B-sag: Ophævelse af Foreningen SSP og flytning af medarbejdere til SOF - FÆLLESINDSTILLING SOF, BIF, BUF og KFF
Parterne i SSP-samarbejdet har et ønske om fremadrettet at sikre klarere juridiske rammer for samarbejdet i SSP samt at sikre et sammenhængende sekretariat og ét samlet budget. Dette kan sikres ved at forankre SSP København i Socialforvaltningen og ophæve Foreningen SSP København. Der er tale om et fælles ønske på tværs af forvaltningerne, Københavns Politi og Kriminalforsorgen, da det har været vanskeligt at adskille arbejdet i regi af foreningen fra det tværfaglige myndighedssamarbejde. Udvalgene forelægges med denne sag den nye ramme for SSP-samarbejdet.
Indstilling
Socialforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at Socialudvalget, Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Børne- og Ungdomsudvalget og Kultur- og Fritidsudvalget overfor Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at SSP København bliver forankret i Socialforvaltningen, og at Foreningen SSP København lukkes
- at Socialforvaltningens indtægts- og udgiftsbudget opjusteres med 2,45 mio. kr. i 2025 og 4,9 mio. kr. i 2026 og frem, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet.
Problemstilling
SSP-samarbejdet i Københavns Kommune har siden 1988 været opdelt i hhv. en forening og i et myndighedssamarbejde med hvert sit budget og uden et direkte ophæng til en fagforvaltning. Foreningen SSP København består i dag af en bestyrelse med medlemmer fra de øverste ledelseslag i de respektive forvaltninger, Københavns Politi og Kriminalforsorgen. Foreningens daglige ledelse og drift varetages af SSP Sekretariatets sekretariatschef, som ansættes af bestyrelsen, og er organisatorisk placeret i Socialforvaltningen. Myndighedssamarbejdet består af et tværfagligt samarbejde mellem Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen, Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Kriminalforsorgen samt Københavns Politi. SSP København har 15 lokaludvalg, hvori bl.a. skolelærere, klubmedarbejdere, politi, socialarbejdere og medarbejdere fra kulturinstitutioner er repræsenteret. Formålet med samarbejdet er at forebygge kriminalitet blandt børn og unge og at nedbringe antallet af unge, der begår alvorlig kriminalitet.
Parterne i SSP-samarbejdet har i 2023 og 2024 drøftet Foreningen SSP København samt foreningens egentlige formål. Foreningskonstruktionen har historisk været mere udbredt i kommunen, end den er i dag, og den vurderes i regi af arbejdet i SSP København at være utidssvarende. Opdelingen har over tid gjort det vanskeligt at adskille arbejdet i regi af foreningen fra det tværfaglige myndighedssamarbejde, ligesom ansvaret som bestyrelsesmedlem for foreningen ikke har været klart defineret.
Forvaltningerne i SSP-samarbejdet i Københavns Kommune, Københavns Politi og Kriminalforsorgen har derfor arbejdet på at finde en ny organisatorisk ramme og at tydeliggøre myndighedssamarbejdet i forhold til roller og ansvar samt at afklare SSP Sekretariatets ledelsesmæssige ophæng og personalets ansættelsesforhold. Ændringen vil træde i kraft pr. 1. juli 2025, og betyder bl.a. at SSP Sekretariatets to medarbejdere fra hhv. Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen skifter ansættelsesforhold til Socialforvaltningen.
Løsning
Den foreslåede nye ramme for SSP-samarbejdet består overordnet af to ændringer: 1) SSP København forankres i Socialforvaltningen og 2) Foreningen SSP København ophæves. De to foreslåede ændringer uddybes nedenfor. Ændringerne medfører en mere simpel administrativ konstruktion af SSP København og forventes ikke at få betydning for de unge eller den udførende del af SSP Københavns organisering i SSP-ledergrupperne, SSP-koordinationsgrupperne og SSP-lokaludvalgene.
Kommunal forankring af SSP København i Socialforvaltningen
SSP-samarbejdet forankres fra 1. juli 2025 i Socialforvaltningen i Din Sociale Indgang. Det strategiske ansvar, som i dag er placeret i SSP-bestyrelsen, placeres hos en SSP-styregruppe. Medlemmerne af SSP-styregruppen vil være de samme repræsentanter fra forvaltningerne, som i dag er en del af SSP-bestyrelsen. Den fremadrettede organisering er visualiseret i et organisationsdiagram i bilag 1.
Hensigten er, at SSP-samarbejdet forbliver et ligeværdigt og forpligtende samarbejde, hvor de involverede forvaltninger alle bidrager til drift af sekretariatet, myndighedssamarbejdet, tværgående projekter mv. Det overordnede strategiske ansvar forbliver fælles i styregruppen mellem forvaltningerne, Københavns Politi og Kriminalforsorgen. De involverede aktører vil derfor fortsat have den samme indflydelse og det samme ansvar, som de har i dag. Samtidig ønskes en mere enkelt organisering, hvilket forankringen i Socialforvaltningen har til hensigt at bidrage til, og en mere tydelig ansvarsfordeling i forhold til økonomien, hvilket ophævelsen af Foreningen SSP København har til hensigt at bidrage til.
Med ophævelsen af Foreningen SSP København går SSP København fra at have to forskellige budgetter i hhv. Foreningen SSP København og SSP Sekretariatet til fremover kun at have ét budget.
De fire forvaltninger vil fortsat bidrage ligeværdigt med driftstilskud til SSP København, mens Københavns Politi fremover ikke længere bidrager med særskilte midler til driften. Dette begrundes bl.a. med den fremadrettede forankring af SSP Sekretariatet i kommunen, samt at det vil stemme bedre overens med politiets formålsparagraffer. SSP København kommer dog ikke til at mangle ressourcer, da Københavns Politi i stedet opnormerer antallet af medarbejdere, der er indstationeret i SSP Sekretariatet, fra én til to medarbejdere. Selvom SSP København forankres i Socialforvaltningen, vil de involverede forvaltninger fortsat have et fælles ansvar for at dække et eventuelt merforbrug.
Konkret medfører forankringen af SSP København i Socialforvaltningen, at en medarbejder fra Børne- og Ungdomsforvaltningen og en medarbejder fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, som hidtil har været udlånt til SSP Sekretariatet fra deres respektive forvaltninger, vil få ændret ansættelsesforhold og fremadrettet være ansat i Socialforvaltningen. Ændringen i ansættelsesforholdet sker, så medarbejderne fortsat kan være ansat i SSP København efter forankringen i Socialforvaltningen. Midlerne til medarbejdernes løn, overhead mv. flytter i den forbindelse med til Socialforvaltningen. Forvaltningerne i SSP-samarbejdet er i den forbindelse opmærksom på, at der skal laves en aftale, som skal være med til at sikre, at medarbejderne bevarer en tilknytning til Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen efter skiftet til Socialforvaltningen. Aftalen skal omhandle, hvilke aktiviteter (mødefora, arrangementer mv.), som medarbejderne skal deltage i i hhv. Børne- og Ungdomsforvaltningen og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, hvordan der sikres løbende kompetenceudvikling af medarbejderne, og hvordan der sikres adgang til relevante fagsystemer. Der skal ligeledes udarbejdes stillingsbeskrivelser, så det bliver tydeliggjort, hvilke opgaver de pågældende medarbejdere har i SSP København. Kultur- og Fritidsforvaltningen har ikke medarbejdere forankret i SSP Sekretariatet.
Herudover overføres sekretærmidler fra Børne- og Ungdomsforvaltningen til en administrativ koordinator til SSP København under Socialforvaltningen.
Københavns Politi bakker op om beslutningen om, at SSP København får et tydeligt kommunalt ophæng i Socialforvaltningen. Københavns Politi vil ikke længere bidrage med særskilte midler til driften af SSP Sekretariatet, men opnormerer fra i dag én til fremadrettet to medarbejdere, der er indstationeret i SSP Sekretariatet. Københavns Politi ønsker at fortsætte sin indsats som en ligeværdig part i SSP København og vil forblive repræsenteret med medarbejdere i de forskellige SSP-udvalg og -grupper.
Ændringerne vurderes ikke at få betydning for de unge eller den udførende del af SSP Københavns organisering i SSP-ledergrupperne, SSP-koordinationsgrupperne og SSP-lokaludvalgene. Sekretariatschefen i SSP Sekretariatet vil fortsat have det daglige ansvar for SSP København, herunder ansvaret for betjening af SSP-styregruppen. Sekretariatschefen vil også fortsat være udpeget af SSP-styregruppen. Derudover fortsætter organiseringen med SSP-chefgruppen, SSP-ledergrupper, SSP-lokaludvalg og SSP-koordinationsgrupper med repræsentanter fra bl.a. forvaltningerne, Københavns Politi og Kriminalforsorgen, som hidtil.
Ophæve Foreningen SSP København
Foreningen SSP København ophæves pr.1. juli 2025. En ophævelse af foreningen vil bl.a. sikre klarere juridiske rammer for samarbejdet i SSP. Ophævelsen vil desuden medføre et sammenhængende sekretariat samt tydeliggøre, at SSP-samarbejdet i København er et myndighedssamarbejde, der arbejder på strategisk og udførende niveau.
Ophævelsen af Foreningen SSP København er blevet gennemgået juridisk og compliancemæssigt af foreningens revisor fra Deloitte, samt af medarbejdere fra Socialforvaltningen, Børne- og Ungdomsforvaltningen og Københavns Politi. Der foreligger ingen juridiske forhold, der forhindrer hverken en foreningslukning eller en ny ramme, hvor SSP-samarbejdet i København organisatorisk er forankret i en fagforvaltning med særskilt økonomi.
Det fremgår af foreningens vedtægtsbestemmelser, at foreningens formue i tilfælde af ophævelse, skal anvendes til kriminalitetsforebyggende arbejde blandt børn og unge i Københavns Kommune. Foreningens formue var pr. december 2024 ca. 1,5 mio. kr. og videreføres til prioritering i den nye SSP-konstruktion. Midlerne bliver håndteret som eksternt finansierede projekter, når de flyttes til Socialforvaltningen.
Økonomi
Med forankringen af SSP København i Socialforvaltningen vil der blive overført én medarbejder fra Børne- og Ungdomsforvaltningen og én medarbejder fra Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen til SSP København under Socialforvaltningen (1.440.000 kr.), jf. tabel 1. Herudover overføres der sekretærmidler til administrativ koordinator fra Børne- og Ungdomsforvaltningen til SSP København under Socialforvaltningen (287.760 kr.), jf. tabel 1.
SSP København under Socialforvaltningen skal ligeledes modtage driftstilskud fra henholdsvis Børne- og Ungdomsforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen samt Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (2.382.156 kr.), jf. tabel 1.
Da ændringen først træder i kraft den 1. juli 2025, flyttes kun halvdelen af lønmidlerne og driftstilskud til Socialforvaltningen i 2025, jf. tabel 1.
SSP København har en formue på 1,5 mio. kr., jf. indstillingen. Der er tale om fondsmidler (1.490.000 kr.), som flyttes ind i Socialforvaltningen ved etablering af eksternt finansierede projekter, hvor midlerne derved anvendes til kriminalitetsforebyggende arbejde blandt børn og unge i Københavns Kommune, jf. tabel 1.
Hvis indstillingen godkendes, opjusteres Socialforvaltningens udgifts- og indtægtsbudget samlet set med 2.452.000 i 2025 og 4.904.000 kr. i 2026 og frem, jf. tabel 1. De bevillingsmæssige konsekvenser indarbejdes i førstkommende sag om bevillingsmæssige ændringer.
Tabel 1: Bevillingsmæssige ændringer
Udvalg |
Bevilling |
Forklarende tekst |
Udgift (U)/ |
Beløb i 1.000 kr.* |
Varig? |
|||
Indtægt (I) |
||||||||
|
2025 |
2026 |
2027 |
2028 |
||||
SUD |
3000 – Børn |
To medarbejdere – én fra BUF og én fra BIF |
U |
720 |
1.440 |
1.440 |
1.440 |
Ja |
BIU |
3510 |
SSP-medarbejder |
U |
-360 |
-720 |
-720 |
-720 |
Ja |
BUU |
3310 |
SSP-medarbejder |
U |
-360 |
-720 |
-720 |
-720 |
Ja |
SUD |
3000 – Børn |
Sekretærmidler fra BUF |
U |
144 |
288 |
288 |
288 |
Ja |
BUU |
3310 |
Sekretærmidler fra BUF |
U |
-144 |
-288 |
-288 |
-288 |
Ja |
SUD |
3000 – Børn |
Driftstilskud fra hhv. BUF, KFF og BIF |
U |
1.191 |
2.382 |
2.382 |
2.382 |
Ja |
KFU |
KFF 1060 |
Driftstilskud |
|
-397 |
-794 |
-794 |
-794 |
Ja |
BUU |
3310 |
Driftstilskud |
|
-397 |
-794 |
-794 |
-794 |
Ja |
BIU |
3520 |
Driftstilskud |
|
-397 |
-794 |
-794 |
-794 |
Ja |
SUD |
3000 – Børn |
Driftstilskud |
|
397 |
794 |
794 |
794 |
Ja |
SUD |
3000 – Børn |
Fondsmidler |
U |
1.490 |
0 |
0 |
0 |
Nej |
SUD |
3000 – Børn |
Fondsmidler |
I |
-1.490 |
0 |
0 |
0 |
Nej |
I alt |
|
- |
- |
0 |
0 |
0 |
0 |
- |
Videre proces
Indstillingen forelægges Økonomiudvalget den 8. april 2025 og Borgerrepræsentation den 30. april 2025.
Katrine Ring, Mikkel Boje, Henrik Lund og Tobias Børner Stax