Mødedato: 03.11.2010, kl. 13:15
BUUs handleplan til BIU Integrationspolitik 2011-2014
Se alle bilag
Til top
BUUs handleplan til BIU Integrationspolitik 2011-2014
8. BUUs handleplan til BIU Integrationspolitik 2011-2014 (2010-136604)
Udvalget skal tage stilling til handleplan for integrationsindsatsen på børne- og ungdomsområdet til kommunens samlede integrationspolitik for perioden 2011-2014.
INDSTILLING OG Beslutning
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og ungdomsudvalget,
at udvalget godkender handleplan for integrationsindsatserne på børne- og ungeområdet for perioden 2011-2014 baseret på visioner om styrket faglighed og blandet skole og daginstitution
Problemstilling
Beskæftigelses- og Integrationsudvalget godkendte den 11. januar 2010 en procesplan for revision af Københavns Kommunes nuværende integrationspolitik. Heraf fremgår det, at fagudvalgene skal udarbejde en handleplan for integrationsindsatserne i perioden 2011-2014. Den samlede integrationspolitik skal behandles i BR medio december 2010. BUU drøftede høringssvar til integrationspolitikken på sit møde den 13.10.10.
Løsning
Udkastet til BUUs handleplan på integrationsområdet tager udgangspunkt i de af BUU 5. maj 2010 vedtagne målsætninger om Styrket Faglighed og Bedre Fordeling samt indsatserne i budgetaftale 2011 (Blandet by - blandet skole). Disse indsatser indgår desuden i kommunens kvalitetskontrakt på børne- og ungdomsområdet.
Handleplanen følger ikke på alle måder den skabelon for udarbejdelse af fagudvalgenes handleplaner, der er vedtaget af BIU, fordi den konkrete udmøntning af handleplanen, herunder initiativerne i budgetaftale 2011 drøftes i BUU på et senere tidspunkt. Således er det eksempelvis ikke muligt at beskrive indsatserne mere konkret og opstille SMARTE mål for de enkelte indsatser. Af bilag 1 og 2 fremgår BIUs henvendelse til fagudvalgene om udarbejdelse af handleplaner.
1. Situationen ? Hvad er udfordringerne
København er en mangfoldig metropol og de børn og unge, som vokser op i den, skal styrkes af de fordele, der er ved at være en by med en blandet befolkning. Selvom Københavns Kommune har gjort og gør meget for integrationen er det en udfordring, at der i mange folkeskoler og daginstitutioner fortsat er en ulige fordeling af etsprogede og tosprogede børn. Det er en udfordring, fordi vellykket integration kræver, at børn med forskellig baggrund møder hinanden, lærer at forholde sig til hinanden og begynder at føle sig som en del af det samme københavnerfællesskab.
2. Målsætninger
Indsats Styrket Faglighed
Der skal ske en styrkelse af de faglige kundskaber gennem målrettede undervisningsforløb. Derfor er der allerede her og nu iværksat et integrationsløft på 3 Nørrebroskoler med store integrationsmæssige og faglige udfordringer i skoleåret 2010/11 med fokus på sikker læsning og skrivning samt særlige indsatser i forbindelse med overgangen til ungdomsuddannelserne.
Integrationsløftet videreføres og udvides til at omfatte i alt 10 folkeskoler i København i skoleårene 2011/12, 2012/13, 2013/14 og frem. Skolerne udpeges ud fra tosprogsandel og karaktergennemsnit ved afsluttende prøver.
I folkeskolerne iværksættes desuden fra 2011 en række generelle faglige tiltag såsom ekstra timer i dansk og matematik, fokus på klasseledelse og konflikthåndtering, holddeling med særlige tilbud til elever med forskellige behov i udskolingen, forsøg med vikarkorps samt en analyse af tilbud om lektiehjælp.
Indsats blandet skole og daginstitution
Med henblik på at skabe en mere ligelig fordeling af etnisk danske og ikke etnisk danske børn i dagtilbud fortsættes indsatsen med at reservere sprogpladser til tosprogede børn i institutioner med få tosprogede børn. Desuden styrkes fordelingen af de tosprogede børn i de nye klyngeinstitutioner gennem internt samarbejde og opsøgende forældresamtaler mellem klyngeleder og forældre.
De fordelingsmæssige tiltag i handleplanen er tæt knyttet til den allerede eksisterende Københavnermodel. Københavnermodellen udvides til at starte ved opskrivning til en dagtilbudsplads, således at der tidligt gøres en indsats for en bedre fordeling af tosprogede børn.
Der skal arbejdes på at understøtte tiltag til en bedre og mere ligelig fordeling af etsprogede og tosprogede børn på tværs af kvarterernes skoler og daginstitutioner. Københavnermodellen, der fra 2005 til 2010 har fordelt mere end 900 tosprogede børn til andre skoler, har været et første skridt. Der skal nu ske en videreudvikling af Københavnermodellen for at opnå en bedre fordeling af børn med sprogvanskeligheder. Samtidig skal det sikres, at det bliver de elever med størst behov, der fremover fordeles. For at sikre dette etableres et nyt sprog- og rådgivningscenter som en del af Københavnermodellen. Centeret får til opgave at sprogvurdere alle femårige børn i risikogruppen. og på den baggrund rådgive forældre om skolevalg samt koordinere fordelingen af skolestartere og skoleskiftere på de københavnske skoler.
Der vil endvidere blive foretaget en forundersøgelse af mulighederne for at udnytte eksisterende institutionskapacitet, samt undersøgelse af behovet for evt. yderligere kapacitet til tosprogede elever.
3. Lige muligheder og repræsentation af etniske minoriteter
Lige muligheder for at få gavn af udvalgets serviceydelser
BUU har vedtaget en politik for brugen af tolk og oversættelse af materiale mv. i relevante situationer. De københavnske pædagoger og folkeskolelærere er efteruddannet i sprogpædagogisk metode til at kunne inkludere tosprogede elever på lige fod med etnisk danske elever. Der er oprettet sprogcentre på den altovervejende del af de københavnske folkeskoler, der yder en fokuseret indsats for de tosprogede elever. Desuden har efteruddannelse i dansk som andetsprog, interkulturel pædagogik og forældresamarbejde- og inddragelse klædt det professionelle personale i daginstitutioner og skoler på i forhold til at sikre lige muligheder og modarbejde diskrimination.
Repræsentation af etniske minoriteter i institutioner
Københavns Kommune har fokus på at etniske minoriteter er repræsenterede i personalegrupperne i de københavnske institutioner og skoler. Derfor opfordres der i stillingsopslag til at ansøge jobbet uanset etnicitet mv. Forældre med ikke-vestlig baggrund opfordres til at indgå i bestyrelser i institutioner og skoler, og der foregår pt. et projekt, der skal udvikle metoder til at styrke etniske minoriteters deltagelse heri.
Inddragelse af ikke-kommunale aktører
Mange frivillige organisationer, bl.a. Dansk Flygtningehjælp, engagerer sig i lektiehjælp til kommunens børn og unge. Som vedtaget i budgetforliget for 2001-2014 vil Børne- og Ungdomsforvaltningen sammen med Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen kortlægge de mange bidrag og analysere behovet for yderligere koordinering af indsatserne. Der samarbejdes også med foreningen ?Brug Folkeskolen?, som arbejder for at tiltrække etnisk danske familier til de lokale folkeskoler frem for at vælge privatskoler. Der samarbejdes også med etniske privatskoler, hvis elever præsterer højt.
Økonomi
Handleplanens udgifter afholdes inden for BUFs budget til ordinær drift samt de i budget 2011 aftalte rammer.
Videre proces
Implementeringen af BUUs handleplan afhænger af den endelige vedtagelse af BUU samlede integrationspakke, som skal drøftes i BUU på et senere tidspunkt i 2010.
Såfremt BUU vedtager vedlagte handleplan fremsendes denne til BIU, og bliver en del af den samlede integrationspolitik for Københavns Kommune 2011-2014. Integrationspolitikken kommer efter 2. behandling i BIU til behandling i Økonomiudvalget og skal godkendes endeligt i Borgerrepræsentationen i december 2010.
Else Sommer
/Camilla Niebuhr
bilag
1. BIU's skabelon til udvalgenes handleplaner
2. Henvendelse fra BIU til fagudvalgene