Mødedato: 03.10.2007, kl. 15:00

Nye principper for budgetmodeller for institutioner og skoler

Nye principper for budgetmodeller for institutioner og skoler

Børne- og Ungdomsudvalget

 

BESLUTNINGSPROTOKOL

fra ordinært møde onsdag den 3. oktober 2007

 

 

11.      Nye principper for budgetmodeller for institutioner og skoler   J.nr. 2007-80875

 

 

 

INDSTILLING OG BESLUTNING

Udvalget skal tage stilling til forslag om nye principper for budgetmodeller for institutioner og folkeskoler.

 

INDSTILLING OG Beslutning

Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) indstiller til Børne- og Ungdomsudvalget (BUU),

1.                  1. at forslag om nye principper for budgetmodeller for henholdsvis skole- og 0-9 års området, jf. bilag 1 og 2 sendes i høring

2.                  Børne- og Ungdomsudvalgets beslutning i mødet den 3. oktober 2007

3.                  Indstillingen blev godkendt, idet tosprogsbevillingerne og sociale kriterier tænkes sammen. Bilag 1 om skoler ændres i overensstemmelse hermed inden høringen.

 

 

Problemstilling

Børne- og Ungdomsforvaltningen er i gang med at implementere en ny styringsmodel i forvaltningen, og herunder en mere gennemsigtig og sikker økonomistyring. Som et led heri foreslås det, at der indføres nye forenklede budgetmodeller, hvilket også indgår i   forslag om strukturtilpasning på skole- og institutionsområderne, som er i høring efter behandling i Borgerrepræsentationen den 30. august 2007.

BUF har udarbejdet forslag til nye principper for budgettildeling til institutioner og folkeskoler og drøftet disse dels med de faglige organisationer, dels med de selvejende institutioners paraplyorganisationer. Principper i de nye tildelingsmodeller på skole- og institutionsområdet fremlægges hermed med henblik på at sende principperne til høring hos de relevante parter.

 

Løsning

Borgerrepræsentationen fastsætter mål og rammer for institutioner og folkeskoler.

BUF fremlægger hermed forslag til nye principper for budgetmodeller til institutioner og folkeskoler med henblik på, at disse kan sendes i høring inden endelig vedtagelse. Forslaget indebærer henholdsvis nye principper for budgetmodel for folkeskoler samt nye principper for budgetmodel for alle dagtilbud og fritidshjem.

I BUF er der i øjeblikket flere forskellige principper for budgetmodeller på skole- og institutionsområdet og på baggrund heraf indgår det som et element i den fremtidssikring af institutioner og folkeskoler, som ligger i forslaget om strukturtilpasning, at der skal ske en modernisering af budgetmodellerne med henblik på mere ensartede priser gennem en ny model for institutionsområdet og en ny model for skoleområdet.

Hovedformålet med de foreslåede principper er at skabe gennemsigtighed, ensartethed, og enkelthed i budgettildelingerne. med henblik på at mindske administration i både institutioner, folkeskoler og forvaltningen samtidig med, at institutionerne og folkeskolerne sikres gode muligheder for økonomistyring.

De nye principper foreslås at gælde for normalområdet, mens special- og delvis specialtilbud samt særlige pasningstilbud foreslås holdt udenfor i første omgang. Forvaltningen vil, som led i den vedtagne plan for specialområdet, udarbejde og fremlægge tilsvarende nytænkning af budgetmodellerne indenfor hele specialområdet. Endelig foreslås det, at klubberne holdes uden for, fordi styringen af klubområdet afviger på en række områder, både pædagogisk og styringsmæssigt.

Overordnede mål i de nye budgetmodeller:

-         budgetmodellerne skal være lette at forstå og skabe overblik og gennemsigtighed både for den enkelte institution/skole, og for forvaltningen som helhed

-         budgetmodellerne skal skabe forudsigelighed og sikkerhed i økonomistyringen. Institutioner og skoler skal ikke udsættes for en række løbende reguleringer i budgettet, men skal som hovedregel kunne styre efter det budget der udmeldes ved årets start. Undtaget herfra kan være institutioner/skoler under opbygning eller afvikling

-         budgetmodellerne skal understøtte en styringsmodel baseret på mål og resultater.  Den lokale ledelses muligheder for at prioritere ressourcerne skal styrkes.

-         Budgetmodellerne skal sikre at så mange midler som muligt udmeldes direkte til institutioner/skoler, og at de politiske krav i højere grad formuleres i kontrakter som der følges op på, i stedet for i puljer der skal søges til

-         Budgetmodellerne kan herudover understøtte særlige politiske mål i form af evt. bonusordninger. Der kunne fx tænkes en bonusordning, der præmierer skoler, der er særligt gode til at inkludere børn med særlige behov.

Institutionsområdet

Der er i dag flere forskellige budgetmodeller på dagtilbud - og fritidshjemsområdet. Med forslaget til nye principper bliver der gjort op med de mange forskellige modeller og principperne om enkelthed og overskuelighed føres igennem på hele området. Forslaget til nye principper for budgetmodel udgøres af en moderniseret og optimeret udgave af de principper, som p.t. gælder på 0 – 6 års området.

I forslaget består bevillingsfordelingen i den nye model af en institutionsbevilling knyttet specifikt til den enkelte institution og en række børnetalsafhængige bevillinger for hver af de normale pladstyper, som institutionen er normeret til. Som udgangspunkt indgår så stor en andel af institutionernes bevilling som muligt i pladsprisen. Hertil kommer, at institutionens særlige bevillinger som følge af tildeling af særlige opgaver eller særlige fysiske eller sociale vilkår tildeles via den faste bevilling. I den pladsafhængige bevilling opereres med forskellige aldersgrupperinger, der hver især udløser et beløb pr. plads til institutionen.

 

Skoleområdet

Forslaget til nye principper for budgetmodel på skoleområdet er ligesom på institutionsområdet baseret på en fast bevilling og en elevtalsafhængig bevilling. Udgangspunktet er ligeledes her, at så stor en andel af folkeskolernes bevilling som muligt indgår i den elevtalsafhængige bevilling.

Den faste bevilling består af de omkostninger, som ikke direkte kan relateres til den enkelte normalelevs ressourcetræk på skolen, men som derimod er faste såsom eksempelvis ejendomsspecifikke udgifter. Den faste bevilling indeholder herudover særlige bevillinger som følge af særlige opgaver på skolen eller særbevillinger efter eksempelvis sociale kriterier. Den elevtalsafhængige bevilling underopdeles som på institutionsområdet i forskellige typer af bevillinger alt efter klassetrin samt andelen af tosprogede elever.

 

Konsekvenser af de nye principper

Den enkelte institution og skole tildeles en samlet rammebevilling, som er kendt ved budgetårets start. Den lokale ledelse forvalter og tager selv ansvar for at holde bevillingen, idet såvel overskud som underskud overføres til næste års bevilling, når regnskabet er godkendt af Borgerrepræsentationen.

Der sker som udgangspunkt ingen automatisk efterregulering i budgetåret, idet reguleringen alene sker fremadrettet med konsekvenser for næste års bevilling. Tidsforskydningen giver institutioner og folkeskoler en længere tilpasningsperiode. Spørgsmålet om håndtering af og tilpasning i forhold til demografiregulering og aktivitetstilpasning drøftes med ØKF.

Overgangen til elevtalsafhængige og pladsafhængige bevillinger på skole- og institutionsområdet med ens satser for henholdsvis alle institutioner og folkeskoler kan medføre omflytninger af bevillingerne institutionerne imellem og folkeskolerne imellem. I forbindelse med det videre arbejde med de nye modeller, vil der blive foretaget simuleringer af konsekvenserne ved overgang til de nye principper for de enkelte institutioner og folkeskoler. Det vurderes på baggrund heraf, hvorledes de nye modeller skal implementeres.

De nye principper indebærer, at ansvar, fleksibilitet og risiko i økonomistyringen decentraliseres mest muligt, hvilket er i overensstemmelse med BUF's principper om, at beslutninger skal træffes, der hvor man har den konkrete viden om de lokale forhold.

Der henvises til bilag 1 og 2 for en nærmere beskrivelse af principperne for budgetmodeller på henholdsvis institutions- og skoleområdet.

 

Økonomi

Forslag til strukturtilpasning indebærer besparelser i forbindelse med overgang til nye budgetmodeller. Det fremgår således af forliget, at der skal finde en besparelse/driftseffektivisering gennem justering af tildelingskriterier i budgetmodellerne på 31,2 mio. kr. i 2008 voksende til ca. 76 mio. kr. i 2011. I budgetforliget 2008 er der indlagt en stigende tilførsel af midler til institutionsområdet. Der er endnu ikke truffet beslutning om hvorledes dette skal påvirke indfasningen af nye budgetmodeller.

 

Videre proces

Forslaget til nye principper for budgetmodeller på skole- og institutionsområdet sendes i høring med en 6 ugers høringsfrist.

De respektive berørte parter høres: forældre-, institutions- og skolebestyrelser, de faglige organisationer, paraplyorganisationerne for de selvejende institutioner, Fællesrådet for Folkeskolen, Fællesrådet for Fritidsinstitutioner og Klubber, Det Centrale Forældreforum, Fællespædagogisk Råd, Skole og Samfund, Københavns Forældrenetværk, Brug Folkeskolen og Danske Skoleelever.

Efter høringen behandles forslag til nye principper for budgetmodeller på skole- og institutionsområderne i BUU og ØU med forventet endelig behandling i BR den 13. december. Dette sikrer, at budgetudmeldingen til institutioner og folkeskoler for deres budget i 2008 kan ske inden årsskiftet.

 

Bilag

1.       Forslag til ny budgetmodel for folkeskolerne – overordnet beskrivelse

2.       Forslag til ny budgetmodel for 0-9 års området

 

 

 

        Else Sommer                                  Georg Bartholdy

 

 

 


 

Til top