Udmøntning af budget 2016 – budgettildelinger
Indstilling og beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,
- at forslag til udmøntningen af 45 mio. kr. til flere pædagoger i vuggestuerne godkendes
- at forslag til udmøntningen af 35 mio. kr. til indfasning af folkeskolereformen godkendes
- at udmøntningen af øvrige tildelinger fra budget 2016, jf. bilag 1, godkendes
- at forslag til udmøntningen af 10 mio. kr. til Sprog- og Integration på dagtilbudsområdet, jf. bilag 2, godkendes
Problemstilling
Udvalget skal tage stilling til, hvordan 45 mio. kr. til flere medarbejdere i vuggestuer og 35 mio. kr. til indfasning af folkeskolereformen skal udmøntes. Udvalget har derudover besluttet, at 10 mio. kr. skal omprioriteres fra skole- til dagtilbudsrammen i forbindelse med Sprog- og Integrationssagen (BUU 24/9/2014). Udvalget skal godkende forslag til udmøntningen af de 10 mio. kr.
Forvaltningen fremlægger desuden i en anden sag på dette møde indstilling om udmøntning af effektiviseringerne fra budgetvedtagelsen.
Løsning
I budget 2016 fik udvalget ekstra 45 mio. kr. til flere medarbejdere i vuggestuepladser og 35 mio. kr. til indfasning af folkeskolereformen.
Forvaltningen foreslår, at beløbene udmøntes på denne måde:
Flere medarbejdere i vuggestuerne (45 mio. kr. i 2016 og 35 mio. kr. i 2017 og frem)
Af budgettet fremgår det, at man ønsker at give de københavnske dagtilbud (0-2-års-området) et løft ved at tildele flere ressourcer til flere uddannede pædagoger. De ekstra pædagoger skal styrke kvaliteten i arbejdet med børnene og understøtte den tidlige indsats indenfor de politisk vedtagne pejlemærker.
Midlerne udmøntes i pladsprisen for alle 0-2 års institutioner (vuggestuer) og skal anvendes til ansættelse af uddannede pædagoger. De ekstra hænder kan f.eks. give mulighed for at dele børnene op i mindre grupper, gennemføre særlige udviklingsforløb for børn med behov (foranlediget af f.eks. sprogvurdering, trivselsmåling med videre), bedre bemanding og flere aktiviteter i løbet af dagen, et tættere forældresamarbejde og tættere samarbejde med sundhedsplejersken i hjemmet.
Det fremgår af budgettet, at 10 mio. kr. af de 45 mio. kr. kun tildeles i 2016. Disse midler kan anvendes af institutionerne til efteruddannelse, udviklingsarbejde, samarbejde med sundhedsplejen m.v. Der er dispositionsfrihed og der følges op på udmøntningen i den dialogbaserede ledelse (resultat- og kvalitetssamtalerne).
Opfølgningen på hvorvidt de ekstra hænder har haft de ønskede effekter sker igennem den løbende dialog mellem forvaltning og institution. Forvaltningen vil i starten af 2016 tilrettelægge en temadrøftelse i udvalget om forskellige indsatser i børnenes første år. Temadrøftelsen skal give udvalget indblik i de forskellige tilbud og indsatser, som børnene indgår i og modtager fra BUF og andre relevante forvaltninger fra fødsel og frem mod skolestart med henblik på at man politisk kan drøfte prioritering og retning for de fremadrettede indsatser på 0-6-års-området.
Indfasning af folkeskolereformen (35 mio. kr. i 2016 og 2017)
Det fremgår af budget 2016, at man ønsker at understøtte indfasningen af folkeskolereformen. Der er derfor afsat midler til at øge den ressourcemæssige fleksibilitet for lærerne, rekruttering og fastholdelse samt bedre trivsel. Samtidig er der afsat midler til kvalificeret vikardækning, mens lærerne opkvalificeres i deres linjefag.
Der afsættes til øget fleksibilitet 18,9 mio. kr. til ekstra ressourcer på skolerne svarende til ½ årværk pr. skole. Den ekstra ressource kan skolerne for eksempel bruge til at arbejde i dybden med målstyret læring, udvikling af fælles undervisningsforløb, styrket teamsamarbejde og udvikle skolens brug af data som basis for høj kvalitet i undervisningen med henblik på at styrke elevernes læring.
For at målet om fuld kompetencedækning i undervisningsfagene i 2020 ikke skal føre til et midlertidig fald i den faglige kvalitet, afsættes 13,5 mio. kr. til kvalificeret vikardækning. De ekstra midler skal sikre, at skolen fx har mulighed for at lægge ekstra ressourcer ind i de enkelte team og dermed sikre en kvalificeret vikardækning. Målet er, at både elever, forældre og lærere oplever en god hverdag og læringssituation på skolen, når lærerne er fraværende som følge af videreuddannelse.
Der er generelt på skolerne rekrutteringsproblemer og lav kompetencedækning indenfor nogle af fagene. For at forebygge mangel på kvalificerede lærere arbejdes der bydækkende med en særlig rekrutterings- og fastholdelsesindsats med henblik på målrettet at rekruttere de nyuddannede lærere samt andre faggrupper end uddannede lærere. Der reserveres derfor 2,6 mio. kr. til brug for indslusning af nye lærere via attraktive aktiviteter og rekruttering og fastholdelse af akademikere gennem tilbud om didaktisk opkvalificering og meritlæreruddannelse.
I bilag 1 er en gennemgang af øvrige mindre ændringer til budgettet som følge af budgetvedtagelsen i Borgerrepræsentationen. Forvaltningen har beskrevet hvordan ændringerne udmøntes, hvis ændringerne har mere end en ren teknisk karakter.
Sprog- og integration - omfordeling af 10 mio. kr. fra undervisningsområdet til dagtilbudsområdet (bilag 2)
De 10 mio. kr. tildeles dagtilbudsrammen som følge af udvalgets beslutning den 5.11.2014 i sagen om finansiering af vedtagne initiativer vedrørende sprog og integration og omplaceringen af midler følger af sagen om tekniske ændringsforslag til budgetforslag 2016 den 12.8.2015. Udmøntningen af beslutningen sker først i budget 2016, idet midlerne indfases fra august 2016 og derfor skal sammentænkes med de øvrige indsatser, der igangsættes som følge af budget 2016. Tildelingen til dagtilbudsområdet sker for at understøtte, at børnene kan opnå bedre sproglige forudsætninger for at blive mere læringsparate og har større chance for at få succes i deres skolegang. Forvaltningen foreslår, at tildelingen sker som beskrevet i bilag 2.
Økonomi
Indstillingen udmønter de tildelinger, som indgår i budget 2016.
Videre proces
Tobias Børner Stax/ Sti Andreas Garde
Beslutning
Enhedslisten stillede følgende ændringsforslag vedr. indstillingens 2. at-punkt:
"at hele bevillingen på 35 mio. kr. til folkeskolen anvendes til at sikre kvalificeret vikardækning i forbindelse med kompetenceløftet, herunder til at sikre ensartede vilkår for vikardækning for alle kommunalt ansatte lærere, der opgraderer linjefag."
Ændringsforslaget blev forkastet efter afstemning med følgende resultat:
For stemte 2 medlemmer: Ø.
Imod stemte 8 medlemmer: A, B, F, O og V.
Ingen medlemmer undlod at stemme.
Udvalget var enige om følgende ændringsforslag vedr. indstillingens 2. at-punkt:
"at der som grundbevilling til den enkelte skole tildeles 0,5 årsværk, og at den resterende del af udmøntningen af indfasningsmidlerne vedr. folkeskolereformen tildeles skoler, der gennemfører kompetenceudvikling af lærerne".
Dermed bortfaldt indstillingens 2. at-punkt.
Indstillingens 3. at-punkt blev godkendt.
Indstillingens 4. at-punkt blev godkendt.