1. Udvalget har endvidere besluttet, at der skal foreligge et færdigt beslutningsgrundlag til overførselssagen i foråret 2015.

Løsning

Børne- og Ungdomsforvaltningen fremlægger her resultatet af undersøgelsen, se bilag 2.

Undersøgelsen skitserer de tre scenarier for ny skole på Christianshavn og der foreligger et økonomisk overslag til hvert scenarium.

Scenarierne kan kort sammenfattes i nedenstående tabel.

Scenarium

Beskrivelse

Økonomisk overslag*)

 1.

0. - 3. klassetrin og 112 FH pladser i ny bygning på Arsenaløen
4. - 9. klassetrin bliver på hovedskolen 

ca. 260 mio. kr. + grundkøb 

 2.

Hele skolen og 112 FH pladser samles på Arsenaløen

ca. 428 - 463 mio. kr. + grundkøb 

 3.

Skolen udbygges på nuværende matrikler

ca. 138 mio. kr. + 52 mio. kr. til genopretning og modernisering

*) opdeles byggeriet i flere etaper forøges anlægsudgifterne med ca. 5 %.

Det fremgår af tabellen, at indskolingen og fritidstilbuddet Phillip De Lange kan samles på Arsenaløen og ved "Trekantgrunden" for ca. 260 mio. kr. + beløb til grundkøb. Forslaget betyder, at skolen fortsat vil have to matrikler og der vil blive en længere skolevej for børnene i indskolingen til og fra skole og mellem indskolingsafdelingen og Christianshavns Fritidshjem. I budget 2015 er der bevilliget midler til fremtidens fritidstilbud, som giver mulighed for at samle fritidstilbuddet tættere på skolen. Herudover er der kort afstand mellem indskolingen og fritidstilbuddene på "Trekantgrunden" og indskolingen på Arsenaløen får bedre muligheder i forhold til udearealer og en beliggenhed tæt på Hal C. I denne løsning vil der blive arbejdet på at etablere en broforbindelse mellem Arsenaløen og "Trekantgrunden". Udgifterne hertil er ikke indregnet i ovenstående overslag.

Flyttes hele skolen til Arsenaløen, koster det mellem 428 og 463 mio. kr. afhængigt af, om Hal C kan disponeres til skolen, således at der kan spares en eller to idrætssale på den nye skole, hvilket skal afklares, forinden der kan stilles endeligt forslag om ny skole, hvis scenarium 2 vælges. Skolen er i dette scenarium samlet på en matrikel og fritidstilbudspladserne i Phillip De Lange flyttes med. Børnene på Christianshavn får en længere vej til skole, og der vil også blive længere vej mellem skole og fritidstilbud for de elever, der ikke får plads på skolens fritidstilbud på Arsenaløen eller på "Trekantgrunden". Men der er bevilliget midler i budget 2015 til fremtidens fritidstilbud, som kan avnedes til at samle fritidstilbuddet tættere på skolen.

Scenarium 3 viser til sammenligning den planlagte udbygning, som er vedtaget i budget 2014. Skolen vil i dette scenarium fortsat have to matrikler centralt placeret på Christianshavn med kort afstand imellem sig. Projektet koster 138 mio. kr. og 52 mio. kr. til genopretninger og moderniseringer af bygningerne, som er finansieret. Ligeledes kan midlerne bevilliget i budget 2015 til fremtidens fritidstilbud anvendes her, således at fritidstilbuddet samles på eller ved skolen.

Tidsplan
Uanset hvilket scenarium, der vælges, er måltallet for den forventede byggetid 3 år og 8 måneder fra vedtagelsen til byggeriet er færdigt. Opdeles byggeriet i flere etaper, hvor der indlægges en pause i projektet, tager det tilsvarende længere tid at gennemføre projektet. Erfaringen fra etapeopdeling er endvidere, at det medfører øgede anlægsudgifter på ca. 5 % af anlægssummen, idet byggepladsen pakkes ned, hvorefter projektet igen skal opstartes. En opdeling af projektet kan derfor være en fordel i sager, hvor projektet skal dække et behov på kort sigt (1. etape) og senere et resterende behov som ventes at indfinde sig 5 - 10 år senere (2. etape). Umiddelbart kan der ikke anvises klare fordele i etapeopdeling af udbygningsprojekter, hvor behovet for plads har indfundet sig.

I forhold til opdeling af finansieringen i etaper, er det en fordel at have finansieringen på plads inden projektet udbydes. Opdeles finansieringen i to etaper, skal projektet udbydes som et "skiveudbud", hvor første etape udbydes til igangsættelse med option på, at sidste etape af projektet også gennemføres, men med forbehold for, at anden etape finansieres i budget 2016. Kommer finansieringen ikke i budget 2016, skal der på dette tidspunkt tages stilling til om projektet opgives, eller om projektet skal afvente finansiering i senere budgetter, med deraf følgende øgende udgifter til midlertidige foranstaltninger.

Den i budget 2014 besluttede udvidelse af skolen er foreløbigt sat i bero, idet der er behov for afklaring af projektet. Såfremt Børne- og Ungdomsudvalget fremlægger et scenarium til overførselssagen, kan byggeriet forventes taget i brug omkring januar 2019 og dermed være klar til brug til skoleåret 2019/20.

Forsinkelsen betyder, at byggeriet er klart til brug to år senere end oprindeligt planlagt, og at der derfor skal findes midlertidige løsninger for yderligere 2 klasser de sidste to år af byggeperioden.

Økonomi

Såfremt scenarium 1 eller 2 skal erstatte den planlagte udbygning af skolen, udestår en finansiering af differencen mellem det godkendte projekt og udgifterne til scenarium 1 og 2, som er på mellem 122 mio. kr. og 325 mio. kr. + grundkøbet. Opdeles byggeriet i to etaper, skal der beregnes merudgifter på ca. 5 %.

En del af udgifterne kan evt. dækkes ved salg af henholdsvis indskolingsafdelingen hvis denne flyttes til Arsenaløen og hovedskolen hvis denne også flyttes til Arsenaløen. Ligeledes kan de 52 mio. kr. til genopretning og modernisering af bygningerne anvendes til andet formål, hvis der bygges en helt ny skole på Arsenaløen. Af hensyn til en eventuel køb- og salgssituation fremgår de forventede udgifter til grundkøb, samt forventet slagsprovenu, ved salg af henholdsvis filialen og hovedskolen af bilag 3 (fortroligt). 

Såfremt skolen, eller dele af den, ønskes flyttet til Arsenaløen, kan finansiering dels foreslås i forbindelse med overførselssagen, og evt. restfinansieringen kan tilvejebringes i forbindelse med budget 2016 og ved evt. salg af filialen og hovedbygningen. En mulighed er at finansiere de første 10 - 15 mio. kr. i overførselssagen og det resterende beløb i budget 2016 efter køb og salg af bygninger er gennemført. Risikoen herved er, som nævnt i tidsplanen, at projektet forsinkes, hvis restfinansieringen ikke kommer i budget 2016.

Videre proces

Det planlagte byggeri er foreløbigt sat i bero, idet der er behov for afklaring af projektet. Såfremt Børne- og Ungdomsudvalget fremlægger forslag til overførselssagen og evt. til budget 2016 om at flytte hele, eller dele af skolen til Arsenaløen, vil Center for byudvikling (Økonomiforvaltningen) indlede forhandlinger med ejerne af Arsenaløen med henblik på køb af grunden. Grundkøbet vil dog være betinget af, at der dels opnås finansiering dels af, at der efterfølgende opnås godkendelse af købet i Børne- og Ungdomsudvalget og Økonomiudvalget. 

Vælger Børne- og Ungdomsudvalget ikke at fremme sagen, kan byggeriet, som er vedtaget i budget 2014 - udbygning af skolen til 4 spor på nuværende matrikler - genoptages og gennemføres. 



                 Else Sommer                      /Henriette Bjørn Nielsen

Beslutning

Indstillingen blev godkendt efter afstemning med følgende resultat:

For stemte 10 medlemmer: A, B, F, O, V og Ø.

Imod stemte ingen.

Ingen medlemmer undlod at stemme.
Til top