Anlægsbevilling til Vesterbro Ny Skole
Anlægsbevilling til Vesterbro Ny Skole
Børne- og Ungdomsudvalget
BESLUTNINGSPROTOKOL
fra ordinært møde onsdag den 5. april 2006
11. Anlægsbevilling til Vesterbro Ny Skole
J.nr. 294093
INDSTILLING OG BESLUTNING
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget, at udvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
at der gives en tillægsbevilling på 3,8 mio. kr. til dækning af merudgifter i forbindelse med gennemførelsen af helhedsplanen for Vesterbro Ny Skole. Der anvises dækning for udgiften på 3,8 mio. kr. i 2006 på konto 3.01.3, rådighedsbeløb til folkeskoler på Børne- og Ungdomsudvalgets budget for 2006
at forslaget efter procedure for inddragelse af Kultur- og
Fritidsudvalget i anlægsbevillinger pr. 1. januar 2006 sendes til udtalelse i
Kultur- og Fritidsudvalget inden behandlingen i Økonomiudvalget og
Borgerrepræsentationen
Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 5. april 2006
Indstillingen blev godkendt.
RESUME
Borgerrepræsentationen godkendte på mødet den 9. juni 2004 helhedsplanen for sammenlægning af Alsgades Skole og Ny Carlsberg Vejens Skole til Vesterbro Ny Skole samt en anlægsbevilling på 20,61 mio. kr. til de nødvendige bygningsarbejder i forbindelse med sammenlægningen.
Den økonomiske ramme for sammenlægningen er udarbejdet på baggrund af en helhedsplan for Vesterbro Ny Skole. Vurderingen af økonomien på helhedsplanniveau er meget usikker, fordi det på dette overordnede niveau er vanskeligt, at tage højde for eksempelvis konstruktionsmæssige forhold eller forurening. Forvaltningen udarbejder derfor normalt mere detaljerede projektforslag på de enkelte projekter for at få en mere præcis vurdering af økonomien, før der søges bevilling.
Af hensyn til ønsket om en hurtig sammenlægning af de to skoler valgte forvaltningen imidlertid at søge bevilling til hele projektet på baggrund af helhedsplanen. Det har nu vist sig, at der er opstået en uforudsete forhold, som betyder, at der er merudgifter til projektet på i alt 3,8 mio. kr.
Københavns Ejendomme (KEjd) har fremsendt en redegørelse om årsagerne til merudgifterne, som blandt andet hænger sammen med usikkerheden i plangrundlaget, myndighedskrav og konstruktionsmæssige problemer. Redegørelsen er vedlagt som bilag 1.
På baggrund af ovenstående indstiller forvaltningen, at
der gives en tillægsbevilling på 3,8 mio. kr. til dækning af merudgifter i
forbindelse med gennemførelsen af helhedsplanen for Vesterbro Ny Skole. Af den samlede bevilling overføres 3,77 mio.
kr. til Københavns Ejendomme.
Ifølge bevillingsreglerne er det nødvendigt at sætte det igangværende byggeri i stå, indtil en tillægsbevilling til merudgifterne er endeligt godkendt i Borgerrepræsentationen. Standsningen af byggeriet med deraf følgende kompensation til entreprenøren indtil sagen er endelig godkendt i Borgerrepræsentationen (medio juni 2006) vil i givet fald medføre yderligere merudgifter, der skønnes til 0,5 – 1,0 mio. kr. Hertil kommer de gener og problemer, som en forsinkelse af byggeriet vil medføre for skolen.