Mødedato: 04.05.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, stuen, værelse 43/44

B-sag: Samarbejdet med Borgerrådgiveren om opfølgning på Borgerrådgiverens Beretning 2020

Se alle bilag

Børne- og Ungdomsudvalget orienteres om, at det ikke er lykkedes forvaltningen at få dialog med Borgerrådgiveren om opfølgning på Borgerrådgiverens seneste årsberetning, idet Borgerrådgiveren har betinget sig udlevering af et materiale, som forvaltningen ikke har mulighed for at udlevere. Forvaltningen forventer, at Borgerrådgiveren i sin næste årsberetning vil rejse kritik af forvaltningen for ikke at have udleveret materialet.

 

Indstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget,

1. at udvalget tager forvaltningens orientering om samarbejdet med Borgerrådgiveren om opfølgning på Borgerrådgiverens beretning 2020 til efterretning

Problemstilling

Borgerrådgiveren udtalte i sin beretning for 2020 kritik af Børne- og Ungdomsforvaltningen for at være sakket bagud i forhold til de øvrige forvaltninger i relation til varetagelsen af borgernes retssikkerhed.

Forvaltningen havde forud for beretningen iværksat en række initiativer til forbedring af sagsbehandlingen og ønskede derfor Borgerrådgiverens input til igangværende og evt. yderligere initiativer.

Som Børne- og Ungdomsudvalget blev orienteret om den 13. oktober 2021, har forvaltningen således forsøgt at gå i dialog med Borgerrådgiveren for at få Borgerrådgiverens input til forvaltningens opfølgning på beretningen, herunder mulige yderligere initiativer til at forbedre forvaltningens sagsbehandling og borgerbetjening.

Som forudsætning for at gå i dialog med forvaltningen har Borgerrådgiveren betinget sig, at forvaltningen udleverer et materiale bestående af 2500+ klager fra perioden 2017 og frem.

Børne- og Ungdomsforvaltningen har imidlertid ikke dette materiale, hvilket forvaltningen flere gange har oplyst Borgerrådgiveren om.

Borgerrådgiveren har imidlertid fastholdt sit krav om udlevering af materialet som betingelse for at indgå i dialog med forvaltningen.

Der er i bilag 1 redegjort nærmere for forløbet.

Løsning

Børne- og Ungdomsforvaltningen afslutter forsøgene på at få Borgerrådgiverens input til forvaltningens opfølgning på Borgerrådgiverens Beretning 2020.

Forvaltningen følger som led i det igangværende arbejde med at forbedre sagsbehandling og borgerbetjening op på de iværksatte initiativer og fastholder opmærksomheden på nye mulige initiativer.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Intet yderligere.

 

Tobias Børner Stax                                                    Tine Weber

Beslutning

Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning på mødet den 4. maj 2022:

Indstillingen blev taget til efterretning.

Til top