Mødedato: 05.02.2025, kl. 09:00
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

Medlemsforslag om temadrøftelse vedr. forbedret seksualundervisning i folkeskolen

Se alle bilag

Det indstilles,

1. at Børne- og Ungdomsforvaltningen vender tilbage til Børne- og Ungdomsudvalget med en temadrøftelse om, hvordan eleverne i den københavnske folkeskole kan sikres en forbedret seksualundervisning.

(Stillet af Alternativet)

Motivering

Mange elever oplever i dag, at seksualundervisningen i folkeskolen er ikke-tidssvarende, fraværende eller tilfældigt forekommende. En del af udfordringen består i, at seksualundervisning er et timeløst fag.

Samtidig er der kommet en række nye dagsordener, som fylder mere for eleverne: viden om udfordringer for fertilitet, tryghed i seksuelle relationer, forskellige kønsidentiteter, samtykkelovgivning, deling af nøgenbilleder og fortsat viden om prævention og reproduktion.

Der er i denne valgperiode vedtaget en strategi for seksualundervisningen, hvor det blandt andet indgår, at skolelederne bør have en plan for, hvordan det sikres, at seksualundervisningen realiseres. Det er oplagt, at Børne- og Ungdomsforvaltningen afsøger med de faglige aktører, hvordan det går med at realisere strategien for seksualundervisningen, herunder om skolerne har planer for området.

Samtidig udløber der budgetmidler til seksualundervisningen, når året er omme. På den baggrund er det oplagt, at Børne- og Ungdomsforvaltningen vender tilbage til udvalget med en belysning af, hvordan nye budgetmidler fra 2026 og frem kan anvendes på forbedret seksualundervisning.

Forvaltningen bør samtidig også belyse, hvordan det kan sikres, at eleverne reelt kan møde en minimumsstandard for seksualundervisningen, uanset hvilken skole de går på.

Det er i den forbindelse oplagt, at forvaltningen afsøger, med udgangspunkt i nye budgetmidler til seksualundervisningen, hvordan eksterne parter i samarbejde med skolens aktører fremadrettet kan løfte opgaven. Som scenarie kan indgå, at der afsættes midler til, at en eller flere eksterne parter, gennem Åben Skole-formatet, til hver skole kan levere en samlet pakke for seksualundervisningen, eventuelt først gennem en forsøgsmodel.

Til top