Mødedato: 05.04.2006, kl. 15:00

Iværksættelse af procedure for afholdelse af arkitektkonkurrence om folkeskole og institutioner i Sydhavn

Iværksættelse af procedure for afholdelse af arkitektkonkurrence om folkeskole og institutioner i Sydhavn

Børne- og Ungdomsudvalget

 

DAGSORDEN

for ordinært møde onsdag den 5. april 2006

 

 

15.      Iværksættelse af procedure for afholdelse af arkitektkonkurrence om folkeskole og institutioner i Sydhavn

  J.nr. 300793

 

 

INDSTILLING

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsud­valget,

 

at      udvalget godkender iværksættelse af proceduren ved­rørende arkitektkonkurrence, herunder prækvalifikation m.v. vedrørende folkeskole og institutioner i Sydhavn

 

at      udvalget godkender, at der til hver af de deltagende arkitektfirmaer ydes et beløb på 25.000 euro/ca. 180.000 kr. som vederlag, idet udgiften afholdes på Børne- og Ungdomsudvalgets bevilling for 2006, konto 3.01.3 Folkeskoler inden for den samlede anlægs­ramme for byggeprojektet

 

 

RESUME

Det tidligere Uddannelses- og Ungdomsudvalg behandlede i mødet den 16. juni 2004 (U 108/04) et Idékatalog vedrørende skole, idræt og kultur i Sydhavn, og udval­get godkendte samtidig at iværksætte den videre planlægning, herunder udarbej­delse af konkurrenceprogram m.v. for en arkitektkonkurrence om en ny folkeskole m.v.

 

Forudsætningen for den videre planlægning har beroet på tilvejebringelse af en grund i Sydhavn. Forhandlinger herom har imidlertid først kunnet afsluttes i begyn­delsen af 2006. Forvaltningen fremlægger senere indstilling om erhvervelse af en byggegrund på Teglholmen i Sydhavn.  

 

Med denne indstilling foreslås iværksættelse af proceduren vedrørende gen­nemførelsen af en arkitektkonkurrencen for opførelse af en ny folkeskole, fritids- og daginstitution tillige med mulighederne for indpasning af ny idrætshal på Teglhol­men, ligesom der foreslås en honorering af de deltagende arkitektfirmaer i konkur­rencen.

 

Det forventes, at selve konkurrenceprogrammet m.v. kan forelægges for Børne- og Ungdomsudvalget i juni 2006. 

 


SAGSBESKRIVELSE

Det tidligere Uddannelses- og Ungdomsudvalg behandlede i mødet den 16. juni 2004 (U 108/04) et Idékatalog vedrørende skole, idræt og kultur i Sydhavn, og udval­get godkendte samtidig at iværksætte den videre planlægning, herunder udarbej­delse af konkurrenceprogram m.v. for en arkitektkonkurrence om en ny folkeskole m.v.  Borgerrepræsentationen har godkendt en anlægsbevilling på 1,5 mio. kr. hertil. 

 

På baggrund af Uddannelses- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 16. juni 2004 om den videre planlægning af en ny folkeskole m.v. i Sydhavn har forvaltnin­gen haft drøftelser med kommunens planmyn­digheder om planforholdene m.v. i Sydhavn, og forvaltningen har medvirket ved Økonomiforvaltningens for­handlinger om køb af en byggegrund (erhvervelse af byggeret) – forhandlinger som er afsluttet i begyndelsen af 2006.

 

På baggrund af forhandlingerne om erhvervelse af en byggegrund i Sydhavn fremlægger forvaltningen senere indstilling om grundkøbet.

 

 

Baggrund

Med baggrund i Borgerrepræsentationens beslutning i 1999 er der udarbejdet en helhedsplan for Københavns Havn. Planen indeholder tre fokusområder: Nordhav­n, Inderhavnen og Sydhavn, der alle skal omdannes til byområder. I både Nordhavn og Sydhavn rummer planerne udvikling af nye attraktive boligområ­der, hvor "havnebo­ligen" som ny boligtype skal konkurrere med forstadens "have­bolig". Helhedsplanen er en del af den samlede boligpolitiske strategi for Køben­havns Kommune.

 

Helhedsplanen for fokusområde Sydhavn er udarbejdet af det hollandske arkitekt­firma Soeters van Eldonc Ponec Architecten med inspiration fra en blanding af den københavnske karréstruktur og smalle huse med referencer til kanalerne blandt an­dre på Christianshavn og i Amsterdam.

 

Sydhavn strækker sig fra Sluseholmen over Teglhol­men og Tømmerholmen til om­rådet ved Fisketorvet. Skitsen til helheds­plan indeholder omkring 5.000 boliger, som er planlagt opført i etaper over en længere periode. Det samlede indbyggertal for­ventes i størrelsesorden 9.-12.000. Den første etape er iværksat i den sydlige del (Sluseholmen) og den nordlige del (Fisketorvet), hvor boligbyggeriet er under opfø­relse.

 

Byområdets hovedattraktion og identitet bliver den nære til­knytning til hav­nen. Havnen er her de eksisterende havnebassiner, der er anlagt i en tid, hvor kvarteret rummede den svære traditionelle industri og skibstransport. Havnebassinerne skal suppleres med nye kanaler i byområdet.

 

Kvarteret ligger fremskudt mod havnen afgrænset mod øvrige bolig­kvarterer af ho­vedfærdselsårer og udfletningsanlæg. Inden for de seneste år er store dele af det til­grænsende område omdannet fra in­dustri til kontorfaciliteter. Området ligger rela­tivt afsondret fra andre boligområder. Det betyder, at det nye kvarter i høj grad skal definere sig selv både arkitektonisk og socialt. Det stiller særlige krav til nærhed i ud­formning af skole-, idræts- og institutionstilbud.

 

Udfordringen i udformningen af området er byenhedens kvali­tative bæredyg­tighed. Heri indgår bydelens infrastruktur og de byplanprincipper, der ligger til grund for udformning af området. Målet er blandt andet at sikre et samspil mellem områdets handel og servicefunktio­ner, de offent­lige og private institutioner og boligstruktu­ren.

 

Det er hensigtsmæssigt, at den nye skole lokaliseres centralt i forhold til bebyggel­sen, dvs. med en placering på Teglhol­men – ved det grønne område og det trafikale knudepunkt, som forbinder den sam­lede bebyggelse (nord-syd).

 

Planlægningen af anden etape omfatter udarbejdelse af en planredegørelse og en lokalplan for Teglholmen – og dermed den nærmere planlægning af den nye folke­skole m.v. Forslag til planredegørelse og lokalplan – som forestås af kommunens planmyndigheder – forventes udarbejdet og forelagt til politisk behandling inden sommeren 2006 således, at der efter offentlig høring kan foreligge en vedtaget lo­kalplan omkring årsskiftet 2006/07.

 

For at opnå den fornødne koordinering af den fysiske planlægning og planlægningen af skolen m.v. er det af afgørende betydning, at arkitektkonkurrencen vedrørende skolen m.v. gennemføres så betids, at der i den endelige lokalplan kan tages højde for resultatet af arkitektkonkurrencen.  

Skole- og institutionsforsyningen

I tilknytning til boligbyggeriet på Sluseholmen er en daginstitution under opførelse. Det forestå­ende boligbyggeri på Teglholmen indebærer behov for opførelse af yderligere en daginstitution, ligesom der på sigt må påregnes opførelse af yderligere daginstitutio­ner.

 

På baggrund af befolkningsprognosen kan den forventede tilgang af skolesø­gende børn i alderen 6-15 år beregnes. Økonomiforvaltningen har anlagt den vurdering, at antallet af skolesøgende børn vil svare til ca. 0,2 pr. bolig – eller at der for hver 5. bolig er et skolesøgende barn:

 

Tabel: Skolesøgende børn i Sydhavn (2005-prognose)

Sydhavn

 

2006

 

2007

 

2008

 

2009

 

2010

 

2011

 

2015

 

2021

Boliger

  200

   500

   950

1.350

1.700

2.050

3.250

  4.750

Beboere

  440

1.100

2.090

2.970

3.740

4.510

7.150

10.450

Skolesøgende

    40

     99

   188

   267

   337

406

   644

941

 

De ca. 1350 boliger i 2009 vil medføre omkring 270 skolesøgende børn i Sydhavn. Det må formodes, at der må være en overvægt af indskolingsbørn. 

 

Med den forventede udvikling i antallet af skolesøgende børn foreslås, at skolen op­føres som en 2-sporet skole. På sigt er der behov for yderligere spor, idet bemærkes, at der i helhedsplanen for Sydhavn er skabt mulighed for yderligere skolebyggeri i den nordlige del ved Fisketorvet, som ligger umiddelbart over for Havnestad Syd på Islands Brygge. Her planlægges et større nyt byområde med 1.500-1.700 boliger. Hvis der etableres en stibroforbindelse over havnelø­bet ved den nordlige del af det nye boligområde, vil skoleoplandet for henholdsvis Sydhavn og Havnestad fremstå som gensidige valgmulighe­der for forældrene.

 

Det samlede etageareal til den 2-sporede skole udgør ca. 8.000 etage­meter, hvortil kommer en daginstitution og en mulig idrætshal – i alt 10.000 etagemeter. Det skal i den forbindelse bemærkes, at skolebyggeriet som udgangspunkt forudsættes at om­fatte fornødne gymnastiksale. I forbindelse med udarbejdelsen af konkurrencepro­grammet vil det efter nærmere drøftelser med Kultur- og Fritidsforvaltningen blive afklaret, om der i programmet skal indarbejdes en option vedrørende opførelse af en større idrætshal i stedet for mindre gymnastiksale. I givet fald udformes konkurren­cen dels som en projektkonkurrence vedrørende skole- og institutionsbyggeriet, og dels som en idékonkurrence vedrørende idrætshallen. Såfremt forslag om opførelse af en egentlig idrætshal nyder fremme, skal der efterfølgende foretages en fordeling af anlægsudgiften.

 

Forberedelse af skolebyggeriet m.v.

Fra den tidlige planlægning af Sydhavn har forvaltningen været inddraget for at til­godese bestræbelserne på at placere den fremtidige skole centralt i det nye byom­råde. Med placeringen tæt ved havnen har der været særlig fokus på at inddrage vandet, som et aktivt element i forhold til skolebyggeriet. Forvaltningen har haft et indgående samarbejde med Kultur- og Fritidsforvaltningen for at opstille forslag om at skabe sammenhæng mellem skole, idræt og fritid.

 

På den baggrund har der været gennemført et forløb, som har omfattet:

Fase 1: Afholdelse af en Open Space konference den 18. november 2003, hvor kommende brugere, skole-, idræts- og kulturfolk m.fl. diskuterede og fremlagde idéer og visioner.

 

Fase 2: I perioden januar-marts 2004 gennemførtes en skitserende idéudvikling  med workshop og seminarer i 3 fokusgrupper (skole, idræt, kultur) med repræsen­tanter for forvaltninger m.fl. og 6 unge arkitektfirmaer med henblik på at udarbejde konkrete fo rslag til offentlige servicefaciliteter – herunder bestræbelserne på at skabe en integreret sammenhæng mellem skole, idræt og kultur i et nyt bymiljø præ­get af og tæt ved havnen.

 

Fase 3: Den skitserende idéudvikling er herefter sammenfattet i et idèkatalog, som blev præsenteret på en udstilling den 19. maj 2004.

 

Idékataloget

Det foreliggende idékatalog SKOLE IDRÆT KULTUR I SYDHAVN er en tematisk opbygget præsentation af henholdsvis skole, idræts- og kulturfaciliteter med anvis­ning af mulige funktioner, udformninger og placeringer af de offentlige servicefaci­liteter i Sydhavn, idet der er lagt vægt på at skabe en sammenhæng mellem de en­kelte funktioner således, at f.eks. skolen skal ses i et sammenhæng med idræts- og kulturfaciliteter.

 

Et overliggende tema har i sagens natur været inddragelsen af vandet, idet det blandt andre forslag er vist dels, hvorledes vandet kan inddrages i skolens undervisning og aktivitets- og læringsmiljøer, dels hvorledes idrætsfaciliteter kan placeres i forhold til havnen, og dels hvorledes der funktionelt kan arbejdes med overgangen mellem land og vand (kajkanter/strandbredder).

 

Som oplæg til udformning af selve konkurrenceprogrammet for skole- og instituti­onsområdet har der været gennemført et kort workshopforløb med henblik på at præcisere kravene til skole- og institutionsbyggeriets funktionalitet.

 

Arkitektkonkurrence

For at fremme visionen om et nytænkende skolebyggeri og det attraktive bymiljø er det i forbindelse med afholdelse af arkitektkonkurrencen derfor faldet naturligt at søge at tiltrække arkitektfirmaer, som gennem deres hidtidige projekter har demon­streret funktionelle, markante og udtryksfulde bygningsværker. På den baggrund har Børne- og Ungdomsfor­valtningen i samråd med kommunens stadsarkitekt drøftet mulighederne for at til­trække udenlandske arkitektfirmaers opmærksomhed på pro­jektet.

 

Stadsarkitekten har anbefalet at rette henvendelse til en række udenlandske arkitekt­firmaer for at få en forhåndstilkendegivelse om deres interesse i at medvirke i kon­kurrencen. I givet fald vil der på forhånd blive indbudt 3-4 udenlandske firmaer til at deltage i konkurrencen.

 

Den prækvalifikation, som under alle omstændigheder skal gennemføres efter EU-bestemmelserne (tjenesteydelsesdirektivet – TYD), vil ikke herved blive tilsidesat - men erfaringsmæssigt vil en dansk prækvalifikation almindeligvis kun tiltrække danske arkitektfirmaer. Prækvalifikationen starter med en annoncering af konkur­rencen i dagblade og i EU. På baggrund af arkitektfirmaernes anmodning om delta­gelse i konkurrencen forventer forvaltningen, at der udpeges 8 arkitektfirmaer (incl. de 3-4 indbudte firmaer) til at deltage i konkurrencen.

 

Alle deltagende firmaer vil få et vederlag, idet vederlaget foreslås fastsat til 25.000 euro/ca. 180.000 kr. pr. deltager. Forslag om deltagende arkitektfirmaer vil – efter gennemførelse af prækvalifikationen - blive forelagt Børne- og Ungdomsudvalget sammen med konkurrenceprogram m.v.

 

Forslag til konkurrenceprogram for den nye folkeskole m.v. forventes forelagt for Børne- og Ungdomsudvalget inden sommeren 2006. Samtidig forelægges forslag om sammensætning af dommerkomite til bedømmelse af indkomne konkurrencefor­slag.

 

 

Økonomi

For at tiltrække udenlandske arkitektfirmaer til at deltage i konkurrencen er det i samråd med kommunens stadsarkitekt og forvaltningens bygherrerådgiver vurderet, at der bør ydes et vederlag på 25.000 euro/ca. 180.000 kr. til hver af de 8 deltagende arkitekt­firmaer i arkitektkonkurrencen. Det bemærkes, at honoraret for deltagelse i konkurrencen vedrørende opførelse af et nyt gymnasium i Ørestad var fastsat til 300.000 kr.

 

Udgifterne til vederlag for deltagende arkitektfirmaer og udgifter til dommer­komite­ens arbejde, herunder vederlag til fagdommere m.v. vil blive afholdt inden for den samlede anlægsramme vedrørende den nye folkeskole m.v. Det skal i den forbin­delse bemærkes, at der inden for Børneplan I for perioden 2004-07 er reserveret et samlet beløb på 10,0 mio. kr. vedrørende den nye skole m.v. Gennemførelsen af byggeriet forudsætter, at der fra 2008 og frem tilvejebringes de fornødne anlægs­midler, jf. forslag om Børneplan II.

 

Miljøvurdering

Sagstypen er ikke omfattet af Børne- og Ungdomsforvaltningens positivliste over sager, der skal miljøvurderes.

 

Høring

Indstillingen har været forelagt Københavns Ejendomme, som efterfølgende skal forestå selve byggeriet og høres om anlægsbevillingerne til byggerierne.

 

 

 

BILAG VEDLAGT

Ingen

 

Peter Rasmussen

Jørn Larsen

 

 

 


 

Til top