Medlemsforslag om evt. omdannelse af KKFOer til fritidshjem
Indstilling og beslutning
- at forvaltningen sørger for inddragelse af berørte skolebestyrelser og forældreråd i forhold til henvendelse fra ledere og medarbejdere ved 5 KKFO´er om omdannelse af KKFO´erne til fritidshjem, hvorefter Børne- og Ungdomsudvalget tager stilling til forslag om evt. omdannelse
S, SF og Ø mener, at både fritidshjem og KKFO’er i København er gode, kvalitative tilbud. Begge organisationsformer har deres berettigelse og hver deres styrker. Eksempelvis kan KKFO’er i forhold til specialbørn være hensigtsmæssig, fordi denne organisationsform i endnu højere grad tænker i sammenhænge, helheder for børnene og dermed sikrer et trygt miljø uden institutionsskift for børnene i løbet af dagen.
Ledere og medarbejdere ved 5 KKFOer: Børnehuset Rødkilden, KKFO ved Skolen i Charlottegården, KKFO ved Øresundsskolen, KKFO ved Skolen i Peter Vedels Gade, Fritidshjemmet v. Skolen på Kastelsvej har imidlertid den 4.3.2011 henvendt sig til Børne- og Ungdomsudvalget med anmodning om omdannelse af KKFOerne til fritidshjem under dagtilbudsloven, se bilag 1.
Vi opfordrer forvaltningen til at sondere opbakningen hos skolebestyrelser og forældreråd for herefter at fremlægge indstilling for det politiske udvalg, så det kan tage stilling hertil. Indstillingen skal indeholde bud på, hvorledes forvaltningen sikrer, at der udarbejdes konkrete handleplaner for et bedre samarbejde mellem skole- og KKFO-del/fritidshjemsdel.
Beslutning
7 medlemmer stemte for: A, B, F og Ø.
1 medlem stemte imod: V.
2 medlemmer undlod at stemme: C og O.
Rasmus Jarlov (C) havde følgende protokolbemærkning:
"Der er intet som forhindrer borgmesteren i at tage en grundig dialog med ansatte og forældre. Det behøver vi ikke at behandle i udvalget".