Mødedato: 05.11.2014, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Finansiering af vedtagne initiativer vedrørende sprog og integration

Se alle bilag
Udvalget skal tage stilling til finansiering af vedtagne initiativer i sag om sprog og integration (2014-0165201).

Indstilling og beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

  1. at de vedtagne initiativer vedrørende sprog og integration finansieres af den nuværende bevilling til tosproget undervisning og i 2015 også af mindreforbrug på Københavnermodel 2.0.

Problemstilling

Børne- og Ungdomsudvalget ønskede i foråret en temadrøftelse af integrationsindsatserne på udvalgets område. På den baggrund udarbejdede forvaltningen i dialog med praktikere et inspirationskatalog samt en indstilling til udvalget, der blev sendt i høring efter BUUs beslutning den 11.6.2014. Initiativerne indgik også i budgetforhandlingerne, men blev ikke fremmet. På baggrund af høringssvarene drøftede udvalget sagen den 24. september 2014, hvor sagen blev tiltrådt med enkelte ændringer (se bilag 1). Der blev på mødet rejst ønske om øget klarhed over finansieringen, herunder en præcisering af, hvordan finansieringen kan findes inden for udvalgets ramme.

Sagen om sprog og integration indeholdt følgende initiativer:  

  1. Krav til skoler og institutioner om brug af metoder og redskaber
  2. Styrket vidensoverdragelse
  3. Det bedst kvalificerede personale til de mest udfordrede institutioner
  4. Intensive læringsforløb
  5. Udvidet rådgivning af forældre i understøttelse af deres børns læring
  6. Ændret ressourceudmelding - pengene følger behovet
  7. Fordelingstiltag (dagtilbud og skole)
  8. Reviderede målsætninger vedrørende sprog og integration.

Udvalget vedtog desuden at midlerne, der påtænkes afsat til forslaget vedrørende "Udvidet rådgivning af forældre i understøttelsen af deres børns læring" omprioriteres til fordel for heldagsskolerne. Der er tale om 450.000 kr. i 2015 og 2016 og 400.000 kr. de efterfølgende år. Det fremgår af sagen om udmøntning af budget 2015, som også behandles på dette møde, hvorledes midlerne tænkes brugt.

Løsning

De vedtagne elementer i sagen om sprog og integration medfører følgende finansieringsbehov, jf. tabel 1: 

Tabel 1. Finansieringsbehov som følge af sprog og integrationsinitiativer
 

 (1.000 kr. – 2015 p/l )

2015

2016

2017

2018

I alt

Styrket vidensoverdragelse

800

1.150

150

150

2.250

Det bedst kvalificerede personale

1.643

3.287

2.762

2762

10.454

Intensive læringsforløb

1.650

3.600

3.600*

3600*

12.450

Udvidet rådgivning af forældre**

450

450

400

400

1700

Udgifter til service i alt

 4.543

8.487

6.912

6.912

26.854

* Forudsat at BUU beslutter, at initiativet skal fortsætte efter det toårige pilotprojekt.
** Skal omprioriteres til heldagsskolerne.

Forvaltningen bemærker, at igangsættelsen af de forskellige initiativer sker ca. et halvt år forskudt i forhold til det oprindeligt foreslåede. Det skyldes en genberegning af finansieringen.

Forvaltningen foreslår, at finansieringsbehovet i 2015 dækkes af et forventet mindreforbrug på Københavnmodel 2.0. og en reduktion af bevillingen til tosproget undervisning. Fra 2016 og frem foreslås finansieringsbehovet alene dækket af en reduktion af bevillingen til tosproget undervisning.

Forvaltningen forventer i 2015 et mindreforbrug for Københavnermodel 2.0 på 1,5 mio. kr. Mindreforbruget er estimeret ud fra dette års erfaringer, og bygger delvist på, at skolernes store fokus på implementering af folkeskolereformen giver mindre tid til initiativer med afsæt i Københavnermodel 2.0. Det drejer sig om aktiviteter som skolerne sætter i værk i rekrutterings- og fastholdelsesøjemed. Her forventes et mindreforbrug på ca. 600.000 under det ”normale” niveau på 3 mio. kr. Implementeringen af folkeskolereformen forventes samtidigt at medføre en mindre efterspørgsel efter kompetenceudvikling i regi af Københavnermodellen på 200.000 kr. Derudover blev der i forbindelse med etableringen af ”Skoleskiftermodellen” forudsat et årligt transportbehov med en deraf følgende udgift på 700.000 kr. Dette behov har ikke vist sig.

Bevilling til tosproget undervisning på almen- og specialskolerne
Den oprindelige idé bag etableringen af tosproget undervisning var, at der i en klasse med en gruppe elever med samme modersmål blev tilknyttet en lærer med tilsvarende modersmål. Virkeligheden er imidlertid, at mange skoleklasser har en stor sproglig mangfoldighed med elever med mange forskellige sproglige baggrunde. Samtidig har eleverne typisk ikke to adskilte sprog, som de gør brug af henholdsvis derhjemme og i skolen. Forvaltningen vurderer på den baggrund, at nogle af de nuværende midler til tosproget undervisning med fordel kan finansiere de vedtagne initiativer vedrørende sprog og integration, der i et stort omfang vedrører samme målgruppe, og hvor effekten vurderes at være større.

Tosproget undervisning skal ses i sammenhæng med modersmålsundervisning. Begge dele hænger sammen, fordi det er tosprogede lærere, der varetager begge undervisningsopgaver i en kombinationsstilling. Den enkelte lærers timetalsfordeling planlægges efter en residual model, hvor timerne til modersmålsundervisning planlægges først, og de resterende timer udgør timetallet til tosproget undervisning. En gruppe af tosprogede lærere, i alt ca. 60 personer, varetager modersmålsundervisning af ca. 1.250 elever i modersmål udenfor EU- EØS. Derudover varetager de pågældende lærere også den tosprogede undervisning. Bevillingen til skolerne går øremærket til aflønning af de tosprogede lærere. Cirka 40 pct. af lærere, der forestår tosprogsundervisningen, har en dansk læreruddannelse. Denne sag medfører ikke ændringer for modersmålsundervisningen.

Bevillingen til tosproget undervisning er i 2015 på  ialt 16,355 mio. kr.

Det fremgår af bilag 2, hvordan bevillingen til tosproget undervisning er fordelt på skoler. Som det ses er der alt i alt d.d. udmeldt godt 15,7 mio. kr. til tosproget undervisning i 2014 (ud af i alt godt 16 mio. kr.). Der er i alt 27 skoler som har ansat lærere der varetager tosproget undervisning og modersmålsundervisning. Blågård Skole har fået udmeldt det største beløb til tosproget undervisning, nemlig knap 1,8 mio. kr. Herefter følger Rådmandsgades Skole (godt 1,4 mio. kr.) og Tingbjerg Skole (knap 1,3 mio. kr.). Der er 15 skoler som har fået udmeldt mindre end 500.000 kr. i år. Som det ligeledes fremgår af skemaet modtager nogle af de skoler, som modtager penge til tosproget undervisning, også andre bevillinger målrettet en særlig indsats overfor tosprogede elever.

Økonomi

Et overblik over økonomien fremgår af nedenstående tabel 2.

Tabel 2. Overblik over økonomien
 

(1.000 kr. – 2015 p/l )

2015

2016

2017

2018

Udgifter

 

 

 

 

Styrket vidensoverdragelse

800

1.150

150

150

Det bedst kvalificerede personale

1.643

3.287

2.762

2.762

Intensive læringsforløb

        1.650

     3.600

3.600*

3.600*

Omprioritering til heldagsskoler

 450

 450

 400

 400

Udgifter til service i alt

        4.543

    8.487

6.912

6.912

Finansiering

Mindreforbrug på Københavnermodel 2.0

1.500

Besparelse på bevillingen til tosproget undervisning

3.043

8.487

6.912

6.912

Finansiering i alt

4.543

8.487

6.912

6.912

* Forudsat at BUU beslutter, at initiativet skal fortsætte efter det toårige pilotprojekt.

Bevillingen til tosproget undervisning vil med det fremlagte forslag til finansiering i denne sag blive reduceret med samme andel ift. de enkelte skolers nuværende bevilling. Samtidig vil der ske en flytning af midler fra Undervisningsrammen til Dagtilbudsrammen på i alt 2,443 mio. kr. i 2015, 4,437 mio. kr. i 2016 og 2,912 mio. kr. i 2017 og frem. Dette vil blive fremlagt i forbindelse en kommende sag om bevillingsmæssige ændringer i 2015. 

Videre proces

Hvis BUU beslutter at reducere bevillingen til tosproget undervisning begyndes forhandlinger med de berørte medarbejdere. Forslaget forventes at kunne implementeres fra og med begyndelsen af skoleåret 2015/16. Det vil give tid til den nødvendige forhandlingsproces og de nødvendige opsigelsesvarsler. Uddannede lærere vil kunne indgå i forflyttelsesrunden i foråret 2015. For de øvrige medarbejdere gælder det, at de vil kunne fortsætte som ansatte, hvis skolerne har den fornødne økonomi og skønner, at det vil være hensigtsmæssigt at have medarbejderne ansat fortsat. Der vil være tale om op til 17 årsværk, men der kan være tale om flere berørte medarbejdere, da ikke alle medarbejdere har fuldtidsstillinger.

Forvaltningen vil i 1. halvår 2015, i forbindelse med fremlæggelse af forslag til ændringer af de nuværende budgetmodeller for almene og specialskoler, komme med forslag til, hvordan de nuværende midler byggende på tosprogs- og socioøkonomiske kriterier samt midler til tosproget undervisning fremover skal fordeles. Forvaltningen vil samtidig komme med forslag til, hvorledes en omfordeling fra skole til dagtilbud på 10 mio. kr., som vedtaget i sprog og integrationssagen d. 24.9.2014 kan ske. Omfordelingen forventes at træde i kraft samtidigt med de nye budgetmodeller, dvs. i august 2016. 


        Else Sommer              /Camilla Niebuhr

Beslutning

Indstillingen blev godkendt.
Til top